Redegørelse
om børns misrøgt under samvær fra familieministeriet – måske om nogle år.
af Viggo
Bækgaard, advokat (H), talsmand Børn og Samvær
fra Børn og Samvær nr. 3/2005 p. 8
For
nylig sendte familie- og forbrugerministeriet en pressemeddelelse ud med
overskriften ”Redegørelse om svinetransport.”
Essensen
var, at nu har man fluks fokuseret på spørgsmålet om dyrevelfærd igen og
gjort noget ved sagen. Handling her og nu selvfølgelig, når nogle grise har været
stuvet sammen i en bil. Når det gælder de til tider kummerlige vilkår, børn
udsættes for i forbindelse med samvær, sylter man problemerne ned i diverse
udvalg eller arbejdsgrupper.
Pressen
interesserer sig i behersket omfang for børns situation formentlig fordi det er
så vanskeligt at få mennesker af kød og blod i overskrifterne. Forældre er
bekymrede for at projektere børnenes problemer i pressen.
Problemer
er der imidlertid masser af. Den forælder, der ikke har barnet boende hos sig,
har ret til samvær. Det er i det praktiske liv, således som det håndteres i
statsamter og Familiestyrelsen, ensbetydende med, at der skal være skråsikkert
bevis for mistrivsel, før børnene skånes.
Socialforskningsinstituttet
konkluderede i foråret 2004 i en diger rapport, at ikke alt er lutter idyl i
behandling af samværssager. Praktikere har i årevis påtalt det. I
statsamterne går produktiviteten forud for børnenes trivsel – ikke med
sagsbehandlernes onde vilje som udgangspunkt.
Som
praktiserende advokat og som talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær må
jeg desværre give forfatteren Rie Osted ret i størstedelen af de bekymringer,
hun har stillet til skue i sin nye bog ”I marionetternes magt” og i en
kronik den 16. maj i Kristelig Dagblad.
Sagerne
bør oplyses bedre i statsamterne, og tvivlen skal stedse komme barnet til gode
– om nødvendigt på bekostning af forældrenes ret.
Men
børn er ikke vælgere. Børn er ikke grise. De er såmænd kun børn, og vi,
der taler deres sag, skydes uædle motiver i skoene.
Børneorganisationerne
har desværre ikke samme mediemagt som dyrenes beskyttelse.
Om
nogle år får vi måske en redegørelse om systemets tilsidesættelse af børnenes
beskyttelse i forbindelse med samvær.
Vi
har lov at håbe på, at det gode vinder til sidst.
Viggo
Bækgaard
talsmand,
Landsforeningen Børn og Samvær