Leder Børn & Samvær nr. 4/2007 p.2
Ved Astrid Søe.
Så er vi nået til
oktober hvor den nye omstridte forældreansvarslov træder i kraft. Meningerne er
delte om lovens indhold.
Og, som det oftest
er med politik, er også forældreansvarsloven en ”både og” lov. Der er gode
toner og knap så gode toner.
I Landsforeningen
Børn & Samvær står vi last og brast med de lovord der lover barnet en egen
ret. En sag foreningen har kæmpet for i årevis er nu indfriet. Barnet har nu
samværsretten på sin side og det er ikke længere forældrene der har ret til
samvær. Det lover loven som den tolkes af de fleste. Med lovord er det desværre
således at de også er udsat for tolkninger i øst og vest. Det er stort set
umuligt at skrive en lov der ikke kan tolkes på. Og tolkningerne er allerede
mangeartede.
I denne leders
overskrift gengives et ”lov slogan” for forældreansvarsloven hentet på Familieministeriets
hjemmeside. Allerede i sloganets ordvalg fortælles det at børn af skilte forældre
ikke er så hele, som børn af samlevende. Og der bør man standse op og trække
vejret dybt. Det må undre endnu engang at vi i 2007 med så mange forskelligrettede familie konstruktioner betragter begrebet
familien som en kernefamilie. Mangfoldigheden er ikke nået ind på ministeriets
skrivebord endnu. Folk har for længst taget den ”brogede” familieform til sig
og den er kommet for at blive ser det ud til. Det er en ubegribelig
prædikat at få på sig, det øjeblik et barn bliver et skilsmissebarn. Det er unødvendigt
at pådutte barnet følelsen af at være delt, når så mange børn klarer sig hele
og kloge gennem forældrenes splittelse.
Barnets ret til at være hel, også når barnet ikke
deles.
Når barnet nu har
fået samværsretten på sin side, må vi i Landsforeningen Børn & Samvær gå ud
fra at de hårdest ramte børn, de heldigvis få procentdele af samværsbørn,
pludselig kan ånde lettet op. De vil fra den 1. oktober blive hørt, set og
taget alvorligt.
Hele polemikken
omkring den nye lov har været en god gang rod. Medierne har kastet sig over den
med kyshånd og spillet mænd og kvinder endnu mere ud mod hinanden. Hvordan vi i
vores kultur er endt med at bekrige hinanden på kønnet og ikke på alvoren og
forældreansvaret, er et ubesvaret spørgsmål. Og ikke desto mindre hænger vi den nye lov op
på ansvar, selvom den oser af køns-lovgivning.
Det er langt nemmere
at overskue lovens ord hvis man vælger og gør sig umage for at læse den
kønsløst. Når loven er skrevet ud fra et barn er omgivet med forældre der hver
i sær elsker eller det modsatte. Barnet elsker ikke forældrene fordi de har det
ene eller andet køn, det er så svært at forestille sig barnet så simpelt som
det fremstilles i mange skriverier.
Barnet elsker, fordi
det ser et menneske, et nært menneske der giver liv fra sig og ikke suger liv
til sig. Såre enkelt.
Når barnet med to
gode ansvarlige forældre skilles er det ulykkeligt at tænke på. Så kan den nye
lov bruges til meget. Den åbner for mange nye måder at håndtere den gode
skilsmisse på. Selvom det er et givet faktum, at de virkeligt gode skilsmisser
slet ikke ser på love eller besøger forvaltningerne, de enes slet og ret, og
til dem hører langt størsteparten.
Når forældrene, til
de svært prøvede børn vores forening er stiftet for, skilles, kan det være en
lykketilstand i barnets liv. En fritagelse fra daglige fornedrelser, misbrug,
krænkelser, udnyttelse, fysisk og psykisk overlast. Den befrielse det oftest er
for barnet, vendes dog hurtigt til en ulykkelig opdagelse: Samværet med den forælder de er blevet
skilt fra.
Der er unægtelig
forældre der skilles fra den anden forælder for barnets skyld. For at frigive
barnet for overlast. Men de ender med at se barnet overladt til overlast ved
samvær.
Det er de børn vi
hører om, ser og oplever i vores regi. Og til stadighed de børn vi må samle os
om, også efter den nye lov.
Men nu er vi der
hvor barnet har muligheden til at sige fra, og hvor loven lover at den vil høre
børnene. Hvad vi afventer med spænding er, om de sagkyndige nu også hører
børnene, de hårdest trængte børn.
Vi kan alle slutte
at den gamle lov ikke var god nok, ellers havde vi ikke forkastet den og lavet
en fornyelse. De lovord vi har fået fra 1. oktober kender vi endnu kun som
teori. Hvad loven vil bringe tusinder af skilsmissebørn har vi i vente at vide.
Vi vil i Landsforeningen
Børn & Samvær holde lovgivere og den udøvende myndighed fast på, at barnet
har fået egen ret. Og at en lov der kalder sig ved navn som forældreansvarslov, handler om forældre
der netop kan tage ansvar. Og at nogle få af underparagrafferne handler om de
få forældre der ikke magter det. Loven
er nemlig mest lavet for dem der allerede kan selv. Kan tage ansvar for at
samarbejde om barnet, se barnet og værne barnet. Forældreansvar er en delt
størrelse. Forældreansvar tager afsæt i forældrenes samarbejde, hvis man ser på
lov-ordene. Men forældreansvar er så meget mere end
blot den ene faktor. Forældreansvar er
vel grundlæggende et ansvar over for barnet og ikke barnets anden forælder.
Forældreansvar kan foruden samarbejde og samvær også være nægtelse af samvær,
nægtelse af udlevering, nægtelse af misbrug af barnet, nægtelse af samarbejde
med en forælder der øver vold, misbrug, terror, overgreb etc. De nævnte
konsekvenser om nægtelse kan være et lige så stort bevis på forældreansvar.
Hvis det er påkrævet for barnets helhed, og ikke udtryk for egenrådighed.
Den gamle lov tvang
desværre forældre til at tage disse nægtelses-metoder i brug, når deres barn
ikke blev hørt. Vi må håbe på, at den nye lov overflødiggør de gamle måder at
reagere på når ingen lyttede til barn eller voksen. Med den nye lov må kravet
om barnet i centrum, stille barnet således at myndighederne tager ansvar for de
udsatte skilsmissebørn, så ansvarlige forældre ikke selv må handle i strid med
lov og myndigheder.
Vi må tage et modent
ansvar for den lov vi har fået, ved at fremhæve de paragraffer der slunkent,
men dog alligevel, understøtter de hårdest ramte samværsbørn. Børnene har intet
andet at gribe i.
Chikaneparagraffen
som så mange drøfter, trods dens beviselige procentvise meget minimale omfang,
burde være et udtryk vi brugte om de udsatte skilsmissebørns tarv. Det er på alle måder chikanerende for barnet
at være udsat for et tvangssamvær barnet ikke magter. Chikaneparagraffen er et
udtryk for de ganske få. Jo de findes dem, der chikanerer, både bopæl og
samværsforældre. Vi hører også om dem i foreningen og vil atter understrege at
det hos os betyder at man udelukkes af foreningen. Men de få der chikanerer den
anden forælder, må på ingen måde løbe med loven ved at få al opmærksomheden. I
deres lys dømmes mange forældre til at udlevere børn til en barndom, der gør
børnenes sind og barndom delt og umulig at hele igen, end ikke i voksenlivet.
Forældreansvar er ikke blot at
samarbejde med den anden forælder.
Forældreansvar er at samarbejde
med og omkring barnet så det kan leve i en ”hel” barndom.
Ministerier for familie og forbrugeranliggender skriver på deres hjemmeside følgende om den nye lov:
Forældreansvarsloven
Den 1. oktober 2007 træder
forældreansvarsloven i kraft.
Hovedpunkterne
i loven
Den nye
forældreansvarslov skal også ses i det perspektiv, at alle sager om uenighed om
forældremyndighed fra 1. januar 2007 skal starte i de nye statsforvaltninger
(de tidligere statsamter). I statsforvaltningerne vil der blive lagt yderligere
vægt på konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning – og det vil da heller
ikke længere være muligt at starte sager om uenighed om forældremyndighed
direkte ved retten. Formålet er at skabe bedre muligheder for, at forældrene
indgår aftaler, så det undgås, at myndighederne skal træffe en afgørelse. Dette
vil give forældrene bedre samarbejdsmuligheder i det lange løb og dermed bedre
vilkår for barnet.
Astrid Søe