Børns Vilkårs konference om ”barnets bedste”.
v/ Viggo Bækgaard, advokat (H), talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
fra Børn og Samvær nr. 2 2005 p. 6

 Foreningen Børns Vilkår holdt den 10. februar - en lille smule i skyggen af folketingsvalget - en rigtig spændende konference på Borup Højskole midt i København. Programmet var ganske spændende, og man kan roligt sige, at man vil være fuldt opdateret på stort set alt om forældremyndighed og samvær, hvis man både har været til Børns Vilkårs og vores konference den 7. april.

 Samtale eller afhøring.

 Per Schultz Jørgensen, der tidligere var formand for Børnerådet, holdt et indlæg med sit bud på en definition af ”barnets bedste”. Han nævnte blandt andet, at samtalen bør stå centralt som en fælles afsøgning , hvor børn kan få hjælp til at sætte ord på hændelser sat i kontrast til afhøring af børnene. Endvidere fremhævede han psykologsamtalen som den rummelige, brede samtale, der står i kontrast til den resultatorienterede samtale, som han finder, at juristerne er tilbøjelige til, og hvor enkelte udtalelser trækkes frem og brugt til en afgørelse, som passer ind i juristens plan for afgørelsen.

 Seniorforsker Mai Heide Ottosen fra Socialforskningsinstituttet gennemgik i sit indlæg ”barnets bedste i samværskonflikter – set fra et forskningsperspektiv”. Indlægget var en meget kort gengivelse af de to rapporter, som instituttet fremkom med i foråret 2004. Rapporterne har været udførligt omtalt både i ”Børn og Samvær”, da den kom frem, og på vores hjemmeside.

 Selv hæftede jeg mig denne gang ved, at det synes at fremgå af forskningsresultaterne, at børnesagkyndige, der er ansat i statsamterne er noget mindre tilbøjelige til at foreslå indskrænkning i samvær end psykologer, som kommer udefra systemet.

 Hun kom også ind på det forhold, at børn over 12 år i praksis har stor indflydelse på samværets omfang, mens yngre børn skal fastholde deres modstand i meget længere tid.

 Hjernen består af hængemapper.

 Psykologen Marianne Egelund, der er forstander på et behandlingshjem, kom med et meget interessant indlæg om børn i klemme, når konfliktniveauet er højt. Indlægget kom til at stå rigtigt stærkt, fordi hendes udgangspunkt er virkelig traumatiske familieforhold, hvor tingene i særlig grad stilles i relief.

 En af hendes mere generelle og tankevækkende  billeder var hendes beskrivelse af hjernen som et hængemappesystem. Den ene mappe er fyldt med, hvad barnet tror, mor gerne vil have. Den anden med, hvad det tror, far gerne vil høre. Mange andre mapper er fyldt med, hvad barnet forestiller sig, at andre gerne vil have fra barnet. Den allervigtigste mappe, som skulle indeholde barnets egne ønsker og behov, er ofte frygtelig tom, når man er et klemt barn. Den mappe skal fyldes op. Barnet skal have skabt selvtillid.

 Marianne Egelund fortalte også en beretning om et barn, som blev understøttet kraftigt i at komme på samvær hos hendes alkoholiske mor. Samvær, som foregik under deltagelse af en pædagog. Man havde egentlig haft opfattelsen af, at man havde gjort det rigtige. Efter hun var blevet voksen, havde pigen opsøgt Marianne Egelund, der spændt efterspurgte ros for deres behandling af situationen. Pigens kommentar var imidlertid alene et spørgsmål om, hvorfor de havde holdt sådan fast i det samvær. Hvorfor havde de ikke skånet hende for det samvær, for ”I vidste jo godt alle sammen, hvor syg min mor var”.

 Herefter var der et indlæg om retsstillingen i Norge om skilsmisse og samvær ved Therese Monberg, der er advokat i Børns Vilkår. Dette indlæg var det svageste på konferencen uden at være dårligt eller uinteressant. Det er i øvrigt det eneste område, hvor der er en smule overlapning i forhold til vores konference, hvorfor jeg vil undlade at referere fra indlægget her.

 Dog nævnte hun, at der i Norge findes en lille børnebrochure med titlen ”hvad sker der, når din far og mor skal skilles?”.  Nogle burde tage initiativ til en tilsvarende dansk brochure. Spørgsmålet er vist kun, hvem der kommer først.

 Jurister – børnesagkyndige = 9-1

 Dagens store oplevelse var for mig cand. psych. Per Steen Christensen, der er børnesagkyndig og ansat i Aarhus Statsamt. Indlægget var befriende allerede fordi det er positivt, når ansatte i systemet besidder så megen mod, at de tør  kritisere det åbent og markant. Det turde Per Steen Christensen i sandhed.

 Særligt underholdende må man selvfølgelig finde det, når han udtrykker næsten det samme, som vi i Børn og Samvær har sagt siden foreningens stiftelse.

 Indledningsvis konstaterede han, at der i statsamterne er ansat 9 jurister for hver børnesagkyndig, og at det nok burde være omvendt. Med sådan en svada bliver han i al fald hørt i systemet. Det skal dog anføres, at han blødte det op til slut til, at noget midt imellem nok ville være det ideelle.

 Hans hovedsynspunkt var, at det måske slet ikke så meget er loven som forvaltningen af den, der bør ændres. Endvidere kritiserede han, at det ofte er helt nyansatte jurister, som sættes til at træffe afgørelser i dette meget vigtige sagsfelt, der har så stor betydning for børnene.

 ”Der skal være samvær, fordi det er godt for barnet”, sagde han, idet han hermed mente ”såfremt” det er godt for barnet. Sådan er det ikke altid.

 Der er altid nogle, som benytter en lejlighed som denne til at forsøge sin egen sag fremdraget. Således var det også mod slutningen denne torsdag. Når jeg overhovedet nævner det, er det fordi reaktionerne satte tingene i relief.

 Den pågældende mor beskrev en sag, hvor der forelå vold. Det stod ikke helt klart for mig, om der var tale om vold mod barnet eller mod hende. Men hun fik beskrevet et følelsesladet problem, som foranledigede hele to kontorchefer fra  statsamter til at stille sig op og pudse fjer.

 Kontorchefen på samværsområdet i Overpræsidiet, Jonna Waage, ville lige fortælle, at hun personligt aldrig har foranstaltet samvær, når der forelå vold. Det samme syntes kontorchef Niels Andersen fra Statsamtet Fyn, at han ville fremhæve.

 Undertegnede fandt derpå anledning til at fremføre, at det måske netop er det, der er problemet. For jeg betvivler ikke deres udsagn. Men de glemmer at fortælle, at de vil se håndgribelige beviser – ”lig på bordet” – før de virkelig griber ind.  Bevisbyrdeproblemet er stort.

 Men det var afgjort en spændende konference. Appetitten er vækket til vores egen konference den 7. april.

 Viggo Bækgaard