Brevkasse - om
fælles forældremyndighed
Børn og Samvær nr. 2/2006 p. 10
Hej Børn & Samvær
Jeg har et spørgsmål angående foreningens politik. Hvorfor er I imod fælles
forældermyndighed? Er det ikke vel betonfeministisk, at mene, at barnet ikke
har ret til begge sine forældre? Hvorfor skal fædrene ikke have lov til at
tage del i forælder ansvaret på lige fod med mødrene?
Hilsen Anonym
Hej Anonym
Nu kan jeg i princippet kun tale
for mig selv, men det er bestemt ikke mit indtryk, at der er nogen i
Børn & Samvær, der er imod fælles forældermyndighed. Det som vi
ser som meget problematisk er tvungen fælles forældermyndighed, når det er
blevet pådømt igennem retten. Det er bestemt meget glædeligt, at så mange i
dagens Danmark administrerer at få en fælles forældermyndighed til at fungere
uden de store vanskeligheder, når forældrene har valgt at leve hver for sig.
Set fra børnenes synspunkt, er det dog meget vanskeligt at få øje på, at der
kan komme noget godt ud af at tvinge en fælles forældermyndighed igennem, når
det har vist sig, at forældrene bare ikke kan samarbejde eller blive enige om
noget.
Det kan gå hen og få vidtrækkende
konsekvenser for det barn, som står midt i denne konflikt. Vores erfaring fra
de mange henvendelser vi får, er i denne sammenhæng, at barnet mange gange
ender i et ingenmandsland, hvor der på grund af forældrenes endeløse
forhandlinger frem og tilbage ikke bliver besluttet eller fastlagt noget som
helst i barnets liv. Vigtige beslutninger om børnenes hverdag, bliver ikke
taget eller også bliver de udskudt på ubestemt tid. En fast linie i barnets
opdragelse bliver ikke lagt, da den enkelte forælder er usikker på, hvad
barnet må eller ikke må hos den anden. For teenagebørn har vi set, at et sådan
spillerum for barnet i at spille forældrene ud imod hinanden har resulteret i
dybe traumer for barnet selv.
Indtil nu har man i denne
situation haft mulighed for at søge rettens hjælp til at få fastlagt forældermyndigheden
hos den ene part. Det er ikke et skridt man tager for skæg skyld eller på
grund af petitesser. Når man først er så langt, at man beder retten løse
denne fastlåste situation, er det vores erfaring, at ALT andet er afprøvet
uden effekt.
Barnet har bestemt også ret til
begge sine forældre, men her er det vigtigt at holde fokus på, at det er
BARNETS ret, ikke forældrenes. Den måde, hvorpå barnet så kan se den forælder,
som det ikke bor sammen med er jo netop igennem samværet. Ingen af os har noget
imod samvær, men mener at det til hver en tid skal foregå på barnets præmisser.
Samvær må ikke blive en belastning for barnet.
Det med at tage del i forælderansvaret
er et meget vigtigt job for ALLE forældre, også dem som ”kun” er samværsforældre.
Man kan sagtens tage et ansvar for sit barns ve og vel, selvom man ikke har del
i forældermyndigheden. Det at være en god ansvarsfuld forælder kan ingen dømmes
til alligevel. Det er noget som man ER som person. Det er der heller ingen der
kan tage fra én igen, selvom den anden part får forældermyndigheden. Det er
derfor op til den enkelte, at lægge noget godt og sundt ind i sin forælderrolle.
Det at opføre sig som en ansvarsfuld forælder, kan også nogen gange indebære,
at man trækker sig lidt tilbage fra barnets liv, og ikke med djævlens vold og
magt gennemtvinger sig selv som forælder, for så er det jo ikke barnets behov,
man varetager.
Det korte af det lange er, at fælles
forældermyndighed er godt, når det fungerer, men skidt når det ikke fungerer.
Men det fungerer kun via frivillighedens vej. Når man først er nået til
retten, er det fordi det netop ikke fungerer. Og her er det så, at der jo altid
er et barn i klemme, hvis hverdag bare ikke fungerer. Og jeg kan ikke se nogen løsning
i at gøre denne tilstand permanent for dette barn.
Med venlig hilsen
Lene