Brevkasse fra Børn og Samvær nr. 3/2006 p. 10

Hej Børn og Samvær

Jeg har et spørgsmål angående samvær og vold. Hvor meget skal der til, førend man kan få samværet stoppet? Skal der have været øvet vold mod barnet eller er det nok, at der er blevet øvet vold mod moderen. Min datter har en dreng på 3 år, hvor hun ikke har boet sammen med faren siden drengen var 1 år gammelt. I deres forhold, som endte med, at hun tog på krisecenter blev hun udsat for vold, og drengens far fik et polititilhold mod at opsøge hende. Men da det ikke har kunnet bevises, er manden ikke blevet dømt for noget. Der er nu gået snart 2 år, hvor hun ikke har hørt noget fra ham, men pludselig får hun et brev fra statsamtet om, at faren har søgt om samvær. Hun har også en mistanke om, at drengen blev udsat for vold de få gange, hvor hun overlod ham til faren, da de boede sammen, men af samme grund turde hun ikke tage nogen steder hen uden at have barnet med. Hun er nu meget bange for, at udlevere sin dreng til en mand, som barnet for det første ikke kender mere, og som hun har en meget dårlig erfaring med. Kan det virkelig passe, at han efter al den tid vil kunne få samvær med drengen, og så set i lyset af, at han har slået barnets mor?

Hilsen en bekymret mormor

Kære Mormor

Jeg kan ikke svare dig på, om din datters eksmand kan få samvær, men kun sige, at statsamterne rundt omkring i mine øjne er lidt vel gavmilde med at tildele samvær, også i ret så problematiske sager, hvor vold har været en del af problematikken. Det at mor er blevet slået er desværre ikke altid nok til, at de afviser at fastsætte samvær. Desværre hører vi også, at de heller ikke altid stopper et samvær, selvom barnet har været udsat for vold. Der skal rigtig meget til - nærmest lig på bordet. Personligt synes jeg ikke det kan være meningen. Jeg kan indimellem skamme mig rigtig meget over at leve i et land, hvor der ikke tages mere hensyn til det enkelte barn. Nå det så er sagt er mit råd til dig. Støt din datter så meget du kan i at kæmpe for sin dreng. Hvis din datter virkelig er bange for at udlevere sit barn, skal hun blive ved med at kæmpe for at blive hørt. Jeg er generelt slet ikke imod samvær, men mener at det kun skal foregå, hvis det er positivt for barnet. Børn der skal på samvær, skal i mine øjne være trygge og rolige og se frem til, at de skal se far eller mor. Det er rædsomt at tvinge dem af sted til en person, som de er bange for. Alle gode ønsker og håb for dit barnebarn.

Med venlig hilsen

Lene