Søndag
den 28. november var der et længere indslag om skilsmisser i tv-avisen.
Forældrene
til en 17 mdr. gammel dreng var blevet skilt. Moderen boede i Odense, faderen i
København. Drengen boede hos moderen og faderen havde samvær. Statsamtet havde
bestemt, at samværet skulle foregå få timer ad gangen, men til gengæld ofte
og nær drengens bopæl. Det lød som en rigtig god ordning, hvor der var taget
hensyn til drengens tarv. Statsamtet fortjener stor ros for denne ordning.
Historiens
fokus var desværre ensidigt på faderens rettigheder og ønsker. Hans holdning
var, at drengen skulle deles lige så millimeterdemokratisk, som møblerne og
porcelænet var blevet det ved skilsmissen. Han ville have, at drengen skulle bo
mere eller mindre lige meget hos begge forældre. Det mente han, måtte være
hans ret. Derimod havde han tilsyneladende ikke gjort sig nogle tanker om, hvad
der ville være godt for barnet.
En
sådan ordning er ikke noget barns tarv. Børn har brug for ro, tryghed og
stabilitet i tilværelsen og ikke for at blive reduceret til et middel til at
tilfredsstille forældrenes behov.
Jeg
har på nært hold set, hvad det gør ved et lille barn, når en samværsordning
tvinger det til at rejse land og rige rundt mellem forældre, der bekriger
hinanden. Det er ikke noget rart syn.