Pandoras æske
roman af Charlotte Strandgaard, en boganmeldelse
v/Viggo Bækgaard, talsmand Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)
Børn og Samvær nr. 1/2008 p. 9

Jeg har lige læst en roman af Charlotte Strandgaard. Bogen handler om en 20 år gammel skilsmissesag og moderens forsøg på at rydde op i sin fortid.

Bogen har fået pæne anmeldelser i den trykte, seriøse avispresse. Den kommer da også langt omkring og særligt langt ind i moderens oplevelsesverden, således som hun får revet op i de gamle sår dels gennem en jul, hvor hun genser sin datter, der i sin tid blev "taget fra hende" gennem en meget energisk og fordrejet far - og ikke mindst dennes konfliktsøgende advokat.

Alligevel sidder jeg med en oplevelse af en bog, som jeg har læst 100 gange før - og senest har gennemlevet i en sag, der netop er afsluttet i landsretten. Vi kender vist alle den fornemmelse, at man lige på dagen ikke er rigtig hooket på en bog eller en film, som andre synes godt om.

Der er flere grunde til, at jeg tror, at bogen kan være god læsning for den, der står foran,  midt i eller i kølvandet på en anstrengende forældremyndighedstvist, samtidig med, at den virker som tung triviallitteratur på mig.

Bogen handler ganske vist om en forældremyndighedssag, som fandt sted i slutningen af 80erne. Men hele scenariet omkring sagen, der beskrives meget detaljeret med troværdige udskrifter af børnesagkyndige undersøgelser og af protokoller fra statsamtet og fra retten, er nøjagtig, som de fleste har kunnet opleve det i al fald indtil første oktober 2007, hvor vi fik forældreansvarsloven. Sandheden er, at der ikke er ændret så meget på den måde, man oplever systemerne på i dag - ud over at alting er blevet meget langsommere.

Når jeg synes, at bogen er mindre spændende, er forklaringen formentlig, at den er opbygget på en sådan måde, at det næsten har været at læse den nøjagtig som det er at overtage en sag, som f. eks. har været kørt i byretten af en anden advokat, og hvor man skal igennem en bunke bilag, retsbogsudskrifter og korrespondance for at danne sig et indtryk af sagen som supplement til partens egen beskrivelse af forløbet.

Så jeg kedede mig bravt og følte mig hele tiden på arbejde, mens jeg læste bogen.

Du kan sagtens læse den og blive klogere på, hvordan tingene foregår.

Det bedste argument for at læse romaner om skilsmisse og børnefejder er imidlertid, at man da må blive mere human og mindre ondskabsfuld over for hinanden, når man læser om, hvordan andre opfører sig, og hvordan det virker sårende og ødelæggende for børnene, når kampen står hen over hovedet på dem.

Viggo Bækgaard