Næsten et år med ny forældreansvarslov

-         hvordan er det gået? Overskriftsvaret er: FORFÆRDELIGT.

-         Visse byretter tilsidesætter fundamentale retsplejeprincipper

af Viggo Bækgaard, Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H)

Den nye forældreansvarslov trådte i kraft den 1. oktober 2007. Den nye lov indeholdt en række ”tanker”, der egentlig var gode nok. Det første år har imidlertid været forfærdelig for alle andre end dem, der har villet have fælles forældremyndighed, fordi det har været så frygtelig ydmygende for dem tidligere ikke at have del i forældremyndigheden. Eller fordi de har opdaget, at de rigtig kan drille ved at kræve fælles forældremyndighed.

I denne artikel fokuserer jeg på de problemer, som de nye regler har givet. Ikke alt er selvfølgelig forfærdeligt, men meget er godt nok tårevædende.

Reformer uden økonomisk rygdækning.

Når jeg taler om reformer i flertal, skyldes det, at vi har fået flere reformer oven i hinanden, der alle sammen påvirker området og dermed hovedindtrykket. Forældremyndighedsloven indeholder de materielle ændringer om grundlaget for forældremyndighed og samvær.

Næsten samtidig kom en såkaldt familieretlig strukturreform, hvor man ændrede 14 statsamter til 5 statsforvaltninger.

Ligeledes tidsmæssigt sammenfaldende har vi fået en såkaldt retskredsreform, hvor 82 byretter er slået sammen til 24 byretter.

Desværre er det min opfattelse, at politikerne har etableret store administrative reformer, som der ganske enkelt ikke er sat tilstrækkelige økonomiske midler i ryggen af. Konsekvensen er blevet, at sagsbehandlingstiderne både i statsforvaltningerne og ved retterne er blevet uhyggeligt lange.

Det er vanvittigt naivt af politikerne at tro, at man kan lave så betydelige reformer, uden at det koster på sagsbehandlingen. Pressen synes ligeglad med alt andet end antal politifolk på gaden. Det samme gælder så politikerne, der kun reagerer på noget, som kunne give negativ presseomtale.

Pyt med børnene – og forældrene, synes man at tænke.

Resultatet er i al fald meget uheldigt – for børnene.

Hovedpointen er, at fælles forældremyndighed er ganske udmærket, når det virker, og når forældrene de facto kan samarbejde. Med de nye regler har vi fået nye avancerede muligheder for at drille hinanden – og dermed oftest børnene som bivirkning.

Sagsbehandlingstiden.

Sagsbehandlingstiden er selvstændig alvorlig. Man kan ikke i dag indlevere en stævning til retten om separation, skilsmisse eller om børn. Alle sager skal starte i statsforvaltningen.

Uanset hvad Familiestyrelsen måtte bilde politikerne ind i forbindelse med evaluering af lovgivningen, overholdes lovens frister ikke i praksis.

Der kan meget let gå flere måneder, inden en banal separationssag er igennem statsforvaltningen, hvis den ene part ikke skriver under på papirerne og vælger at udeblive fra møderne. Det samme gælder sager om forældremyndighed og samvær.

De sager, hvor sagsbehandlingstiden egentlig er allerværst, gælder de relativt banale bopælssager. Jeg har skrevet en selvstændig artikel på hjemmesiden om bopælsproblematikkens reelle indhold i relation til skolevalg. Heri anfører jeg, at det bør være bopælsforælderen, der bestemmer normalt skolevalg i bopælsområdet.

Loven bestemmer i de indledende paragraffer, at bopælsforælderen bestemmer bopælen inden for rigets grænser. Men senere i loven står, at retten kan afgøre uenighed om bopæl. Nutidens samværsforældre har tilsyneladende den generelle opfattelse, at børn er stationære enheder, som ikke tåler flytning. I al fald er det nærmere reglen end undtagelsen, at en forælders beslutning om at flytte, fører en bopælssag med sig fra den anden forælder.

I et eksempel, der ikke er mere teoretisk, end at det er omkring mit skrivebord, sidder en mor, som er skolelærer på Sjælland, hvortil hun i sin tid flyttede med børnenes far. Efter at parforholdet gik i stykker, synes hun, at det er naturligt for hende at flytte tilbage til Jylland, hvor langt størstedelen af hendes netværk er. Hun varsler flytning. Børnenes far protesterer. Hun kan teoretisk flytte, men herskende fortolkning af skolereglerne medfører, at hun ikke kan melde børnene ud af skole og ind i ny på det kommende bopælssted.

Følgelig kan hun ikke ”bare” søge et nyt job og flytte. Hun må pænt vente dels på statsforvaltningens langsommelige sagsbehandling og derefter på byrettens, som ikke er en døjt bedre. Endelig kan man sagtens se en ankesag foran sig også. 8-9 måneders sagsbehandling BÅDE i statsforvaltningen OG i byretten er helt almindelig i dag. 4-5 måneder er i øjeblikket situationen i Østre Landsret, som må roses for at være den hurtigste enhed lige p.t. (Men de har nu også mistet en hel del opgaver uden at blive færre dommere i forbindelse med retskredsreformen, så det er egentlig logisk nok).

En ekspeditionstid på mellem 1½ og 2 år er altså, hvad der venter forude, hvis du har planer om at flytte ”lidt væk”, og hvis din ex sætter en kæp i hjulet.

Både statsforvaltning, Familiestyrelsen og domstolene har hidtil været yderst tilbageholdende med at meddele midlertidig forældremyndighed til den hidtidige bopælsforælder i sådanne situationer. Desværre.

Det nævnte tidsperspektiv er under forudsætning af, at det er tale om en så banal og enkel sag, som jeg bruger i eksemplet. Skal der en børnesagkyndig undersøgelse til, forøges sagsbehandlingen med minimum ½ år yderligere.

Er sagsbehandlingstiden så det eneste problem?

Sagsbehandlingstiden er så kæmpestort et problem, at jeg somme tider tænker, hvordan tingene ville være, hvis myndighederne ”tog fat” om sagen og ekspederede den uden noget som helst ugrundet ophold.

Er loven så god nok? Svaret er desværre nej.

Lovgiverne tror, at de med loven kan opdrage. Magten er med loven flyttet hen til den, der vil magten ”for magtens skyld”.

Provokerende sagt har den småpsykopatiske forælder, som formår at smile på det rigtige sted og ”nappe” på det forkerte, fået det rigtig dejlig let nu. Det virker som om man har fået ”omvendt bevisbyrde”. Det er ikke nok at opleve problemer. Udgangspunktet er næsten, at man også skal bevise de problemer, man hævder.

Husk så, at man ikke får lov til at løfte den bevisbyrde i virkeligheden. Det er nemlig ”systemet” (statsforvaltningen eller retten), der suverænt bestemmer, hvad man må bevise. Vidner er således uhørt vanskelige at få ført.

Vi har også fået bredt kamppladsen ud mellem forældrene. Nu er skole og institution en del af kamppladsen. Det opleves som kolossalt svært at få en afgørelse om, at den anden forælder ikke skal have lov at deltage i skole-hjem-møder m.v.

Bopæle med meget fjerntboende forældre

Der er truffet nogle afgørelser om fælles forældremyndighed i sager med en udlandsproblematik, som giver anledning til nogen bekymring. Tendensen er, at store afstande ikke forhindrer fælles forældremyndighed.

Man kan vel med nogen rette undres over, hvordan man i praksis skal håndtere fælles forældremyndighed, hvis den ene bor i danmark og den anden i USA (TFA 2008/181). I en anden afgørelse fastsættes ligeledes fælles forældremyndighed trods samarbejdsvanskeligheder om samværet (TFA 2008/164). En tredje afgørelse TFA 2008/48 afviser frygten for børnebortførelse i en såkaldt etnisk familie med relativt stærke danske rødder som tilstrækkeligt tungtvejende grunde til ophævelse af fælles forældremyndighed.

Ser vi bort fra det helt principielle spørgsmål, der går på, om man ikke i den praktiske virkelighed burde acceptere netop meget store geografiske afstande og kulturforskelle som tilstrækkeligt tungtvejende grunde, synes jeg, at man er nødt til at se med lidt større alvor netop på børnebortførelsesproblematikken.

Der er ikke reel grund til bekymring i forhold til EU-lande eller i det hele taget generelt til lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen. Spørgsmålet er imidlertid, om man ikke må være meget på vagt i tilfælde, hvor den ene forælder har en så stor tilknytning til et ikke-haggerkonventilnsland, at man ikke kan se bort fra bortførelsesrisikoen. Jeg mener, at man i disse tilfælde ikke bør dømme til fælles forældremyndighed.

Domstolsbehandlingen.

Domstolsbehandlingen er et helt kapitel for sig selv.

Sagsbehandlingstiden er som nævnt her også et problem.

Værre er det, at nogle byretter ganske enkelt tilsidesætter retsplejelovens regler. Lad mig bare sætte adresse på. Det er (foreløbig) de nordsjællandske retskredse med Helsingør og Hillerød i front, der blæser på retsplejeloven. Se den selvstændige artikel herom.

Loven trænger til en hurtig evaluering.

Landsforeningen Børn og Samvær er ikke blevet (ret meget) mindre skeptiske over for tvungen fælles forældremyndighed, end vi hele tiden har været.

Man kan sandsynligvis godt tvinge forældre og børn til at holde kæft og indtage den underdanige, ydmygedes rolle. Det forhindrer bare ikke, at de lider mere, end de nogensinde har gjort før.

Fælles forældremyndighed fungerer, når det fungerer. Men det fungerer ikke altid. I de situationer lever lidelsen.

Til politikerne: Få igangsat en evaluering, der ikke kun er en intern evaluering. Tro ikke, hvad I hører fra de involverede myndigheder. De tør simpelthen ikke være ærlige.