De første måneder med forældreansvarsloven.
af Viggo Bækgaard, talsmand for Landsforeningen Bør og Samvær, advokat (H)
leder i Børn og Samvær nr. 1/2008 p. 2

Forældreansvarsloven trådte i kraft første oktober 2007. Dette skrives på et tidspunkt, hvor loven er knap et halvt år gammel, hvilket er alt for tidligt til at sige noget rigtig velkvalificeret om, hvordan loven virker. Selv om al  begyndelse er svær, er der nogle tendenser, som jeg godt synes, at vi kan reflektere over med henblik på at gøre opmærksom på, hvad der kan gøres for at forbedre situationen, og hvad der synes at vise tegn på problemer.

Borgerens tålmodighed sættes på prøve.

Jeg satser på at blive forstået rigtigt uden at blive beskyldt for partipolitisk stillingtagen, når jeg udtrykker min fornemmelse af, at vores nuværende regering er rigtig god til at gennemføre reformer og signalere store forandringer på en måde, så regeringen fremstår som dynamisk og handlekraftig. Vi har fået en kommunalreform med færre kommuner, afskaffelse af 14 amter og etablering af 5 regioner. Regeringen har givet os en politikredsreform, en retskredsreform, en familieretlig strukturreform med 5 statsforvaltninger - og en ny forældreansvarslov. Den har sikkert beriget os med meget mere end det, men de nævnte reformer er dem, som jeg lige kan komme i tanke om som nogen, der har påvirket mig selv personligt som menneske og professionelt.

Der er ikke i mit sind tvivl om, at mange af reformerne er velargumenterede og fornuftige. Når det er sagt, virker det i al fald i mit univers på den måde, at man gennemfører reformerne men lever i en naiv forestillingsverden om, at de kan komme til at virke, uden at der følger ressourcer med. På de områder, som jeg kender til professionelt, er det en kendsgerning, at begrebet "al begyndelse er svær" er blevet så sand, at man ikke overdriver, når man hævder, at der på mange af områderne hersker regulær kaos.

Mine strafferetskolleger beretter om regulær kaos på politikontorerne. For borgerne betyder det bl. a., at man ikke kan komme i kontakt med politiet telefonisk. Lyder det bekendt for dig, der læser dette, fordi du har en frustration på det familieretlige område? Kan du komme i kontakt med din statsforvaltning telefonisk? Har du indtryk af, at systemet virker hurtigt og fleksibelt? Hvis du har startet en forældremyndighedssag, vil du have oplevet en sagsbehandlingstid, hvor der er gået op til flere måneder, inden du overhovedet er blevet indkaldt til et vejledningsmøde. Du vil sandsynligvis også have oplevet lange ventetider på både børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling.

Er din forældremyndighedssag blevet afsluttet i statsforvaltningen og sendt videre til retten, vil du desværre også der have oplevet, at der er gået flere måneder, inden sagen er blevet gravet frem og berammet til et retsmøde.

Gav tvungen fælles forældremyndighed en storm af sager?

Mange havde forventet, at statsforvaltningerne ville blive overdænget med henvendelser om fælles forældremyndighed som følge af den nye lov, der giver mulighed for at få genoptaget alle gamle sager. Selv om jeg ikke har noget statistisk materiale, der kan dokumentere det, kan jeg sige meget sikkert, at der slet ikke er kommet det boom ud af det, som man havde troet. De seneste par måneder har flere journalister ringet for at spørge ind til emnet. Når de ringer, starter de ofte med en sætning som, "kan det virkelig passe, at der ikke er så mange, der søger forældremyndighedssagerne genoptaget". Det kan det - og det er der så ingen historie i. Den gode historie havde åbenbart været, at statsforvaltningerne var blevet totalt nedlagt som følge af den mulighed. De er som antydet blevet nedlagt men ikke af den grund.

Mit bud på, at det ikke er gået helt så galt som frygtet er, at mange indser, at forældremyndighedsspørgsmålet er stærkt overvurderet som selvstændigt begreb. Det er ikke selve forældremyndigheden, der betyder så meget men evnen til at samarbejde - og samværets omfang og kvalitet. Dertil kommer, at et af de store problemer under den gamle lov, er blevet ændret markant. Det er blevet meget lettere at få informationer om barnet, selv om man ikke har del i forældremyndigheden.

Hvor viser kerneproblemerne sig i praksis?

Bopælsspørgsmålet er selvfølgelig det mest centrale omkring børnene. Vi har endnu ikke set så mange afgørelser, at der danner sig et sikkert mønster. Jeg har det seneste halve år set en øget tendens til, at økonomispørgsmål spiller en betydelig rolle for mange forældre, der indleder sag om bopæl og samvær. Mange ikke-bopælsforældre jagter 7-7-ordninger for at slippe for at betale børnebidrag. Den økonomiske ansvarlighed vedrørende børnene tilsidesættes. Hvem er det lige, der skal sørge for tøjet og koordineringen.

Skole- og institutionsvalg er, så vidt jeg kan se, også kommet højere op på dagsordenen end tidligere. Man skal være enige om skolevalg, hvis man har fælles forældremyndighed. Det forhold bruges - og misbruges. Det følger af loven, at bopælsforælderen som udgangspunkt bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Men hvis så forælderen flytter, ser vi eksempler på, at den anden forsøger at forhindre flytningen ved at stikke en kæp i hjulet på skoleskiftet. Det er i den sammenhæng efter min opfattelse sådan, at man skal være enige om "skoleretning" men ikke nødvendigvis om fysisk skole. Hvis barnet har gået i folkeskole i x-by, og bopælsforælderen flytter, kan barnet uden den andens samtykke melde barnet i y-bys skole. Sådan læser jeg i det mindste loven og vejledningen, men der går nogen tid, inden det når ind til kommunerne og til skolerne. Måske skal vi endda have nogle afgørelser på området, før der falder ro på området.

Hvis den oven for nævnte fortolkning måtte vise sig at være forkert, tror jeg, at vi i den kommende tid får mange forældremyndighedssager, hvor skolespørgsmålet alene indeholder sådanne tungtvejende grunde, der gør fælles forældremyndighed umulig.

Jeg oplever det som for tidligt at sige noget sikkert om, hvorvidt der er sket en realitetsændring på samværsområdet. Er det virkelig blevet sådan, at det er "bedst for barnet", der slår igennem? Er det blevet lettere eller sværere at få stoppet et samvær? Hvordan er det gået med de situationer, hvor der foreligger chikane? Chikane er i øvrigt blevet et begreb, som begge parter nyder stor sport i at benytte om den anden.

Standardsamværet er blevet afskaffet, hedder det. Men hvad kommer i stedet? Hvornår får vi fremtryllet nogle principper, som afgrænser begge forældres ret til ferie med barnet?

Forligsprocenter - hvor store - og hvorfor?

Et af de mere pudsige emner er statsforvaltningernes statistikker om forligsprocenter. Det hedder sig, at de opnår forlig i 85% af sagerne. Jeg har ikke set "rigtig" statistik på det endnu. Men jeg taler hver eneste dag med brugere af statsforvaltningerne, og jeg er i en statsforvaltning flere gange om ugen - hver eneste uge. De brugere, som møder alene i statsforvaltningerne, melder tilbage med en oplevelse af, at de bliver manipuleret til at indgå aftaler, som de dybest set ikke tror på som holdbare.

Også når jeg selv er med i statsforvaltningen opnår vi rigtig ofte en forligsmæssig løsning. Jeg kan måske endda ikke helt sige mig fri for at være  medvirkende til at få aftaler gennemført. Det vigtige er efter min vurdering, at der både indgås en aftale - og om muligt fastsættes præmisser for det fremtidige samarbejde, hvor manglende overholdelse erkendes at medføre konsekvenser. Det er ikke altid helt let at få ørenlyd for det synspunkt.

Sammenfattende oplever jeg forældreansvarsloven som rigtig fornuftig på mange punkter. Jeg tror også, at den har en positiv fremtid for sig.

Bare man ikke glemmer, at der altså stadigvæk er nogle, som ikke kan samarbejde uanset hvor mange positive lovbestemmelser, man måtte lave. Der vil stadigvæk være manipulator-forældre; forældre med massive sociale problemer; alkoholikerforældre; grænseoverskridende forældre, psykopat-forældre; voldelige forældre; chikanerende forældre.

Der vil stadigvæk være mange børn, om hvem det bedste udtryk er "stakkels børn".

Sagsbehandlingstiderne og den store march mod tvunget forlig fører med sig, at de "stakkels børn" er stakkels meget længere end godt er.

Der er endda dem, som stadigvæk må vente, til de bliver rigtig store, før der er hjælp at hente.

Viggo Bækgaard