Er skilsmisseforældre stavnsbundne?

Kan en bopælsforælder flytte med børnene?

af Viggo Bækgaard, Talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H).

I denne artikel gennemgås spørgsmålet om, hvorvidt en bopælsforælder kan flytte med børnene. Konklusionen er, at loven sådan set er klar nok, men at i al fald nogle statsforvaltninger og Familiestyrelsen har indtaget et standpunkt, som på grund af ekstrem langsom sagsbehandling både der og i retterne, måske betyder en genindførelse af stavnsbåndet ”for alvor”.

Endvidere er konklusionen, at man måske er nødt til at ”rådgive taktisk” og handle i strid modsætning til lovens intentioner.

Katastrofen er statsforvaltningerne og den lange sagsbehandlingstid både der og ved domstolene – og at frygten og kampen betyder, at det er næsten umuligt at tilrettelægge en fremtid et andet sted i Danmark.

Jeg vil forsøge at holde artiklen ajour, således at du via denne artikel kan være opdateret på problemstillingen "flytte" som forælder. Du kan i bunden af artiklen se, hvornår den er opdateret.
 

Vi ”fik” en ny forældreansvarslov, som trådte i kraft den 1. oktober 2007. Lovens hovedintention var at gøre tilværelsen bedre for de børn, der ikke bor sammen med begge forældre. Alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er ”bedst for barnet”. Betænkningen bag hedder ”barnets perspektiv”.

Et af midlerne hertil var, at forældrene skal ”lære at samarbejde”. Ja de skal nærmest ”tvinges til det”. Man indførte konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning. Forældre skal tvinges til fælles forældremyndighed, uanset om de kan samarbejde eller ej. Nærmest!

Den kaotiske og bekymrende virkelighed er, at sagsbehandlingen trækker ud. Man snakker så at sige parterne væk fra hinanden i mange tilfælde. Sagsbehandlingen både i statsforvaltningerne og desværre også ved domstolene er så lange, at det i sig selv er katastrofalt.

Det kan have stor betydning, hvordan man får sig positioneret i forbindelse med samlivets ophør eller senere for eksempel i forbindelse med flytning.

Flytning eller bopælsskifte er hovedemnet for denne artikel. Hvis du vil gå direkte til domme på området, kan du finde referaterne således:

Sager, hvor bopælsforælderen kunne flytte

Sager, hvor bopælsforælderen ikke kunne flytte

I en tidligere artikel ”Skolevalg, bopæl og fælles forældremyndighed” på Børn og Samværs hjemmeside har jeg belyst den nye kampplads, der er opstået i forlængelse af netop flytteproblematikken. En kampplads, der har udgangspunkt i, at forældre med fælles forældremyndighed skal være enige om skolevalg. Kan man ikke opnå andet, kan man måske forhale tingene ved at protestere mod skoleskifte.

Ser vi et øjeblik ud i samfundet, er ingen vel i tvivl om, at vi lever i en globaliseret verden. Vi besynger generelt dette at se os om i verden. Arbejdskraftens frie bevægelighed er så vidt jeg husker skrevet ind i EU-traktaten. Den politiske debat er optaget af, hvordan man kan få lov til at bringe udlændingeægtefæller ind i landet, som man har fundet under studierejser til det fjerne. Selv staten har villet eksportere større befolkningsgrupper væk fra metropolerne.

Tunge arbejdspladser hos Skat skulle koncentreres i Ringkøbing. Statsforvaltningerne ikke at forglemme i denne sammenhæng skulle have hovedsæder placeret så langt væk som i Ringkøbing og Nykøbing Falster. Arbejdspladser, som dels kræver specialuddannede i lange baner, dels reelt kræver mobilitet med flytning til geografiske randområder.

Internettet har for længst overhalet Damhuskroen som kærlighedens mødested. På nettet betyder afstande intet, men når kærligheden skal besegles, bliver afstande pludselig et nærværende begreb.

I denne virkelighed dukker skilsmissebørn selvfølgelig også af og til op. Mantraet i dag er, at der skal være en tæt kontakt mellem barnet og begge biologiske forældre. Barnet har ret til samvær.

Virkeligheden i den nye lov er på trods af de pæne og rigtige ord, at loven er en ligestillingslov mellem kønnene mere end en barnets bedste eller barnets perspektivlov.

Netop bopæls- og flytningsproblemerne sætter det i relief.

Forældreansvarsloven.

Når man læser loven igennem, virker alt meget tilforladeligt. De centrale bestemmelser er:

• § 3 stk. 1, 2. pkt: ”Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. ”

• § 17 stk. 1, 1. pkt: ”Har forældre fælles forældremyndighed, og er de ikke enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, afgøres dette af retten.”

• § 18: En forælder, der vil ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom senest 6 uger før flytningen.

De materielle regler skal ses i sammenhæng med reglerne om midlertidige afgørelser, som jeg vender tilbage til.

Lovteksten burde ikke være til at tage fejl af. Hvis barnet bor sammen med mor i København og får nyt arbejde i Aarhus, hvor det familiære netværk (eller en ny kæreste) bor, vil mor kunne tage barnet med sig til Aarhus. Hun skal godt nok fortælle det til den anden part 6 uger før. Men det er så det. Eller er det?

Samværsforælderens automatpilot er i al fald indstillet til protest. Sagen indbringes for Statsforvaltningen.

Forarbejderne til loven

Betænkningen Barnets Perspektiv.

Betænkningen Barnets perspektiv gennemgår grundigt de problemkomplekser, der er knyttet til bopæls- og flytningsspørgsmålene. Fra side 159f (fremhævningerne er mine):

Udvalget er opmærksomt på, at en af de vigtigste forældremyndighedsbeføjelser er adgangen til at bestemme, hvor barnet skal bo. Således vil navnlig spørgsmålet vedrørende barnets flytning indenlands udgøre et potentielt konfliktfelt mellem forældrene og have ganske indgribende betydning for spørgsmålet om den fortsatte kontakt med barnet. Alligevel er udvalget af den opfattelse, at en bopælsforælder bør have mulighed for at træffe bestemmelse om barnets flytning indenlands. Hensynet til denne forælders mulighed for fleksibilitet i forhold til sin livssituation i øvrigt – f.eks. jobskifte, nyt samlivsforhold og den øvrige families opholdssted – bør medføre, at der ikke kan kræves samtykke fra den anden forælder til en påtænkt flytning.

Udvalget finder, at det er naturligt og selvfølgeligt, at forældrene i god tid forinden orienterer hinanden om flytteplaner og drøfter med denne, hvorledes kontakten kan opretholdes under de ændrede forhold. Det er udvalgets opfattelse, at de fleste samarbejdende forældre i sådanne situationer, hvor det overvejes at flytte barnets bopæl, også vil inddrage hensynet til barnets fortsatte kontakt med den anden forælder og dermed også tage udgangspunkt i barnets situation i forhold til den påtænkte ændring. Samtidig skal udvalget dog pege på, at en afgørelse om barnets bopæl vil kunne ændres af retten på et senere tidspunkt, idet udvalget i den forbindelse også foreslår, at der gives domstolene mulighed for at træffe afgørelse om barnets midlertidige bopæl. Afgørelser om barnets bopæl vil dog altid skulle træffes ud fra, hvad der er bedst for det enkelte barn – herunder dette barns behov for ro og stabilitet, og dette indebærer en konkret afvejning af omstændighederne i sagen, hvor spørgsmålet om miljøskift (både i forhold til geografisk lokalitet og i forhold til den følelsesmæssige tilknytning til den hidtidige bopælsforælder) bør indgå som en central del af vurderingsgrundlaget.

Da en bopælsforælders flytning indenlands kan have store konsekvenser for samværet, har udvalget imidlertid overvejet, om der bør stilles særlige krav til bopælsforælderen i sådanne tilfælde²⁰⁴. Udvalget har således overvejet en varslingsregel, hvorefter bopælsforælderen er forpligtet til i god tid inden flytningen at underrette den anden forælder herom. Samværsforælderen kunne på denne måde få mulighed for at forholde sig til den nye situation og træffe eventuelle foranstaltninger – f.eks. selv vælge at flytte eller anlægge sag om en ændret bopælsafgørelse – i god tid forinden flytningen. En sådan bestemmelse vil endvidere kunne have en positiv signalværdi over for bopælsforælderen og som sådan en vis præventiv effekt i forhold til decideret chikane.

Et flertal i udvalget på 12 medlemmer (Bente Boserup, Svend Danielsen, Lene Hjerrild, Henrik Moltke-Leth, Dorrit Sylvest Nielsen, Jette Otkjær, Mai Heide Ottosen, Kirsten á Rogvi, Inge Schmidt, Jesper Thumand, Michael de Thurah og Per Walsøe) finder ikke, at der bør indføres en sådan regulering og skal navnlig pege på, at en sådan bestemmelse er forbundet med betydelige vanskeligheder i forhold til eventuelle formkrav, sanktionsmuligheder mv. Det kan endvidere diskuteres, om det i alle tilfælde er hensigtsmæssigt at pålægge bopælsforælderen en sådan varslingsfrist. I yderste tilfælde kan det således medføre, at en bopælsforælder ikke vil kunne takke ja til ønskejobbet med kort varsel, ikke vil kunne flytte i nærheden af syge familiemedlemmer for at varetage pasningen af disse mv.

Et mindretal på 3 medlemmer (Anja Cordes, Birgitte Holmberg Pedersen og Erik Schou Kofod) finder det påkrævet af hensyn til barnets bedste, at der indføres en varslingsbestemmelse i forbindelse med en af forældrenes flytning.

Det foreslås derfor, at den forælder, der vil flytte, skal informere den anden om indenlands flytning med mindst 1½ måneds varsel. Det påhviler den forælder, der flytter, at dokumentere, at varslingsfristen er overholdt.

Varslingsfristen har til formål at sikre en mulighed for i god tid at kunne indgå nye aftaler om bopæl og samvær og indrette sig i overensstemmelse hermed. Den har samtidig til formål at give den forælder, der ikke flytter, en mulighed for at anmode statsforvaltningen om en afgørelse, herunder evt. en midlertidig afgørelse, om barnets bopæl, eller om samvær, hvis det ud fra en samlet vurdering må antages, at en flytning ikke er til barnets bedste.

Overflytning af barnets bopæl til samværsforælderen forventes særligt at kunne blive aktuel, hvor forældrene indtil da har boet tæt på hinanden, og der samtidigt har været et udvidet samvær.

Det er uden betydning for varslingsbestemmelsen, om der er fælles forældremyndighed eller ej.

Selv om en tilsidesættelse af varslingspligten ikke har nogen umiddelbar retsvirkning, kan en sådan handlemåde vise en manglende respekt for barnets fortsatte kontakt med den anden forælder. Dette kan tillægges vægt ved en eventuel efterfølgende sag om overførsel af barnets bopæl eller forældremyndighed.”

Umiddelbart sidder jeg et år efter lovens ikrafttræden med en oplevelse af, at flertallets bekymringer – og mindretallets bagtanker har levet fuldt op til virkeligheden.

Udvalgets indstilling blev herefter på side 161 i betænkningen:

”Udvalget foreslår, at det direkte i loven fastslås, at væsentlige beslutninger om barnets liv kræver enighed mellem forældre, der har fælles forældremyndighed. Samtidig foreslås dog, at bopælsforælderen alene kan bestemme, hvor i landet barnet skal have bopæl.”

Det fremsatte lovforslag og bemærkningerne hertil.

Da lovforslaget blev fremsat, blev det fremsat i overensstemmelse med mindretallets indstilling.

Af lovforslagets punkt 3.5.3 fremgår ministeriets overvejelser, der i al væsentlighed er en afskrift af mindretallets betragtninger:

”Minister iet finder derfor i lighed med mindretallet, at der bør gælde en generel varslingsregel, hvorefter en forælder, der ønsker at ændre sin eller barnets bopæl til et andet sted her i landet eller i udlandet, skal underrette den anden forælder herom inden 6 uger før flytningen.

Hensigten med bestemmelsen vil navnlig være at få forældrene til i god tid inden en flytning at orientere hinanden om flytteplaner og på den måde få bragt spørgsmålet om, hvordan barnet efter en flytning bevarer kontakten til begge forældre frem til en drøftelse.

I de tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed, og bopælsforælderen ønsker at flytte barnets bopæl til et andet sted her i landet, risikerer barnets kontakt til den anden forælder at blive svækket. Der henvises til mindretallets overvejelser vedrørende en varslingsbestemmelse, jf. pkt. 3.5.2. Indførelse af en varslingsbestemmelse giver den anden forælder mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen og bede om at få foretaget en ny vurdering af, hvor barnet skal have bopæl, når forælderen har fået kendskab til flytteplanerne. Herved opnås også, at forældrene under sagens behandling i statsforvaltningen kan modtage børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling mv., som kan være med til at løse op for konflikten. Forælderen kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at træffe en midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal bo, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

Ministeriet er opmærksom på, at det ikke er muligt eller giver mening at sanktionere en manglende overholdelse af varslingsreglen, men er dog samtidig af den opfattelse, at en manglende opfyldelse heraf vil kunne indgå som et moment blandt flere, hvis retten skal vurdere, om barnets bopæl skal forblive hos den nuværende bopælsforælder, eller om den skal overføres til den anden forælder. Det påhviler den forælder, der flytter, at godtgøre, at varslingsfristen er overholdt.”

Lovens mange gode intentioner fremhæves i ovenstående overvejelser. Ministeriet har imidlertid for alvor sat kikkerten for det blinde øje, idet man er totalt blind overfor den tid, det tager at ”snakke sig til rette”, som man så gerne vil.

Ministeriet fastholder i bemærkningerne til de enkelte lovbestemmelser forestillingen ombopælsforælderens kompetence. Således anføres til § 3, stk. 2:

”Efter 2. pkt., kan bopælsforælderen træffe beslutninger om overordnede forhold vedrørende barnets daglige liv på egen hånd. Bopælsforælderen kan desuden bestemme, hvor i landet barnets bopæl skal være”.

Umiddelbart herefter indsættes et ”kompetenceskema”, der går igen senere i forskellige publikationer. Skemaet ser sådan ud med følgeteksten fra lovforslaget:

”Til illustration af hvilke beslutninger, der er forbundet med henholdsvis forældremyndighed, bopæl og samvær, er indsat nedenstående skema. Der er ikke tale om en udtømmende opregning, men en illustration af afgrænsningen i forhold til forskellige typer af afgørelser.”

§ 17 indeholder bestemmelsen om rettens mulighed for at træffe afgørelse om bopæl. Fra bemærkningerne fremhæves her følgende, idet det lige bør nævnes, at bestemmelsen trods alt kun gælder i de situationer, hvor der er fælles forældremyndighed, men det er jo tænkt at være stort set i alle situationer:

”Afgørelsen om barnets bopæl skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4. Afgørelsen afhænger således af en konkret og individuel vurdering af barnets forhold og de øvrige momenter i sagen. Der kan bl.a. lægges vægt på barnets tilknytning til forældrene, forældrenes personlige egenskaber og på hvordan barnet vil reagere ved eventuelt at skulle skifte institution, skole mv. som følge af en flytning.”

Et lille stykke længere nede i bemærkningerne til § 17 nævnes:

”Efter bestemmelsens stk. 2 kan en bopælsafgørelse ændres særskilt. Ændringer i barnet eller forældrenes forhold kan føre til, at den ene af forældrene ønsker barnets bopæl ændret.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis bopælsforælderen ønsker at flytte med barnet indenlands eller til udlandet. Retten må i den forbindelse træffe en ny afgørelse om, hvor barnets bopæl skal være.”

I § 18 har vi varslingsbestemmelsen. Også den er der selvfølgelig knyttet bemærkninger til i loven. Jeg har forsøgt at plukke de relevante citater omkring netop flytteproblematikken ud fra bemærkningerne, hvorfor jeg nedenfor ikke citerer i helhed men med afbrydelser – men med alle betragtninger, der vedrører netop flytteproblemet – og med mine fremhævelser:

”Bestemmelsen indfører en varslingspligt for alle forældre, der vil ændre sin eller barnets bopæl her i landet eller i udlandet. …….Hensigten med bestemmelsen er at motivere forældrene til at orientere hinanden om flytning indenlands eller til udlandet i god tid inden flytningen finder sted, således at forældrene kan drøfte, hvordan kontakten til barnet opretholdes trods en flytning. Med bestemmelsen understreges begge forældres ansvar for, at barnet bevarer kontakten til begge forældre.

…..

Bestemmelsen giver den anden forælder mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen og bede om at få foretaget en vurdering af, hvor barnet skal have bopæl.

Herved opnås også, at forældrene under sagens behandling i statsforvaltningen kan modtage børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling mv., som kan være med til at løse op for konflikten. Forælderen kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at træffe en midlertidig afgørelse om, hvor barnet skal bo, indtil sagen er endeligt afgjort af retten.

En manglende opfyldelse af varslingspligten vil kunne indgå som et moment blandt flere, hvis retten skal vurdere, om barnets bopæl skal forblive hos den nuværende bopælsforælder, eller om den skal flyttes til den anden forælder. Det påhviler den forælder, der flytter, at godtgøre, at varslingsfristen er overholdt.

….

Pligten til at varsle den anden forælder gælder også for en forælder, der har forældremyndigheden alene. Hensigten med bestemmelsen er, at den anden forælder, der har samvær med barnet, har mulighed for at rette henvendelse til statsforvaltningen med anmodning om at få forældremyndigheden over barnet og om at få en afgørelse om, hvor barnet skal bo. Den pågældende forælder kan anmode om, at der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden og om barnets bopæl, jf. lovforslagets § 25.

….

Varslingspligten gælder også for en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, og som ønsker at flytte sin bopæl til et andet sted i landet eller til udlandet. Dette giver indehaveren af forældremyndigheden lejlighed til at bringe spørgsmålet om samvær op over for samværsforælderen eller statsforvaltningen, såfremt den eksisterende samværsaftale eller afgørelse ikke længere vil kunne fungere hensigtsmæssigt på grund af f.eks. stor geografisk afstand.”

”Oversættelse af bemærkningerne til loven”.

Den mest venlige oversættelse og tolkning, som jeg kan give af bemærkningerne og tankerne bag loven er, at bopælsforælderen nok skal bestemme, hvor barnet skal bo, men det skal først kunne ske så længe efter flytteplanernes fremkomst, at hovedreglen bliver staffage. Vi skal have skræmt forældrene så meget, at de lader være med at flytte. Flertallets velovervejede tanker og bekymringer om, at en bopælsforælder f. eks. ikke vil kunne takke ja til ønskejobbet med kort varsel, negligeres fuldstændig. Det er i øvrigt absolut ikke ”yderste konsekvens men barsk virkelighed”.

Gemt – og glemt - i alle disse betragtninger synes lovens altovervejende overskrift ”hvad der er bedst for barnet” fuldstændig at være. Det vender jeg tilbage til.

Midlertidige afgørelser.

Forældreansvarslovens bestemmelse om midlertidige afgørelser findes i § 26, hvis stk. 1 lyder således:

”Under en sag om forældremyndighed kan den myndighed, der behandler sagen, efter anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme, eller hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl. Under en sag om barnets bopæl kan det efter anmodning bestemmes, hos hvem af forældrene barnet midlertidigt skal have bopæl.”

Bemærkningerne til bestemmelsen er få og ikke særligt konkrete. Efter den tidligere lov var det både efter teori og praksis sådan, at der skulle udvises tilbageholdenhed med anvendelse af midlertidige afgørelser. Bemærkningerne til § 25 anfører bl. a.:

”Når der skal træffes afgørelse efter lovforslagets § 25 (der blev § 26 i den færdige lov), må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Hvad der er bedst for barnet, når der træffes afgørelse efter lovforslagets § 25 (26), må derfor ses i et kortere perspektiv.

….

Grundlaget for en midlertidig afgørelse om barnets bopæl vil oftest være mindre fuldstændigt end for den senere endelige afgørelse, som træffes af retten.”

Forestillingen fra ministeriets side i bemærkningerne synes at være, at den endelige, grundige sagsbehandling og afgørelse træffes relativt hurtigt. Sådan er det ikke. Sådan kan den realistiske lovgiver ikke have forestillet sig det, når man husker, at tanken er, at forældrene skal ”snakke sig til rette” via rådgivning eller konfliktmægling.

Vejledning nr. 9859 af 6/9 2007 om forældremyndighed og barnets bopæl.

Vejledningen er i det store og hele en sammenskrivning af lovtekst og bemærkninger. Om midlertidige afgørelser anføres dette under pkt. 5:

”En midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller om barnets bopæl skal – som ved alle afgørelser efter loven – træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet under sagen, jf. § 4. Statsforvaltningen skal således sørge for, at barnets perspektiv bliver belyst, før der træffes en midlertidig afgørelse. Ved midlertidige afgørelser om forældremyndighed eller om barnets bopæl må statsforvaltningen dog tage hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Statsforvaltningen må derfor ved midlertidige afgørelser vurdere, hvad der er bedst for barnet, ud fra et kortere perspektiv end, hvis der var tale om en endelig afgørelse om forældremyndighed eller om barnets bopæl.”

Behandlingen i retsudvalget.

Behandlingen af loven i Folketinget omfatter principielt hele det materiale, som jeg har citeret fra i det foregående. Det vil nok være naivt at forestille sig, at det enkelte folketingsmedlem sætter sig ind i hele materialet. Udvalgsbetænkningerne er derfor et godt billede på, hvad det reelt er, som Folketinget har forholdt sig til ”politisk”. Fra betænkningen * citeres følgende:

”Med forslaget sikres det endvidere, at det tydeligt fremgår af loven, at barnet altid skal være i centrum, og at alle afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, træffes efter, hvad der er bedst for barnet, og barnets perspektiv skal belyses i alle sager. Barnet må ikke blive eller føle sig ansvarlig for myndighedens afgørelser.

………

For at mindske konflikterne omkring barnet under udøvelsen af den fælles forældremyndighed foreslås det, at bopælsforælderen selv kan tage beslutninger om overordnede forhold i barnets dagligdag, ligesom bopælsforælderen kan bestemme barnets bopæl her i landet (§ 3).

…..

Med forældreansvarsloven indføres der en ny bestemmelse, hvorefter forældre, der flytter indenlands eller udenlands, senest 6 uger inden flytningen skal give den anden forælder besked om flytningen (§ 18). Bestemmelsen gælder for alle forældre, dvs. også for en samværsforælder uden del i forældremyndigheden.

Hensigten er, at den forælder, der ikke flytter, får lejlighed til at bringe spørgsmål vedrørende barnets fremtidige bopæl, forældremyndigheden over barnet eller hensigtsmæssigheden af en eksisterende samværsordning op til en drøftelse, så der kan ske en vurdering af, om flytningen er i barnets interesse.

Bestemmelsen er ikke sanktioneret. Der kan f.eks. ikke idømmes bøder for manglende overholdelse af varslingen. En manglende varsling kan dog indgå som et moment, hvis retten skal vurdere, om barnet fortsat skal have bopæl hos en forælder, der er flyttet med barnet, eller om barnet skal bo hos den anden forælder.

Hvis der er uenighed om forældremyndigheden følger det af gældende ret, der videreføres i forældreansvarsloven, at der i sådanne tilfælde skal være samtykke fra begge indehavere af forældremyndigheden til, at barnet forlader landet, eller til, at barnets ophold i udlandet forlænges ud over det aftalte, forudsatte eller fastsatte (lovforslagets § 3, stk. 2).”

Som et uhyggeligt kuriosum citeres følgende fra betænkningen om sagsbehandlingen.

”Udvalget er opmærksomt på, at omlægningen fra 15 statsamter til 5 regionale statsforvaltninger pr. 1. januar 2007 indebærer meget betydelige ændringer af lokalemæssig, organisatorisk og systemmæssig karakter for de ca. 700 årsværk, som er overført til statsforvaltningerne fra statsamterne og amtskommunerne, og at dette i en periode har påvirket og vil påvirke sagsbehandlingstiderne i opadgående retning, indtil alle flytninger er overstået i løbet af foråret 2007. Udvalget er tilfreds med, at statsforvaltningerne har taget en række initiativer, så publikumsbetjening og sagsbehandling kommer stadig nærmere stabil drift, og at det er forventningen, at efterslæbet i sagsbehandlingen ikke skønnes at få alvorligere konsekvenser for sagsbehandlingstiderne.”

Jeg ved, at Familiestyrelsen og statsforvaltningerne på evalueringsmøde om loven efter ca. et år har bildt ministeren og politikerne ind, at alt går vel. Ingen vil kunne få professionelle, der beskæftiger sig med familieret til at tiltræde et sådant postulat. Det er blot lodret usandt!

Bedst for barnet.

Noget af det mest vanskelige i forbindelse med behandling af forældreansvarsloven er besvarelse af det spørgsmål, der er det mest centrale – i al fald på overfladen. Hvad er bedst for barnet?

”Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.” Det er hele indholdet af § 4.

Lovforslaget siger i pkt. 1.2 herom bl. a.:

”Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Kriteriet tager udgangspunkt i artikel 3 i FN´s Børnekonvention og må til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for hvert enkelt barn og bero på en individuel vurdering af netop dette barns forhold – herunder barnets egen indstilling – sammenholdt med den viden og det erfaringsgrundlag, der i øvrigt foreligger eller kan bibringes sagen i form af f.eks. børnesagkyndig rådgivning. Ved at fremhæve dette princip direkte i loven imødegås også den kritik, der er fremkommet fra FN´s Børnekomitee for Barnets rettigheder, hvorfra der har været peget på, at det generelle princip om barnets tarv i Børnekonventionens artikel 3 ikke er anvendt fuldt ud og loyalt indarbejdet i Danmarks politikker og ordninger.”

…

”Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv.”

Sandheden er, at der ikke er megen – om nogen – hjælp at hente i forarbejderne til, hvad der i virkeligheden er ”bedst for barnet”.

Det er da også grunden til, at vi i næsten hver eneste sag hører ”bedst for barnet” brugt som argument for begge mulige resultater af sagen.

Det er tilsyneladende bedst for barnet – altid – at have kontakt med begge forældre. Altså: der skal være samvær næsten for enhver pris.

Lige så tilsyneladende er det – altid – bedst for barnet, at det bliver der, hvor det har været hidtil geografisk. I al fald i den ene parts perspektiv.

Prøv engang at smage på vendingen ”bedst for barnet”. Det kan virkelig næsten altid vendes, så det ”lyder rigtigt”.

Man er derfor nødt til altid at holde fokus på det konkrete barns situation.

Jeg ser som det alvorlige i hele flyttespørgsmålet, at man netop ikke holder det fokus.

Udvalgets flertal havde efter min opfattelse fat i det centrale, da man netop fravalgte varslingsreglen og tilvalgte bopælsforælderens indenlandske flytteret.

I indledningen af denne lange artikel nævnte jeg nogle standardsituationer i vores moderne samfund. Jobskifte, flytning efter netværk eller nye kærester.

I begejstringen for den kønsmæssige ligestilling sporer jeg en tendens til at glemme børnene og børnenes virkelige situation.

De følgende betragtninger er mine personlige overvejelser, der således ikke har anden baggrund end netop overvejelser. Jeg er kun advokat, kun jurist og dertil kun et almindeligt menneske. Erfaringsgrundlaget for mit vedkommende er helt neutral. Der er ingen ”skilsmissebørn” i eget eller børnenes liv, og jeg repræsenterer som advokat selvfølgelig både forældre, der gerne vil flytte – og forældre, som synes, at det er katastrofalt, hvis børnene flytter bare fra Roskilde til Tune, der er en afstand på omkring 10 km.

Kort og godt: jeg har ingen personlige kartofler, der skal hyppes.

Er børnene ”til for de voksne” – eller er det omvendt?

Når jeg tænker på børn, tænker jeg på den måde, at børnene skal være børn på børnenes præmisser. Dybt forenklet sagt skal de voksne sørge for, at børnene har det godt, får noget at spise og har nogen at gå til, når der i legen går hul på knæet.

Jo – de voksne skal også være forbilleder. Rollemodeller. De skal læse lektier med børnene og i ny og næ lege med børnene. De skal køre til og fra sport og så videre.

Sådan tror jeg, at de fleste ”parforholdsbørn” lever deres liv.

Skilsmissebørns lod i livet er at være ”underholdere” for de voksne.

Det er de voksnes behov, at børnene skal være meget hos begge forældre. Det er også de voksnes behov, at børnenes primære legekammerater udover de voksne selv er de papsøskende, som i rigelige mængder og flere lag tilføjes børnene.

Begrebet ”den primære omsorgsperson” bruges også i flæng. Det nedtones typisk. Det er som om, ingen forældre må være primær omsorgsperson.

Som mand kan man måske tillade sig at sige, at det virker som om der er himmelvid forskel på den virkelighed, som er under samlivet  på den ene side over for den fremstillede idylliserede beskrivelse om tiden under samlivet - og virkeligheden bagefter på den anden side.

Det er min fornemmelse, at begge forældre er langt mere aktive også om børnene generelt sagt i dag end for 20-25 år siden. Men alle undersøgelser synes at vise, at det fortsat er kvinden, der er familiens ”familiemæssige omdrejningspunkt”. Biologien og den iboende evolutionære instinktive udvikling fortrænges ikke så let af en intellektuel viden om, at det vil være politisk korrekt at udøve total ligestilling.

Mange fædre opdager deres svigt, når mor’en proklamerer parforholdets opløsning. Mange børn oplever netop ved samlivsbruddet fars pludselige tilstedeværelse, der umiddelbart opleves som kærkomment for barnet.

I den generaliserende virkelighed er der som hovedregel en af forældrene, som objektivt set er og har været den primære omsorgsperson. Opgaven er at afdække, hvem det så er eller var.

Ved bruddet er det åbenbart lige nu politisk korrekt, at forældrene skal bo i kikke og cykelafstand fra hinanden, så børnene kan blive i det hidtidige miljø.

Man glemmer i alt dette overordentlig let børns ufattelig store tilpasningsevne. Er det ikke børn og hunde, der bringer voksne sammen på gader, stræder og campingpladser? Voksne taler da ikke til fremmede. Men gennem børn og hunde går det.

Børn ved som andre mennesker, hvad de har men ikke hvad de får. Derfor vil børn gerne, at deres krigeriske forældre bliver sammen på trods af deres empiriske viden om konfliktniveauet. Derfor vil børn ikke skifte skole eller flytte.

Spørges det enkelte barn, vil de ”bo lige meget hos begge forældre”. De vil ”blive i samme skole”, ”bevare de samme kammerater, som jo allerede i 4-års-alderen opfattes som venner for livet.”.

Men er det nu til det konkrete barns bedste?

Eller er det i virkeligheden mere til barnets bedste, at forældrene også efter bruddet får det bedste liv for sig selv – og måske derfor for barnet. Er det bedst, at en mor, som måtte være opvokset i Aarhus og er flyttet til Sjælland i en periode under parforholdet, får mulighed for at flytte tilbage til Aarhus – selv om det kan koste kvantitativt på barnets kontakt med begge forældre. Jo – mor kan flytte – men skal barnet så blive tilbage, fordi det hidtil er ”opvokset der”.

Tit hører man om kammeraterne fra børnehaven, som barnet har knyttet sig til. Virkeligheden er jo stort set aldrig, at børnehavebørnene ender på samme skole endsige i samme klasse.

Samlet synes jeg ikke, at refleksioner af ovenstående art, indtager en tilstrækkelig relevant rolle i disse sager.

Det er sjældent barnets bedste, som får højeste prioritet.

Ligestillingen fylder alt for meget.

Praksis – hvordan er det egentlig gået.

Denne artikel har rumsteret i mit hovede i mange måneder og særligt i forlængelse af skoleartiklen. Jeg har et pænt stort netværk i familieretskredse. Til det netværk sendte jeg en mail med følgende indhold:

Jeg synes, at flytteproblematikken er ret kompliceret efter forældreansvarsloven.

I den korte version sporer jeg følgende:

1)      Hvis der varsles flytning (af hidtidige bopælsforælder) over selv ret små afstande, protesterer den anden automatisk

2)       Midlertidig bopælsafgørelser

a.      Statsforvaltningen Hovedstaden har næsten en automatpilot, hvorefter man giver den anden midlertidig bopæl

b.      Statsforvaltningen Sjælland har næsten den modsatte automatpilot – altså forælderen kan flytte med barnet

c.      De andre statsforvaltninger???

3)      den endelige afgørelse trækker ud – og hvad så? (Jeg har set afgørelser i begge retninger).

4)       Der varsles ikke – men flyttes overnight og lynhurtig institutions- og skoleindmeldelse – BELØNNES (den gamle sang med tilgivelse er bedre end tilladelse).

Konsekvens: Man skal handle ”svinsk” og i modstrid med lovens ånd, hvis man vil have det, som man gerne vil. Det irriterer mig at være tvunget til at rådgive svinsk.

Svarene har været sporadiske. En tilbagemelding er indtrykket af, at Familiestyrelsen også synes at mene, at flytning skal udløse midlertidig afgørelse til den anden. Andre bekræfter hovedindtrykket uden at sende konkrete afgørelser.

Generelt hersker der udbredt frustration over håndteringen af loven.

I det følgende vil jeg prøve at gengive nogle af de sager, hvor jeg er stødt på flytteproblemet i det forfængelige håb, at problemet står nogenlunde klart også fra den virkelige verden. Jeg vil endvidere gennemgå de trykte afgørelser, hvor flytteproblemet er centralt. De beskrives i den form, de har på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside under afgørelser og altså med mine kommentarer, som de fremstår under afgørelserne:

Sager, hvor bopælsforælderen kunne flytte:

Frederiksberg rets dom af 7. december 2007.

Den første sag er særlig derved, at den midlertidige afgørelse blev truffet af Statsforvaltningen Hovedstaden den 15. august 2007 og således med hjemmel i den gamle lov.

Problemstillingen var, at parterne havde boet sammen i en lejlighed på Nørrebro, indtil de gik fra hinanden i april 2007. Efter samlivsophævelsen flyttede F hjem til sin mor i en kortere periode. M blev boende i lejligheden på Nørrebro. Efter nogle måneder flyttede F i en lille 1½ værelses lejligehed på Nørrebro. M fandt en kæreste, som hun købte hus med på Lolland. M var handelsuddannet og F ingeniør.

De havde en deleordning i en periode men gik senere over til en 8-6 ordning med bopæl hos M. Det var klart for begge, at de ville flytte fra Nørrebro. Spørgsmålet var egentlig, hvor de i givet fald hver især skulle flytte hen – og om de kunne arrangere sig, så de boede tæt på hinanden.

Statsforvaltningen Hovedstaden traf den 22. august 2007 afgørelse om, at F fik midlertidig forældremyndighed. Afgørelsen var faktisk ubegrundet men henviste til lov om forældremyndighed og samvær § 22.

Retten på Frederiksberg traf den 7. december 2007 aføgrelse om, at forældremyndigheden over de to drenge på 5 og 7 år skulle bo hos M under fælles forældremyndighed. Rettens begrundelse:

”Dommeren har, navnlig som følge af børnenes alder, ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anmode forældrene om, at børnene indkaldes til samtale med dommeren, jfr. forældreansvarslovens § 34, stk. 2.

Begge parter findes efter de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer i retten, lige egnede til at have forældremyndigheden over børnene.

Retten finder ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, idet der ikke foreligger tungtvejende grunde hertil.

Retten lægger ved afgørelsen om bopælsspørgsmålet vægt på børnenes alder, sammenholdt med, at M efter oplyste må antages at have været børnenes primære omsorgsperson under deres hidtidige opvækst, idet børnene har haft bopæl hos M på hendes daværende adresse (på Nørrebro), indtil statsforvaltningen traf sin afgørelse af 15. august 2007.

Herefter, og i øvrigt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om parternes nuværende bopæle, finder retten det bedst for børnene, at de med virkning fra 7. januar 2008 skal have bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1.”

Afgørelsen blev ikke anket til landsretten. Jeg repræsenterede M og er ”derfor” vældig tilfreds med afgørelsen. Sagen blev behandlet inden domstolsreformen slog igennem og derfor på mindre end 4 måneder fra statsforvaltningens afgørelse. Det retoriske spørgsmål er, om det (rigtige) resultat ville være blevet det samme, hvis sagen var trukket ud, som det sker i dag.

Den følgende afgørelse har jeg fået fra en kollega, og den er lagt på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside i den nedenstående form med min kommentar til afgørelsen.

M fortsat bopælsforælder for 7-årig D efter flytning fra Kr. Såby til Ballerup, utrykt ØLD af 29/9-2008.

Forældrene gik fra hinanden i november 2005. Efter bruddet blev M boende i Kr. Såby, mens F flyttede til Hvalsø, der ligger ganske tæt på. M arbejder i Brøndby.

Der var en oprindelig samværsordning hver anden weekend og hver onsdag. Fra november 2007 blev samværet udvidet fra onsdag til mandag i ulige uger og om onsdagen i lige uger.

Efter samlivsophævelsen flyttede først M og derefter F til Hvalsø. Mens M boede begge parter boede i Hvalsø, var D i institution i Hvalsø 10 timer om dagen. Ved flytning til Ballerup forkortes institutionstiden til 8 timer om dagen.

M var flyttet til Ballerup ultimo april 2008.

Byrettens begrundelse (dom af 8. maj 2008).

Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at begge forældre er yderst velegnede til at få retten til at have D boende hos sig, og at parterne indtil nu har været i stand til selv at afgøre, hvad der har været bedst for D.

Da parterne ikke længere har kunnet blive enige om en aftale, skal retten træffe afgørelse i sagen i medfør af forældreansvarslovens § 17. Når retten skal træffe en afgørelse, skal retten efter forældreansvarslovens § 4 træffe afgørelsen efter, hvad der er bedst for barnet. Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund, at parterne siden samlivsophævelsen har valgt at bo tæt på Ds børnehave af hensyn til D, og at sagsøgeren (M) nu har ønsket at flytte, således at det vil være nødvendigt for D, at han bliver tilmeldt en skole på det sted, hvor sagsøgeren nu bor, hvis hun beholder retten til at have D boende. Idet D kan beholde sin nuværende institutionsplads og fortsætte i den nærliggende skole, hvis sagsøgte får retten til at have D boende, tillægges sagsøgte (F) retten til at have ham boende.

Landsrettens begrundelse:

D har siden samlivsophævelsen i slutningen af 2005 haft bopæl hos M. Det må lægges til grund, at han efter flytningen med moderen til Ballerup er velfungerende i de nye omgivelser, herunder i skolen og fritidsordningen. Landsretten finder herefter, at D fortsat skal have bopæl hos M.

Kommentar:

Endnu en illustration af, at der generelt lægges op til en ”genindførelse-af-stavnsbåndet-filosofi”, som byretsdommeren hoppede direkte på. Tendensen synes at være, at skilsmisseforældre ”koste hvad det koste vil” skal bo klods op af hinanden. Flytning er blevet næsten det samme som en automatisk sikkerhed for en sag om forældremyndighed eller bopæl.

Et barn kan da umuligt flyttes.

Heroverfor står sagen som endnu et eksempel på konsekvenserne af det langsommelige sagsbehandlingssystem. Vi kan med sikkerhed se af forløbet, at der er varslet rettidigt. Måske endda i særdeles god tid, fordi dommen afsiges i byretten næsten samtidig med den faktiske flytning.

Fra den advokat, der førte sagen for M ved jeg, at F hverken forsøgte sig med en påstand om midlertidig forældremyndighed i statsforvaltningen eller senere i byretten. Ligeledes forsøgte F ikke at nedlægge påstand om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

Landsrettens præmisser synes i det mindste at sige, at det har haft betydning for bedømmelsen, at barnet faktisk er flyttet  med M og har boet i Ballerup nogle måneder, da landsretsdommen afsiges.

Jeg kunne ønske mig en langt mere konsekvent og hurtig handling.

Principielt kan det efter min opfattelse ikke være rigtigt, at et barn ikke kan flyttes.

Det er derfor rigtigt og konsekvent at se på, hvordan barnets tilknytning hidtil har været og på, hvem der virkelig er primær omsorgsperson.

Flytning giver generelt meget store problemer netop på grund af den automatiske kamp, enhver flytning medfører – og på grund af den lange sagsbehandling. Meget direkte sagt er flytning en af de nye ”spændende” kamppladser, der er opstået med den nye forældreansvarslov. Der er meget i den lov – og i administreringen af den, der ikke tilgodeser børnenes bedste, selv om loven entydigt siger, at sådan skal det egentlig være.

En samværsforælders protest bør behandles hurtigt og effektivt. Men det lægger systemet ganske simpelt ikke op til. Mægling i alle variationer tager tid. Børnesagkyndig rådgivning det samme. Protesten bør behandles med et lynhurtigt møde i statsforvaltningen. Hvis ikke der kan opnås enighed under det, må der eventuelt træffes en midlertidig afgørelse – gerne i statsforvaltningen. Alternativet hertil er, at sagen ligeså lynhurtigt oversendes til retten, der så træffer en midlertidig afgørelse.

Sådan virker det ikke i det praktiske liv.

Den forælder, der gerne vil flytte, bringes i et frygteligt dilemma.

Også den følgende afgørelse gengives i den form, jeg har givet den på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Det er afgørelsen, som foranledigede mig til at skrive skoleartiklen. Men den har af gode grunde i virkeligheden også en bopælsproblematik indbygget.

M fik forældremyndigheden over D på 8 år, da der var uenighed om skolevalg i forbindelse med Ms flytning. D havde boet hos M siden samlivsophævelsen, hvor D var 2½ år, utrykt ØLD af 19. september 2008.

Sagen er mere en skole- end en flytteafgørelse men medtages dog her. Jeg henviser igen til skoleartiklen.

Sagen drejede sig om en dreng på knap 8 år. Han har boet sammen med moren, siden forældrene gik fra hinanden for nogle år siden. De har haft et rigtig fint samarbejde. Moren har boet i Valby, hvor drengen har gået i en privatskole, som forældrene har været enige om. Far har hidtil boet i Solrød men har købt hus i Vallensbæk med sin nye kæreste. Han arbejder i lufthavnen. Mor arbejder i Københavns Nordhavn - tæt på Østerbro.

Mor og hendes nye kæreste købte hus i Jyllinge og varslede flytning ”efter bogen”.

Far ville ikke acceptere, at drengen indmeldes i skole i Jyllinge.

F havde sammen med sin nuværende partner købt en ejendom i Vallensbæk. Da drengen er 8 år, er det indlysende, at det stort set ikke kan lade sig gøre at komme alene til og fra skolen i Valby. Med en smule kendskab til hovedstadens geografi, vil man være klar over, at transport for morens vedkommende vil blive forlænget med ca. 1½ time HVER vej, hvis hun fra Jyllinge skal omkring Valby for at aflevere/hente barn på vej til og fra arbejde. Omvendt er der i det praktiske intet ændret for farens vedkommende i de dagligdage, han skal hente og bringe til skole.

Byrettens begrundelse:

”Retten finder, at parterne har udøvet den fælles forældremyndighed over D uden problemer, og at der af hensyn til D skal tungtvejende grunde til, at den fælles forældremyndighed ikke skal fortsætte i fremtiden.

Retten finder endvidere, at uenighed om valget mellem en almindelig privatskole og en folkeskole ikke er et så væsentligt spørgsmål, at det nødvendiggør, at lovens absolutte udgangspunkt om fælles forældremyndighed skal fraviges.

Retten finder således, at valg af skole inden for normalområdet som i denne sag kan træffes alene af bopælsforælderen.

Da M findes at have været den primære omsorgsperson for D, er det bedst for D at få bopæl hos M.”

Sagen blev anket af F, fordi hans advokat mente, at retten ikke har kompetence til at afgøre skolespørgsmålet selvstændigt, (hvilket jeg er og var enig i formelt). Landsretten påpeger specifikt denne oplysning om Fs standpunkt.

Landsrettens begrundelse.

”Det fremgår af forarbejderne til forældreansvarsloven, at valg af skole er en væsentlig beslutning vedrørende barnets forhold, som efter lovens § 3 kræver enighed mellem begge indehavere af den fælles forældremyndighed, og at domstolene ikke har mulighed for at træffe afgørelse om et sådant tvistspørgsmål.

Da parterne ikke har kunnet blive enige om valget af skole til trods for længerevarende bestræbelser på at opnå enighed og under hensyn til parternes samarbejdsvanskeligheder i tiden efter byretsdommen, findes der at foreligge sådanne tungtvejende grunde, at det skønnes bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. lovens § 11, 2. pkt.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger for landsretten, herunder om hver af parternes forhold til og hidtidige kontakt med D, som siden samlivsophævelsen for omkring 6 år siden har boet mest hos sin mor, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at forældremyndigheden over ham tillægges M alene, jfr. lovens § 11, 1. pkt.”

Kommentar:

Jeg førte sagen for M både i byret og landsret. Det giver mulighed for en subjektiv vurdering også af tidsforløbet. Sagen er journaliseret i begyndelsen af marts 2008. Da havde ”kampen” om bopæl og skole varet et stykke tid.

Statsforvaltningen nægtede at træffe midlertidig afgørelse. Det er mit indtryk, at de ikke kunnet finde sine ben i en sag som denne. Efter min opfattelse bør man i sådan en sag i virkeligheden træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed til den hidtidige bopælsforælder - moren. Det vil i princippet passe med hovedreglen i forældreansvarslovens bopælsbestemmelse i §3. Midlertidige ordninger er indrettet på den måde, at de ophører, hvis ikke der er anlagt sag inden en bestemt frist, som fastsættes af statsforvaltningen.

Hvis altså faren i det konkrete tilfælde havde undladt at indbringe sagen for retten som forældremyndighessag, vil den fælles forældremyndighed have fortsat.

Realiteten ville så være, at drilleriet, som jeg opfatter det som, var stoppet, og at statsforvaltningen ganske vist reelt havde taget stilling til skolevalget. Men jo med en reel mulighed for, at faren kan tage "slagsmålet" reelt i retten.

Nu kom der til at gå noget over et halvt år med konflikten, der i øvrigt blev optrappet under sagen.

Jeg havde nedlagt påstand om overførelse af forældremyndigheden af de formelle grunde – men gjorde mig i landsretten til talsmand for, at byrettens dom set ud fra et praktisk synspunkt, var rigtig fornuftig. Det var nemlig min bedømmelse, at konflikterne dybest set alene havde rod i Fs irritation over Ms flytning og forsøget på at bruge skolen som kampplads om drengen.

Nu synes retsstillingen at være, at skolespørgsmålet – i modsætning til ordene i vejledningen – kan institutionere en sådan tungtvejende grund, at forældremyndigheden kan tillægges en af forældrene.

Jeg ser med denne dom en kraftig advarsel til den ikke-bopælsforælder, som forsøger at tage en ren skolekamp.

Det er vel egentlig godt nok.

Opgaven for os, der arbejder med sagerne, er herefter at medvirke til at forkorte processen. Se i øvrigt min artikel om skolevalg.

Hermed en trykt afgørelse gengivet i kort version fra Børn og Samværs hjemmeside.

Bedst for 1-årig D at blive hos M, der var flyttet fra Sjælland til Jylland. M kunne ikke antages at ville hindre samvær, TFA 2008/223 VLD

Byrettens begrundelse:

Indledningsvist bemærkes, at begge parter er i stand til at påtage sig det arbejde og ansvar, der er forbundet med, at D har sin faste bopæl hos den ene af dem.

D er godt 1 år gammel og har siden maj måned 2007 boet sammen med M. M og D bor i en god lejlighed, hvor D har sit eget værelse, og D er startet i dagpleje i C. Hvis D skal bo hos F, vil det indebære, at hun skal starte i en ny dagpleje, og at hendes dagligdag på ny vil gennemgå en stor ændring.

Efter forklaringerne under sagen lægger retten til grund, at parterne i en periode gensidigt har næret mistillid til hinanden og frygtet for at miste D, og at dette var baggrunden for, at M forlod det fælles hjem og afholdt F fra at se D i en periode frem til, statsforvaltningen traf afgørelse om samvær. Siden der blev truffet afgørelse om samvær, har M efterlevet afgørelsen, og hun er endvidere gået ind på en frivillig aftale om udvidelse af samværet, så D i dag ser sin far hver uge fra torsdag til lørdag. Retten finder derfor, at M har vist, at hun er villig til at samarbejde om D, så den nære kontakt mellem D og hendes far kan bevares.

Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at det vil være bedst for D, at hun har fast bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17.

Landsrettens begrundelse:

D er efter det oplyste velfungerende, glad og alderssvarende udviklet. Hun er godt 1 år og har hele sin levetid boet sammen med sin mor.

M har siden den første samværsafgørelse i juli 2007 medvirket positivt til samvær, og der er derfor og efter hendes forklaring om baggrunden for, at hun i tiden efter samlivsophævelsen ikke ville medvirke hertil, ikke grundlag for at antage, at hun fremover vil modvirke samværet.

Herefter, og efter indholdet af parternes oplysninger om D og om deres samspil med D, tiltrædes det, at det er bedst for D, at hun fortsat har bopæl hos sin mor.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Kommentar:

Sagen illustrerer det problem, der opstår i umiddelbar forbindelse med en samlivsophævelse, hvor en forælder ikke tør udlevere, før der ligger en afgørelse. Godt at landsretten ikke anser det for ”chikane”.

M tilkendt bopælsretten over 7-årig D, selv om M havde varslet flytning fra hovedstadsområdet til Aarhus, utrykt byretsdom, Retten i Glostrup, 3. november 2008

Sagen drejer sig alene i realiteten om spørgsmålet om, hvor i landet barnet skal bo og som tilknytning hertil, hvor barnet skal gå i skole.

D er syv år gammel. Forældrene blev separeret for to år siden, hvor de gik fra hinanden. D har boet hos M siden samlivsophævelsen.

M varslede flytning fra hovedstadsområdet til Aarhus, hvorfra hun stammer, og hvor hendes nye kæreste bor.

F har protesteret mod flytningen. Der har ikke været begæret midlertidig bopæl.

Byrettens begrundelse.

Det fremgår, at D er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre, og begge forældre findes egnet til at være boælsforælder.

Det kan lægges til grund, at der siden samlivsophævelsen for 2 år siden har været en 9-5 ordning, hvor D har boet 9 dage hos M og 5 dage hos F. Det fremgår af parternes forklaringer, at D trives, og det må lægges til grund, at sagen er foranlediget af, at M ønsker at flytte til Jylland. Efter parternes forklaringer, herunder om deres relationer til D, sammenholdt med samtalen med D, finder retten efter en samlet vurdering, at det er bedst for D, at han fortsat bor hos M. Det forhold, at M vil flytte til Jylland, kan - henset til parternes beskrivelse af D - ikke føre til et andet resultat.

8 årig D, der har boet hos M, flyttet med denne for 8. gang på 2 år - et halvt år efter forlig om bopæl, hvor M lovede ikke at flytte yderligere, skal midlertidigt bo hos M under sag, selv om hun er flyttet fra Roskilde til Nykøbing F med drengen, Familiestyrelsens afgørelse af 18. november 2008, utrykt

Parterne har i 2008 ført retssag om bopælen. Sagen blev i et retsmøde i byretten forligt med fortsat fælles forældremyndighed og bopæl hos moren, idet det udtrykkeligt blev aftalt, at moren ikke flyttede. Hun tog som et led i aftalen bopæl i X (samme by som F), og Di kom på Xr Skole.

Der forelå en børnesagkyndig vurdering baseret på samtale med D. I konklusionen skriver den børnesagkyndige bl. a. følgende:

”D udtrykker en samhørighedsfølelse og et stort ansvar for sin mor og navnlig for sin lillebror. Det virker som om, det især er dette, der driver ham i hans ønske om at være mere hos moren.

Derimod virker Ds karakteristik af faren som en person, der kan være uopmærksom og ”skrap”, mere som en holdning, der udspringer af et børneperspektiv.”

Endvidere anbefaler den børnesagkyndige en udvidet børnesagkyndig undersøgelse, hvori han anfører, at det ideelle ville være, hvis det kan aftales, at forældrene fastholder status quo, indtil resultatet af udtalelserne foreligger.

Moren har anmeldt skolegang på Nykøbing Falster helt uden kontakt med faren, skønt der er fælles forældremyndighed.

Statsforvaltningens begrundelse - der jo altid er stilet til modtageren, her F (dateret19. september 2008).

Det fremgår af sagen, at der er fælles forældremyndighed, og at D har haft bopæl hos M. De og M har aftalt en deleordning, hvor D har været på samvær hos Dem.

Det er oplyst, at M er flyttet mange gange, og nu er hun og D flyttet til Nykøbing F. D er muligvis indmeldt i skole dernede.

Det fremgår endvidere af sagen, at der ikke er enighed mellem Dem og M om, at D skal skifte skole.

Efter §34 i  forældreansvarsloven skal barnet inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk.

Barnets perspektiv er i denne sag belyst ved, at at der er foretaget en mindre børnesagkyndig undersøgelse.

De og M har deltaget i vejledningsmøder den * og den *.

Statsforvaltningen skønner, at der ikke er oplyst om forhold, som af hensyn til barnet kan begrunde, at retten til at have D boende, midlertidigt skal tillægges Dem under behandlingen af bopælssagen.

Fmiliestyrelsens begrundelse den 18. november:

"Vi ændrer ikke statsforvaltningens afgørelse.

Vi har truffet afgørelsen på baggrund af de oplysninger, der lå til grund for statsforvaltningens afgørelse.

Det fremgår af sagen, at der er gennemført en mindre ørnesagkyndig undersøgelse. Af psykolog As anbefalinger i rapporten fremgår blandt andet:

D fungerer tilsyneladende godt med begge sine forældre, og han har etableret rutiner for livet i begge sine hjem. På denbaggrund ville jeg mene, at den mindst ringe løsning for ham ideelt set ville have været et weekendsamvær med tilhørende hverdagssamvær, f. eks. i form af en 5-9-ordning. Dette lader sig imidlertid ikke gøre.

......

Ds udtalelser vejer tungt, også selvom man i nogen grad kan sætte tvivl ved grundlaget for dem. Det vil på baggrund af udtalelserne være meget svært at forestille sig, at han skulle bo hos sin far i 11 dage ud af 14.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at M på et møde i statsforvaltningen den 6. august oplyste, at hun planlagde at flytte til Nykøbing F snarest muligt.

Vi mener ikke, at der i sagen er oplyst om forhold, der i fuldt tilstrækkeligt omfang kan begrunde en ændring af statsforvaltningens skønsmæssige afgørelse om ikke at tillægge dig Ds bopæl midlertidigt.

Vi mener derfor ikke, at det kan lægges til grund, at det ville være bedre for D, hvis hans midlertidige bopæl blev tillagt dig.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på psykolog As rapport fra den børnesagkyndige undersøgelse. Vi har i øvrigt lagt vægt på, at det er tvivlsomt, i hvilket omfang D vil være overladt til andre, hvis han fik bopæls hos dig, at M den 6. august 2008 oplyste, at hun agtede at flytte til Nykøbing F, og at D er flyttet med M til Nykøbing F.

Kommentar:

Afgørelsen er en smule mere konkret end de fleste midlertidige afgørelser.

Den illustrerer alligevel min erfaring, efter hvilken Statsforvaltningen Hovedstaden med Familiestyrelsens velsignelse træffer automatafgørelser om midlertidig bopæl hos den, der ikke flytter, mens andre statsforvaltninger ikke gør det.

Jeg hæfter mig ved, at M ikke var flyttet på tidspunktet for statsforvaltningens afgørelse.

Sagen er nu berammet til retsmøde i Nykøbing engang i februar 2009.

Jeg er generelt bekymret for udviklingen. Hvis vi sammen – og her mener jeg Statsforvaltninger, Familiestyrelsen og rådgivende advokater – overhovedet skal have en chance for at få forældreansvarslovens intentioner til at fungere, er det afgørende vigtigt, at der etableres en praksis, der er i overensstemmelse med ånden i loven.

Det ville konkret  have været ansvarligt at tage alvorligt, at der har været en forældremyndighedssag, der har handlet om flytninger, og at der blev indgået en aftale i foråret 2008 om, at mor ikke længere skulle flytte. Endvidere undrer det mig, at man ikke tillægger Ms adfærd i strid med den børnesagkyndiges råd om status quo betydning.

M, der skulle flytte til USA i 2 år, beholdt forældremyndigheden over 7-årig P, TFA 2009/516 ØLD EF

Byrettens begrundelse.

Parterne ophævede samlivet i september 2006 og aftalte i maj 2007, at M alene skulle have forældremyndigheden over A.

På baggrund af parternes forklaring og indtrykket fra samtalen med A må det endvidere lægges til grund, at M hele tiden har været og fortsat er A's primære omsorgsperson, som hun er meget knyttet til og føler sig mest tryg ved. A er endvidere nært og mest knyttet til sin halvbror B.

M har ønske om for en et- eller to-årig periode midlertidigt at bosætte sig i USA sammen med A, B og sin nuværende ægtefælle.

Der er ikke grundlag for at antage, at A ikke vil kunne trives med udfordringer i et andet land, og der findes ved afgørelsen i sagen heller ikke at burde lægges afgørende vægt på de omstændigheder, at hun skal flyttes fra sit vante miljø, eller at hun skal være væk fra Danmark i en længere periode. Det er ved denne vurdering tillagt betydning, at parterne og A hele deres liv har rejst meget. Der er endvidere lagt vægt på, og at A ikke efter parternes forklaringer og udtalelserne fra skole og SFO er særlig knyttet til disse steder eller sine kammerater, og at hun fremstår med gode kompetencer for at knytte relationer.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af hendes og parternes forhold og under indtryk af det, som A gav udtryk for under samtalen, findes det bedst for hende, at hun har bopæl hos sin mor, også selv om bopælen midlertidigt er i USA.

Under hensyn til de problemer, en fælles forældremyndighed kan give for mulighederne for at træffe de væsentlige og nødvendige beslutninger om A's forhold under et sådant ophold, findes det endvidere bedst for A, at der ikke - i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt - etableres fælles forældremyndighed.

Det er ved denne afgørelse forudsat, at M sørger for, at A sikres en stabil kontakt til og samvær med sin far i overensstemmelse med parternes aftale.

Derfor tages M's påstand om frifindelse til følge.

Landsrettens begrundelse

Også efter landsrettens vurdering af det oplyste i parternes forklaringer lægges det til grund, at A primært er knyttet til sin mor. Landsretten lægger vægt på det forklarede om, at A er faldet godt til i USA, hvor hun bor hos sin mor sammen med sin halvbroder, B, og moderens ægtefælle, og at A's mor både i ord og handling har vist, at hun prioriterer kontakten mellem A og A's far, herunder ved aktivt at sørge for at A kan have samvær i Danmark med sin far både i ferieperioder og uden for ferieperioder.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, findes det bedst for A, at forældremyndigheden over A forbliver hos A's mor, M, jf. forældreansvarslovens § 4.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Fælles forældremyndighed over 3 årig P, der havde boet hos mor i København med betydeligt samvær hos F og fortsat bopæl hos M, der agter at flytte til Sydsjælland. Fuldbyrdelsesbestemmelse i dommen, Retten på Frederiksberg den 5. august 2009, - stadfæstet af Østre Landsret 23. oktober 2009 -  utrykt

Forældrene var gået fra hinanden, da P var 5 måneder gammel. Efter den tid krævede F ifølge M at få P rigtig meget, fordi det var hans ”ret”. M gik ifølge hende med til det, fordi hun dengang troede, at parterne havde lige krav på barnet tidsmæssigt. Samværet foregik i et vist omfang i starten hos M.

Efter et møde i statsforvaltningen, flyttede de i en periode sammen.

Statsforvaltningen fastsatte i december 2009 en 7-7-deleordning 2 dage efter, at M havde varslet flytning fra København til Sydsjælland. Sagsbehandleren kendte ikke flyttevarslet, da afgørelsen blev truffet.

Afgørelsen blev påklaget af M, men klagen blev trukket tilbage angiveligt for at fremme bopælsafgørelsesdelen, idet F søgte om at få bopælen overført til sig grundet flytningen.

M afgav over for statsforvaltningen et løfte om ikke at flytte fysisk, før sagen var afgjort i retten. Formentlig derfor afviste Statsforvaltningen Hovedstaden at træffe afgørelse om midlertidig bopæl hos F.

I en 11 sider lang byretsdom med særdeles grundige forklaringer lyder byrettens præmisser således:

Rettens begrundelse og afgørelse:

Efter de afgivne forklaringer og de udtalelser, der er afgivet af Ps vuggestue, kan det lægges til grund, at P er en velfungerende pige på knap 3 år.

Det kan endvidere lægges til grund, at begge forældre er yderst egnede til at varetage Ps tarv.

Der er ikke i de af parterne afgivne forklaringer oplysninger, som bør medføre, at den fælles forældremyndighed over P skal ophøre. Retten finder således ikke, at der foreligger tungtvejende grunde som angivet i forældreansvarslovens § 11, hvorfor den fælles forældremyndighed over P skal fortsætte.

Efter en samlet vurdering af parternes og snart 3-årige Ps forhold, herunder den hidtidige tilknytning til parterne i hele Ps levetid, finder retten, at bopælsretten skal tillægges M, jfr. forældreansvarslovens § 17 stk. 1. Retten bemærker herved, at P er velfungerende og alligevel står foran et skift til børnehaven B i en integreret institution.

Efter omfanget af det hidtidige samvær og Ps nære tilknytning til sin far, samt til den nedlagte påstand, tillægges F ret til samvær fra torsdag til søndag i ulige uger samt en hverdag med overnatning i lige uger, alt efter parternes nærmere aftale, jfr. forældreansvarslovens § 19 og 21.

Henset til det oplyste om Ms arbejdsmæssige forhold og Ps forestående skift til børnegruppen B i september 2009, finder retten, at der hurtigt og bedst kan etableres ro om P ved, at det bestemmes, at denne dom kan fuldbyrdes, selvom den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jfr. retsplejelovens § 480 stk. 2.

Landsrettens begrundelse.

Af de grunde, der er anført af byretten, og da det for landsretten fremkomne ikke kan føre til andet resultat, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for P, at P skal have bopæl hos M.

Det findes endvidere bedst for P, at hun har sin base hos M. Der findes ikke grundlag for at ændre byrettens skøn over samværsfastsættelsen.

Derfor stadfæster landsretten dommen i det omfang, den er anket.

M var flyttet fra Sønderjylland til København. Bopæl hos M og afgørelse om udleveringssteder i København og Kolding. Omkostningsafgørelse vedrørende transport, TFA 2010/134.

Byrettens begrundelse:

Begge parter har påstået den fælles forældremyndighed ophævet. Der er imidlertid ikke oplyst sådanne konkrete uoverensstemmelser mellem parterne, at der er grundlag herfor.

Efter det oplyste om omfanget af parternes deltagelse i børnenes pasning og omsorg, kan det lægges til grund, at moderen gennem hele forløbet har været den primære omsorgsperson. Moderen har forklaret relevant om sine flytninger og sin omgangskreds. Det fremgår af udtalelser fra børnenes nuværende institutioner, at B trives godt, og at der er taget konstruktivt fat på A's problemer. Det findes derfor bedst for børnene, at de har bopæl hos mor.

Partern er enige om, at far så har samvær hver anden weekend og 2 uger i sommerferien, men er uenige om, hvor afhentning og aflevering skal ske, og hvem der skal afhente hvor.
Retten bestemmer derfor, at far henter børnene til samvær i København. Afhentningen sker som udgangspunkt på Hovedbanen, men kan også ske på mors bopæl efter fars valg. Mor skal have besked senest dagen før, hvis far ønsker at hente på bopælen. Far afholder udgifterne.

Mor henter børnene på Kolding station, da der er meget dårlige offentlige transportmuligheder mellem Kolding og (Sønderjylland). Mor afholder udgifterne, herunder fars udgifter ved at bringe børnene til Kolding Station.

Landsrettens begrundelse:

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes der at foreligge sådanne tungtvejende grunde, at det vil være bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves.

Af de grunde, der er anført af byretten, stadfæster landsretten dommens bestemmelse om bopælsspørgsmålet.

Landsretten tiltræder byrettens bestemmelse for så vidt angår spørgsmålet om stedet for afhentning af børnene ved samværets afslutning.

Forældremyndigheden over 2 drenge på 9 og 11 år til M, der ville flytte med dem til Irak, TFA 2010/338 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det må efter parternes forklaringer og de i øvrigt foreliggende oplysninger lægges til grund, at samarbejdet mellem dem er meget dårligt, og at de har en helt forskellig og uforenelig opfattelse af, hvad der er bedst for A og B. Der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig nævneværdigt i fremtiden. 

M har desuden meget bestemt givet udtryk for, at hun vil vende tilbage til Irak snarest muligt. F har ikke noget ønske om at vende tilbage, og vil - i hvert fald for tiden - end ikke tage til Irak på et ophold.
Parternes samarbejdsvanskeligheder og følgerne af, at M vil tage varigt ophold i Irak, og F fortsat vil opholde sig i Danmark, må derfor antages at være til hinder for, at de i fællesskab kan træffe de nødvendige og væsentlige beslutninger om børnenes forhold.

Under disse omstændigheder findes tungtvejende grunde at tale for, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Det må efter parternes forklaringer og indtrykket efter samtalen med A og B lægges til grund, at M hele tiden har været og fortsat er børnenes primære omsorgsperson, som de er meget knyttede til og føler sig mest trygge ved.

Det fremgår af udtalelserne fra A's og B's skole og pasningsinstitutioner, at de begge har faglige problemer, er dårligt socialt fungerende, og efter fagpersonernes opfattelse har behov for faste og stabile rammer.

Uanset de utvivlsomt store forskelle mellem det danske og det irakiske uddannelses- og pasningssystem er der ikke oplyst omstændigheder, der giver sikkert grundlag for at fastslå, at A og B vil få det bedre i Danmark hos deres far, end de kan få det sammen med deres mor i Irak. Der er herved også lagt vægt på, at begge børn taler arabisk, og at de må forventes at kunne opnå de øvrige færdigheder i det irakiske uddannelsessystem. Der er derfor heller ikke grundlag for at antage, at staten tilsidesætter sine forpligtelser efter FN's børnekonvention til at sikre børnenes udvikling, ved at retten træffer en afgørelse, der gør det muligt for M at rejse til Irak sammen med dem.

Hvis parterne - som varslet - vil opholde sig i hvert sit land, vil følgen formentlig blive, at A og B vil få et meget begrænset samvær med forælderen i udlandet. Da retten ikke samtidig kan træffe bestemmelse om, hvor en forælder skal bo af hensyn til børnene, kan de påberåbte bestemmelser i FN's børnekonvention heller ikke blive afgørende for, hvem der skal tillægges forældremyndigheden, idet børnene - uanset udfaldet - vil blive begrænset i deres ret til kontakten med den anden forælder.

Når der tages hensyn til børnenes hidtidige nære tilknytning til deres mor, og under indtryk af det, som de gav udtryk for under samtalen, findes det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger bedst for dem, at forældremyndigheden over dem tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11.

A og B opholder sig fortsat hos M. Det findes derfor ikke væsentligt for dem, at denne afgørelse straks kan fuldbyrdes. Da det endvidere ikke kan antages at være bedst for dem, at afgørelsen kan fuldbyrdes, selv om den ankes til landsretten af F, er betingelserne i retsplejelovens § 480, stk. 1 og stk. 2, ikke opfyldte. M's begæringer tages derfor ikke til følge.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten tiltræder de grunde, der er anført af byretten. Det, der er fremkommet for landsretten, kan ikke bevirke nogen anden vurdering.

Fælles forældremyndighed med bopæl hos M, der ville tage P på 4½ år med til Australien, TFA 2010/390 ØLD

Byrettens begrundelse:

Parterne har været kærester i ca. 7 år, men har ikke haft fælles bopæl i mere end ca. 4 måneder frem til, at samlivet mellem dem ophørte i august 2009.

Det lægges til grund, at F før samlivsophøret var sammen med familien herunder P næsten dagligt, og at han efter samlivsophøret fortsat har haft regelmæssigt samvær med D, samt at han kort tid efter samlivsophøret af praktiske grunde aftalte med sagsøgte, at hun skulle have forældremyndigheden over P alene.
 

Selvom samarbejdsforholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte er blevet anstrengt efter sagsøgtes udmelding om, at hun agter at flytte til Australien med P, og selvom sagsøgtes eventuelle flytning vil gøre det praktisk vanskeligt for parterne at samarbejde, er der ikke efter sagens oplysninger i øvrigt grund til at antage, at konfliktniveauet mellem parterne er så højt, at der er tungtvejende grunde, der taler for at fravige forældreansvarslovens udgangspunkt om fælles forældremyndighed.

Sagsøgerens påstand, om at forældremyndigheden over P skal være fælles, tages derfor til følge, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.

P, der nu er 4½ år gammel, har altid haft fast bopæl hos sin mor, hvor hendes ældre brødre ligeledes har bopæl, og parterne var ved samlivsophøret enige om, at P fortsat skulle have bopæl hos sin mor.
Sagsøgte må derfor anses for at være P's primære omsorgsperson, og under hensyntagen hertil samt til P's alder og køn er det bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos sin mor, idet bemærkes, at sagsøgtes beslutning om i februar 2010 at flytte til Australien for at bo sammen med en mand, som hun i et halvt års tid har skrevet sammen med over internettet, ikke i sig selv - efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger - kan føre til, at P skal have bopæl hos sin far.
 

Sagsøgtes subsidiære påstand om bopæl tages derfor til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
 

Landsrettens begrundelse:

Parterne har i det væsentlige gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden skal være fælles, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4, og at D fortsat skal have bopæl hos sin moder.
 

Kommentar:

Man må i sandhed konstatere, at det er vanskeligt at gætte sig til resultaterne på forhånd.

Flytter man fra København til Odense med et lillebitte barn, kan det være galt - men flytter man fra Danmark til Australien med et større barn, er det OK.

Det er selvfølgelig udtryk for, at afgørelser er konkrete - men det er virkeligt svært at rådgive i disse sager.

Afgørelser, hvor bopælsforælderen ikke kunne flytte

Enighed om fælles forældremyndighed men uenighed om bopæl efter Ms flytning i forlængelse af 2 årig egentlig deleordning. Bopæl hos F, TFA 2008/179 ØLD

Byrettens begrundelse 11. september 2007

Begge forældre synes velegnede til at tage sig af D.

Der har efter samlivets ophævelse i november 2005 været en deleordning, først med nogle dage hvert sted og derefter en uge ad gangen hvert sted. Der er enighed om, at barnet har fungeret godt med denne ordning. En forudsætning for en sådan ordning er, at forældrene bor så tæt på hinanden, at barnet kan passe sin institution fra begge.

Far har forklaret, at han ved boligskifte har lagt vægt på at forblive i nærheden af mor.

Det kan lægges til grund, at mor ikke har drøftet sin flytning til A med far, før det blev besluttet, og at hun også uden at have talt med ham har meldt D ud af sin institution og ind i en institution i A.

Da forældrene som anført begge findes velegnede, da der har været en velfungerende deleordning i næsten 2 år, og da det er mors flytning, som ikke er drøftet med far, der har medført problemet, finder retten, at D bør blive boende hos sin far, hvor hun også kan fortsætte i sine vante omgivelser.

Retten finder derfor, at det er bedst for D, at far tillægges forældremyndigheden.

Landsrettens begrundelse.

Landsretten finder begge forældre egnede til at varetage forældremyndigheden over D. Landsretten har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at den fælles forældremyndighed over D har fungeret godt siden parternes samlivsophævelse i november 2005. Uenigheden mellem forældrene angår alene D's bopæl. Der foreligger således ikke tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, hvorfor M og F bør fortsætte med at have fælles forældremyndighed over D, jf. forældreansvarslovens § 11.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder det oplyste om D's hidtidige opvækst og hendes nuværende placering i børnehaven, hvor hun trives, finder landsretten, at det vil være bedst for D, at hun har bopæl hos F.

Kommentar.

Det ligner en såkaldt ”status qou-afgørelse”, hvor man lægger vægt på nuværende tilstand.

Den næste afgørelse, som jeg tager med her, ligger egentlig uden for emnet, idet jeg principielt alene gennemgår regler og praksis for flytning inden for landet. Jeg tager den med som en ”det mindre i det mere-afgørelse”. Igen gengives fra Børn og Samværs hjemmesides korte version. For uddybning henvises til TFA. Det afgørende i denne sammenhæng, hvor landsretten med sætningen ” hvorved bemærkes, at det forhold, at moderen ønsker at flytte til USA med børnene, ikke i sig selv kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden til faderen” netop viser, at det er det enkelte konkrete barns forhold, der er afgørende. Godt  gået, ØL!

M ville flytte til USA, hvilket medførte en overførelsessag. Fælles forældremyndighed trods flytningen. Bopæl hos F i Danmark, TFA 2008/181 ØLD

Byrettens begrundelse 11. september 2007

Sagsøgtes beslutning om at flytte til USA ændrer børnenes forhold så markant, at der i medfør af forældremyndighedslovens § 13, stk. 1, er grundlag for på ny at tage stilling til, hvad der er bedst for børnene.

Efter samtalen med børnene er det rettens opfattelse, at børnene er tæt knyttet til hinanden, og at de begge har behov for hinandens støtte til at undvære den forælder, som de ikke skal bo sammen med - og dermed kun se med lange intervaller.

Begge børn har en tæt kontakt med begge forældre. Det er rettens opfattelse, at begge forældre vil kunne varetage alle børnenes behov, herunder deres behov for en så ofte kontakt med den forælder, som de ikke skal bo hos, som muligt.

Det er rettens opfattelse, at begge børn trives ved den dagligdag, som de har, med skole, kammerater og bedsteforældre tæt ved.

Selv om sagsøgte i børnenes tidlige barndom måtte have været den primære omsorgsperson, er det under hensyn til børnenes alder nu af betydning, at de, også på egen hånd, har en stabil kontakt til et bredere socialt netværk.

Efter en samlet vurdering er det rettens opfattelse, at det er bedst for begge børn, at de bliver i deres vante omgivelser og derved opnår den stabilitet i hverdagen, som sagsøger bedst kan sikre.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten finder efter parternes forklaringer og det i øvrigt foreliggende, at begge parter er velegnede til at varetage forældremyndigheden over D og S, der i deres opvækst har haft en nær tilknytning til begge forældre og til hinanden.

Landsretten finder derfor, at der skal være fælles forældremyndighed over børnene, jf. forældreansvarslovens § 14, hvorved bemærkes, at det forhold, at moderen ønsker at flytte til USA med børnene, ikke i sig selv kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden til faderen.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger findes det bedst for D og S, at de har bopæl hos faderen, idet de herved kan forblive i vante omgivelser og bevare stabiliteten i deres hverdag, jf. forældreansvarslovens § 17.

Landsretten ændrer dommen i overensstemmelse hermed.

Så vidt jeg kan se, er der ikke flere trykte afgørelser, hvor indenlandsk flytning har været et kernepunkt.

F fik bopælsretten over P, der på domstidspunktet i landsretten var 5 år og 10 måneder, da M for et år siden var flyttet til Herning fra Sjælland og efter at have haft midlertidig forældremyndighed fastsat af statsforvaltningen i et år, utrykt ØLD af 7. november 2008, 21. afd.

Forældrene havde boet sammen nogle år og var gået fra hinanden 2006, hvor P var 3 år. P boede i starten hos M og så F begrænset. F havde flere fritidsjobs, som dengang påvirkede samværets omfang. For at sikre F mere samvær foreslog M en egentlig ligedelingsordning, der havde været praktiseret nogen tid.

I efteråret 2007 besluttede M at flytte fra København til Herning til en ny kæreste. Hun havde fået at vide i statsforvaltningen, at hun kunne tage P og dennes 10-årige halvbror med, fordi bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo.

Under et møde i oktober 2007 i statsforvaltningen besluttede denne at tildele F midlertidig bopæl. Parterne forsøgte efterfølgende retsmægling uden held.

Dommeren gennemførte sammen med en børnesagkyndig en samtale med P: P gav udtryk for, at hun er glad for begge forældre og sin halvbror, og at hun ikke havde nogen præference i forhold til forældrene, samt at hun gerne vil bo hos dem begge. (Det er hørt 1000 gange før).

Byrettens dom af 17. juli 2008 havde følgende begrundelse:

Der er enighed mellem forældrene om fortsat fælles forældremyndighed, og det må lægges til grund, at P i en længere periode indtil efteråret 2007 havde boet på skift hos parterne en uge ad gangen. Denne sag er foranlediget af, at M i efteråret 2007 flyttede til Jylland, hvorfor deleordningen ikke længere kunne praktiseres, og P har siden da boet hos F i h.t. en afgørelse om, at P midlertidigt skulle have bopæl hos F.

Under børnesamtalen fremtrådte P som tryg i kontakten, og der er efter børnesamtalen ikke grundlag for at antage, at P har nogen præference i forhold til forældrene. Det må videre lægges til grund, at begge forældre er velegnede til at varetage den daglige omsorg for P.

Efter en samlet vurdering af sagen, herunder parternes forklaringer, og det forhold, at F bor i det område, hvor P hidtil er vokset op, finder retten, at det vil være bedst for P, at hun har bopæl hos F.

P skal derfor have bopæl hos F, jf. § 17 i forældreansvarsloven.

Parterne har i landsretten som forventeligt forklaret forskelligt, idet M giver udtryk for, at P savner hende og broderen og ikke forstår, hvad der er sket. F giver heroverfor udtryk for, at P er velfungerende og trives.

Landsrettens begrundelse:

Landsretten har ikke fundet anledning til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.

Begge parter findes velegnede som bopælsforældre. Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at P skal have bopæl hos F.

Kommentar:

Jeg førte sagen for M i landsretten men ikke i byretten.

Sagen er en retspolitisk katastrofe.

Det er mit indtryk, at det ville være bedst for P at bo hos M. Jeg fremhæver det på den måde, fordi man som advokat for en part typisk farves af kundens syn og fortælling.

Det er imidlertid et faktum, at sagen har kørt i mere end et år, efter at statsforvaltningen fastsatte den midlertidige ordning. Ligeledes er det et faktum, at parterne efterlevede lovens intentioner om at forsøge at snakke sig til en løsning via retsmægling, og at tiden trak ud, uden at der skete andet end netop det, at tiden trak ud.

Retsformanden i landsretten kommenterede efter partsafhøringen og inden proceduren, at det ”jo er en bevisanke”, hvilket i sig selv grænser til en fornærmelse. Parterne kan ikke SELV føre beviser, og retten forlader sig på relativt intetsigende forklaringer samt en mindst lige så intetsigende børnesagkyndig samtale, som er omkring et halvt år gammel.

Helt grotesk blev tingene sat i relief i landsretten af, at Fs advokat i sin procedure begyndte som et slags sagkyndigt vidne at henvise til sine egne erfaringer med halvstore børn og deres tilknytning til kammerater og skole, hvorefter jeg i ren provokation forsøgte at berette om egen fortid som ”flyttebarn” og 50 års skolestartsjubilæum. Tilbage var så kun i det groteske, at landsdommerne bagefter kunne udveksle deres erfaringer med børn og børnebørn.

Sagens konkrete P fik efter min opfattelse ikke en konkret chance for en lige så konkret vurdering. Landsretten afviste, som det ses, min anmodning om børnesagkyndig undersøgelse.

Afgørelsen er med andre ord en ren status quo afgørelse, hvor den reelle magt placeres hos Statsforvaltningen.

Man skal sagt ligeud passe utrolig meget på, når man agter at flytte.

Pige på 2 år og 5 måneder skal bo hos F, fordi M vil flytte fra Frederiksberg til Odense, TFA 2009/475 ØLD

Forældrene var separerede i februar 2008, hvor de flyttede fra hinanden. M blev boende i lejligheden, der var sat til salg. F flyttede ikke så langt væk.

I forbindelse med separationen og sagsøgerens vurdering af sine fremtidsforhold, ønskede hun at flytte til Odense, hvorfra hun stammer. 

Den pågældende flytning er varslet på normal vis over for Ps, der reagerede med et krav om, at han skal være bopælsforælder. Statsforvaltningen Hovedstaden har ved afgørelse af 2. september 2008 tillagt midlertidig forældremyndighed til faren.

Afgørelsen er begrundet med, at man på den måde etablerer status quo, indtil Retten har taget stilling til, hvor barnet skal bo.

Byrettens begrundelse:

Indledningsvis bemærkes, at retten ikke finder grundlag for foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse i sagen.

Det må lægges til grund, at begge forældre har været vigtige omsorgspersoner for P, der er knyttet til dem begge, og som efter samlivsophævelsen i januar 2008 har været næsten lige så meget hos F som hos M.

Begge parter findes at være velegnede til at have bopælsretten over P og til derved at sikre hende en tryg og harmonisk opvækst.

Under disse omstændigheder lægger retten vægt på, at P, såfremt bopælsretten tillægges M, i forbindelse med Ms flytning til Odense, vil blive fjernet fra sine hidtidige omgivelser, herunder fra dagplejen, hvor hun trives. Retten finder derfor, at det vil være bedst for P, at bopælsretten tillægges faderen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med følgende begrundelse:

Der er efter de foreliggende oplysninger om P og om parterne ikke grundlag for at iværksætte børnesagkyndig undersøgelse, hvorfor Ms anmodning herom ikke tages til følge.

Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, der er anført af byretten, at det vil være bedst for P, at bopælsretten tillægges F. Den omstændighed, at P under alle omstændigheder står over for et institutionsskift, kan ikke føre til andet resultat.

Kommentar.

Læg mærke til, at barnets perspektiv ganske enkelt ikke er inddraget – ej heller af domstolene f. eks. gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

Fælles forældremyndighed over 8 årig D med bopæl hos M, selv om M var flyttet 9 gange inden for en kort årrække, Retten i Nykøbing F den 30. juni 2009, utrykt

Sagen er den samme, som er beskrevet i http://www.boernogsamvaer.dk/afgorelser/foraeldremyndighed/foraeldremyndighed%202008/fam-styr-18-11-2008.htm, hvortil der henvises med hensyn til faktum.

Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse under retssagen.

Byrettens begrundelse:

Der findes efter sagens oplysninger ikke at være så svære samarbejdsproblemer eller konflikter mellem parterne, at det foreligger tungtvejende grunde, der af hensyn til barnet taler for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Parternes principale påstande tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at D er faldet godt til i sin nye skole, ligesom han giver udtryk for helst at ville bo hos sin mor. Den børnesagkyndige undersøgelse anbefaler, at D bliver boende hos sin mor, som han har boet hos i Nykøbing F siden 15. september 2008. Det fremgår samtidig, at anbefalingen er afgivet under den forudsætning, at M bliver boende i det samme boligområde.

Under disse omstændigheder og med denne forudsætning findes det bedst for barnet, at han fortsat har bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1. Ms påstand herom tages derfor til følge.

Henset til afstanden mellem Fs bopæl og Ds skole og under henvisning til den børnesagkyndige undersøgelse findes det bedst for D, at samværet strækker sig fra fredag efter skole til søndag aften kl. 19. Efter parternes påstande er der ikke anledning til i øvrigt at tage stilling til samværet.

Kommentar:

Børnesager skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, og barnets perspektiv og synspunkter skal inddrages.

Det er vanskeligt – også med inside kendskab til sagen – at anfægte Ms forældreevne.

Denne hjemmesides formål med afgørelserne er først og fremmest at forsøge at beskrive sagerne og at påpege ting, som kan virke problematiske.

Forældreansvarsloven har som et af sine fremmeste formål at få folk til at samarbejde og handle ansvarligt og fornuftigt.

Generelt er det et grundkrav til et retssamfund, at man nogenlunde kan forudse en retssags resultat, når man kender sagens omstændigheder.

Jeg bliver derfor frustreret, når ansvarlige handlinger ikke belønnes af systemet.

Denne sags problemstilling kan koges ned til følgende:

Retssag for et år siden afsluttedes med en aftale om ligedeling og formel bopæl hos M under forudsætning af, at hun ikke blev ved med at flytte.

To måneder efter vælger hun at flytte og varsler.

Lovens hovedregel er, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. Derfor skulle hun jo kunne flytte. I mange statsforvaltninger bestemmer de imidlertid, at barnet midlertidigt skal blive boende for at bevare status quo under retssagen. Det gør de som udgangspunkt i København.

I Statsforvaltningen Sjælland gør de ikke. Denne sag hørte derunder.

Når så M er flyttet, og tiden er gået ”godt”, vil det ofte være bedst for barnet, at det ikke skal flytte tilbage igen.

I virkeligheden kan jeg som rådgiver i denne sammenhæng leve med, hvad det skal være. Bare jeg ved, hvad jeg skal råde til.

Det konkrete barn lider jo ikke, og det vil sikkert være næsten lige godt for barnet, hvor han end bor.

I mit univers er Ms flytteadfærd ikke i orden – og slet ikke, når der er tilkendegivet forudsætninger om det modsatte.

Derfor er det min opfattelse så nøgternt som man nu kan bedømme det, at den første afgørelse om midlertidig forældremyndighed ikke var i orden, men at den sidste godt kan være OK.

Flytteproblematik. 5 årig Ps bopæl flyttet til F, TFA 2010 52/VLD

Problematik:

Samlivsophævelse i 2007. M fik bopæl dengang. De boede i nærheden af F i Jylland. M fik kæreste og jobmulighed på Sjælland.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at A er tættest knyttet til sagsøgte M. Retten har lagt vægt på forældrenes fordeling af barselsorloven og deres arbejdssituation i barnets første år, på at A siden slutningen af 2007 har haft bopæl hos sagsøgte, og på at samværet har været tilrettelagt således, at A har været hos sagsøgeren F 5 ud af 14 dage.

Under henvisning hertil samt til barnets alder må det anses for bedst for barnet, at hun fortsat skal have bopæl hos M, uanset at dette vil medføre, at hun sammen med M skal flytte til Sjælland.

Sagsøgtes påstand tages derfor til følge.

Landsrettens begrundelse:

Annette Dellgren og Dorte Thyrring udtaler:

A er født og opvokset i C og har hele tiden boet i det hus, som F nu bor i, og der er enighed om, at A er velfungerende.

Herefter og efter oplysningerne om parternes forhold i øvrigt, finder vi det bedst for A, at hun får bopæl hos F.

Vi stemmer derfor for at tage F's påstand til følge.

Lars E. Andersen udtaler:

Som anført af byretten har A siden slutningen af 2007 haft bopæl hos M, og samværet har været tilrettelagt således, at A har været hos M 9 ud af 14 dage.

Herefter og efter bevisførelsen i øvrigt finder jeg, at det er bedst for A, at hun fortsat skal have bopæl hos M.

Jeg stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og landsretten tager derfor F's påstand til følge.

Kommentar:

Endnu en afgørelse, der fremmer tendensen mod at bestemme, at forældre ikke kan flytte med barnet.

Afgørelsen er med dissens, som det ses. Det er meget sjældent, at domme i disse sager afgøres af to dommere mod en, hvilket egentlig er meget tankevækkende og faktisk også forunderlligt.

Det er en yderst bekymrende udvikling, som politikerne bør forholde sig til ved revision af loven. Det har med sikkerhed ikke været tanken med bestemmelserne, når man ser lovens opbygning.

M ville flytte til Møn fra Nordsjælland. 10 årig D og 7 årig P skulle så bo hos F, TFA 2010/91 ØLD

Byrettens begrundelse:

Børnene er velfungerende og trives under de nuværende gode forhold med bopæl hos mor i »Nordsjælland«, skolegang, sport og kammerater i nærmiljøet og samvær i en 5/9-ordning med far, der bor mindre end 500 meter fra mor. Børnene er nært knyttet til begge forældre, og den gode mulighed for tæt, jævnlig og fleksibel kontakt med begge forældre bliver forstyrret, når mor flytter til Møn. Flytningen tilgodeser ikke noget behov hos børnene.

Isoleret set finder retten, at det vil være bedst for A, der er næsten 10 år gammel og skal i 4. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos far, således at A kan forblive i nærmiljøet med skole, venner, fritidsaktiviteter med videre, som har været uændret i de sidste 6 år.

Omvendt finder retten isoleret set, at det vil være bedst for B, der er 6½ år og skal i 1. klasse efter sommerferien, hvis børnene får bopæl hos mor, således at B kan bevare sin primære base hos mor, som hun har boet hos siden parternes samlivsophævelse i 2005, og som også var den primære omsorgsperson for børnene under parternes samliv.

Børnene er knyttet til hinanden, og begge forældre har givet udtryk for, at børnene skal forblive sammen. Derfor finder retten - trods børnenes modsatrettede behov - at det er bedst for dem, at de bor sammen.
Efter en samlet vurdering af børnenes og forældrenes forhold og efter en afvejning af hver af forældrenes muligheder for i fremtiden bedst at sikre stabiliteten omkring børnenes opvækst, findes det bedst for børnene, at de bevarer bopæl hos mor. Mors flytning belaster begge børn, men retten finder, at det vil medføre en større belastning for B at miste mor som den primære voksenkontakt, end det vil belaste A at foretage et miljøskifte. I vurderingen er det tillige tillagt en vis betydning, at far har meget skæve arbejdstider, der vil indebære, at selv om hans vagter kan lægges optimalt, vil der være henholdsvis en og to dage om ugen, hvor børnene skal vækkes og følges i skole af en nabo eller anden person i fars netværk, der ikke i det daglige bor sammen med børnene.

Landsrettens begrundelse:

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder parternes forklaringer, samtalerne med A og B i byretten og landsretten samt henset til, at forældrene er enige om, at børnene bør forblive sammen, findes det bedst for dem, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 5, at de har bopæl hos deres far, F, hvorved de kan forblive i deres vante miljø.

Afsluttende konklusion.

Følges selve lovteksten, kan en bopælsforælder bestemme, hvor i landet barnet skal bo.

Loven indeholder nogle forestillinger om, at man i flyttesituationer skal kunne "forhandle" sig til gode løsninger.

Loven forudsætter, at sagerne behandles hurtigt, så man kan få truffet en afgørelse på et grundigt grundlag med afgørende fokus på, hvad der er bedst for barnet.

Sådan er det imidlertid ikke!

I al fald Statsforvaltningen Hovedstaden tildeler næsten automatisk midlertidig bopæl til den af forældrene, der ikke flytter.

Sagsbehandlingen ved domstolene kan sagtens trækkes ud i op mod et år - og så slår status quo let igennem.

Argumenter, der er meget almindelige i disse sager - og som virker:

• barnet skal blive det sted, hvor det hidtil er "vokset op".

        Det argument virker tilsyneladende helt fra børnene er helt små. Jeg har hørt det anvendt om 1½-2-årige

• barnet har knyttet sig til kammeraterne fra vuggestuen eller børnehaven

        Jo - det ER rigtigt, at sådanne argumenter bruges - og virker.

        I det hele taget fylder "børne-netværk" meget i det spil. Man synes helt at se bort fra, at skilsmissebørn udover vuggestue, børnehave

        og skole påduttes et stadig stigende antal papsøskende, som ofte skiftes med betydelig hyppighed.

• hvis den ene forælder bor i "barndomshjemmet" er intet øje tørt

• med tæt på deleordning - f. eks. 8-6 ordning refereres til "hidtidig kontakt" til den anden forælder, også selv om skilsmissen er under et år gammel 
   

• ønsket om flytning er "chikane" over for den anden forælder

Argumenter, som burde virke - men som har (for) begrænset gennemslagskraft

• lovens ordlyd om bopælsforælderens beslutningskompetence (tilsidesættes faktisk næsten konsekvent)
   

• hvad er bedst for det konkrete barn
   

• hvem er barnet konkret tættest knyttet til
   

Viggo Bækgaard,

den  25. July 2010