Brevkasse i Børn og Samvær nr. 2/2008 p. 20

Spørgsmål:

For 4 år siden fik jeg forældremyndigheden over vores søn i en retssag. Han var dengang knap et år gammel. Faren og jeg bor meget tæt på hinanden. Nu kræver

han at få fælles forældremyndighed efter den nye lov.

Jeg ringede og snakkede med dig om det for en måned siden. Dengang fortalte jeg dig, at vi sådan set har haft et udmærket samarbejde, men at det er min opfattelse, at det nok netop er gået godt, fordi jeg har forældremyndigheden. Vi har ikke haft nogen formaliseret samværsaftale eller resolution, men faren har haft sønnen ca. hver anden weekend.

Dengang forklarede du mig, at hovedregelen nu er, at man skal have fælles forældremyndighed, og at der skal "tungtvejende grunde" til at forhindre det. Du sagde til mig, at jeg godt bør kunne gå med til fælles forældremyndighed, men du foreslog også at stille som betingelse, at der så blev indgået en formaliseret samværsaftale med en præcisering af, hvem der er bopælsforældre.

Nu har vi været i statsforvaltningen, hvor jeg har stillet det krav. Her har man sagt, at det er en falsk tryghed, fordi det altid kan ændres af retten. De synes vist, at jeg "bare" skal gå med til, at han får forældremyndigheden og så i øvrigt fortsætter som hidtil. Nu er jeg helt forvirret. Hvad skal jeg gøre?

Svar:

Jeg synes, at det er et lidt sjovt svar, du har fået i statsforvaltningen. Det synspunkt, der ligger bag det råd, jeg oprindelig gav dig, er, at det selvfølgelig er vigtigt, at forældrene samarbejder.

Forældreansvarsloven bygger på det princip. Hvis man ingen aftaler har, der f. eks. præciserer, at en samværsaftale kan fuldbyrdes i fogedretten, kan man godt

komme i en situation, hvor det er "den stærkes magt", der pludselig kommer til at råde. Det samme gælder, hvis ikke man har aftalt, hvor barnet skal bo.

Det er helt rigtigt, at det er retten, der kan træffe afgørelse af, hvor et barn skal bo. Sådan er det efter loven, og det kan man selvfølgelig ikke aftale sig ud

af. Man må huske, at ALLE afgørelser vedrørende børn, skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

På samme måde kan en aftale om samvær ændres af statsforvaltningen i princippet efter samme retningslinjer.

Man kan aldrig skabe 100% tryghed i sager omkring børn.

Jeg kan illustrere forskellen på denne måde: Hvis du "bare" giver ham forældremyndighed uden nogen supplerende aftale, vil han i al fald i princippet pludselig kunne holde dit barn hjemme hos sig, fordi han pludselig synes, at det er en god ide. I så fald skal du til at henvende dig i statsforvaltningen for evt. at få midlertidig forældremyndighed. Det tager mindst et par måneder.

Under en efterfølgende forældremyndighedssag - eller bopælssag - kan retten så vurdere, hvor barnet skal bo. Du kan ikke gå i fogedretten for at få barnet udleveret, før der er en afgørelse om det i form af enten en midlertidig forældremyndighedsafgørelse i statsforvaltningen eller en bopælsafgørelse i retten.

Hvis du giver ham forældremyndigheden og får fastsat samvær i overensstemmelse med de principper, som I måtte være enige om, er det lige så godt som mit forslag.

Men sådan en samværsafgørelse kan også ændres, hvis forholdene væsentligt forandrer sig. En samværsresolution kan selvfølgelig fuldbyrdes i fogedretten.

Min model indebærer, at I træffer en aftale, som I underskriver. Jeg har lavet en samværsaftale, som man kan bruge, og som du kan finde på Børn og Samværs

hjemmeside. Den er også god at bruge som en huskeliste. Den indeholder dels en bestemmelse om, at den kan fuldbyrdes af fogedretten, hvilket det er muligt at aftale.

Derudover indeholder den en bestemmelse, der ligner bestemmelsen om "det skærpede ændringskriterium" i forældreansvarslovens § 39. Om bestemmelsen har fuldstændig samme styrke som en afgørelse, kan være usikker, fordi en afgørelse trods alt bygger på en sagsbehandling og diverse notater. Men man kan jo få statsforvaltningen til at lave en resolution om det, man er enige om. En sådan vil være omfattet af §39. Så mit retoriske spørgsmål er, hvorfor der skulle være forskel på de to situationer.

Sammenfattende er det min opfattelse, at "min model" er rigtig god. Den sparer statsforvaltningerne for en masse arbejde, som de passende kan bruge på de tunge sager. Hvis man kan indgå en aftale selv, er det næsten det ultimative eksempel på, at man kan samarbejde i lovens ånd.

Med venlig hilsen

Viggo Bækgaard