Anonym historie i Børn og Samvær nr. 2/2008 p. 16

Til foreningen børn og samvær

 Jeg har siddet og "hoppet" lidt rundt på forskellige hjemmesider om forældremyndighed og samvær for, at finde nogle informationer der kan hjælpe mig i min sag. Så stødte jeg på jeres hjemmeside, hvor jeg læste de historier andre har skrevet. Det måtte jeg prøve. Jeg har bestemt brug for at komme af med mine "aggressioner"!

Jeg har to skønne piger på 9 og 11 år. Jeg blev skilt fra deres far for 9 år siden pga. psykisk vold. Min yngste datter var 8 måneder gammel og det var sundhedsplejersken, som står som en "helgen" for mig den dag i dag, der gav mig det sidste los i måsen for at komme væk fra pigernes far. Havde hun ikke hjulpet mig, tør jeg ikke tænke tanken til ende om, hvor jeg ville være den dag i dag.

Den psykiske vold stoppede ikke ved skilsmissen, tværtimod blev den intensiveret. Trusler, chikane og verbale overfald blev hverdagsmad gennem flere år. Vi startede med fælles forældremyndighed, men i 2001 fik jeg enemyndigheden gennem retten. Det har jeg så haft indtil i går! Den berømte forældreansvarslov trådte jo i kraft pr. 1/10-07!!!

Nå, men pigernes far og jeg var til møde i statsforvaltningen i går, på foranledning af hans ansøgning om fælles forældremyndighed.

Mange havde på forhånd sagt til mig, at der ikke var noget at være nervøs for. Som vores situation har set ud gennem mange år, kunne der umuligt blive fælles forældremyndighed. Naivt af mig! Det kunne der skam! Jeg følte fra starten af mødet af, at beslutningen var taget på forhånd. Jeg følte kun vi var der, fordi det nu engang står i lovgivningen af begge parter skal indkaldes til vejledende møde.

Måske er jeg naiv, men jeg havde den opfattelse, at et vejledende møde ikke nødvendigvis betød, at beslutningen skulle tages på mødet. Og jeg havde jo alle mine fine argumenter, papirer fra læger, psykologer og kommunen, som bevis for hvor alvorligt problemet er med samvær osv. Men der kunne jeg godt tro om igen, viste det sig!

Lige meget hvor mange argumenter jeg kom med blev det af sagsbehandleren affærdiget med, at der skulle meget tungsvejende grunde, såsom incest, vold, alkohol o. lign. til, for at der ikke kunne blive fælles forældremyndighed. Manglende samarbejde, højt konfliktniveau osv. kunne skam ikke ændre på sagen! Jamen jeg har jo aldrig kunne bare bytte en weekend med ham, uden det måtte igennem statsforvaltningen og vende. Jeg fik altid et beskidt svar af ham, når jeg henvendte mig til ham.

Han har truet mig via sms eller telefonsamtaler, dog aldrig ansigt til ansigt! Aldrig direkte trusler, men såsom "vi vil gerne tale med dig" og "vi kommer lige forbi"! Politiet opfatter det som trusler, for som en betjent sagde til mig engang: "hvem er vi, og hvad vil de tale med dig om, og hvorfor kommer de lige forbi". Han har pr sms kaldt mig møgso, løgner, dårlig mor og syg i hovedet! På pigernes telefonsvarer indtalt beskeder om, at deres mor er en forbandet so og at han har anmeldt mig til politiet, at jeg lyver osv.

Sommeren 2006 kørte han "forbi" huset på sin motorcykel hver dag, flere gange om dagen. Det stod på næsten 2 måneder. Dertil skal siges at jeg bor for enden af en lukket vej! Pigerne turde ikke gå uden for en dør til sidst, uden jeg var med. Flere gange holdte han lige uden for mit køkkenvindue, siddende på sin motorcykel og røg en smøg. Eller flere morgener i træk holdte han på skolens p-plads, når jeg afleverede børn. Forfulgte mig i sin bil hele vejen hjem fra skolen, når jeg hentede børn (hvor børnene er med!). Kørte jeg en anden vej, skulle han nok hurtigt finde mig og fortsætte sin forfølgelse. Lige indtil en dag jeg fortsatte hele vejen ud til politistationen!!!

Hvordan har statsforvaltningen tænkt sig, at jeg skal kunne samarbejde med ham om noget som helst. Han gør som han vil, alt andet er sabotering fra min side, mener han. Fortæller jeg til nogen, hvad han har sagt, drejer han det rundt til egen fordel, ler hånligt og siger jeg er fuld af løgn. I går sad jeg til mødet og viste nogle sms han havde sendt til mig, efter at han havde påstået at han aldrig havde skrevet sådan og sådan. Han ignorerede det og fortsatte sin samtale, skiftede hurtigt emne og snakkede sagsbehandleren efter munden.

Jeg var i choktilstand, da jeg gik derfra. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, ydmyget og dybt frustreret. På et møde i statsforvaltningen i februar, besluttede sagsbehandleren (vel og mærke en anden sagsbehandler - vi har nu haft 3 forskellige indenfor de seneste 3 år) at samværet skulle stoppes midlertidigt pga. pigernes voldsomme modvilje mod samvær. På daværende tidspunkt kontaktede jeg dem for at få samværet nedsat, men sagsbehandleren var af den mening, at pigerne skulle have noget ro. Der har ikke været samvær siden slutningen af oktober 2007. Pigerne udviser psykosomatiske symptomer i forbindelse med samvær, såsom mavepine, voldsom kvalme, opkastninger, hovedpine og angst , har en børnelæge skrevet til kommunen. Det papir har statsforvaltningen også fået.

I 3 måneder i 2004 hentede han ikke pigerne. De ventede en fredag aften, men han kom aldrig. Ofte er samvær blevet aflyst pr. sms, så det var mig der skulle overbringe beskeden til pigerne, som regel når han var blevet vred på mig over et eller andet. Dengang var det pas! I foråret 2004 spurgte han mig, om jeg ville underskrive et stykke papir, så kan kunne få pigerne indført i sit pas. Jeg sagde, at han bare skulle komme med papiret. Først i september lå papiret pludselig i min postkasse. Da havde jeg jo hørt i nyheder osv. at børn nu skulle have deres eget pas. Jeg ringede for en sikkerheds skyld til paskontoret, som bekræftede det. Jeg sendte papiret tilbage til ham, med en lille besked om, at pigerne ikke længere kunne stå i forældrenes pas. Så brød helvede løs. Han ringede, skældte mig ud, kaldte mig løgnhals og jeg ville igen saboterer alt. Jeg fortæller ham, at paskontoret havde bekræftet det. Det var fandme løgn. Han havde også lige talt med dem og han havde fået en anden besked. Jeg lagde røret på. Pigerne hørte først fra ham igen i december. På møde i statsforvaltningen dengang begrundede han det med vrede mod mig!!!

Siden da har pigerne følt sig svigtet og manipuleret med af deres far. Samværene har kørt elendigt. Også jeg har stået i situationer med skrigende, sparkende, slående børn, når han hentede dem - som en anden mor også har skrevet. Også mine børn har holdt fast i dørkarme, trappegelænder, dørhåndtag o. lign. for at slippe for at blive båret ud. De blev holdt fast, mens de skreg, mens han spændte selen. Også jeg mente dengang, som den anden mor har skrevet, at de bare skulle lære deres far bedre at kende. Så gik det hele nok. Oversamarbejde jeg den dag i dag hader mig selv for.

Fra november 2005 til september 2006 udeblev pigernes far igen fra deres liv. Pludselig blev jeg indkaldt i fogedretten. Han havde kontaktet dem "for at få hjælp til at se mine børn", som han skrev. Han beskyldte mig for, at smække døren i hovedet på ham, når han kom. Fogedretten mente dog lige, at sagen skulle undersøges nærmere. Så lang tid med de problemer uden han havde gjort noget, mente de da godt nok lige var i overkanten. Pigerne blev indkaldt til samtale hos psykolog, hvor det så kom frem, at de havde været låst inde i flere timer, når de var på samvær, fordi far ikke lige gad dem. De fortalte at de altid blev skældt ud, han råbte dem ind i hovedet. De skulle hele tiden passe på med ikke at vække hans vrede.

Fogedretten iværksatte overvåget samvær til yderlig undersøgelse. 2 timer hver anden lørdag i et børne- unge center. Overvågningsrapporten konkluderede at pigerne var meget tilbageholdende overfor deres far, utrygge med ham og at især den ældste skulle have støtte i samværet med sin far. Det ignorerede statsforvaltningen dog, og satte samværet igang igen. Pigerne er flere gange indkaldt til samtaler med psykologer, der hver gang konkluderer at deres far ikke er i stand til at give et givende samvær og at pigerne virker utrygge med at skulle se far igen. Lige meget hjælper det.

 Statsforvaltningerne skal forvalte en lovgivning, hvor der i konfliktsager skal skønnes. Dvs. hver sag skal behandles individuelt og konkret. Min opfattelse er, at det primært er forældrerettighederne der styrer skønnet og ikke hensyn til barnets tarv. Resultatet er efter min mening, at myndighederne utilsigtet bidrager til øgning af konfliktniveauet, ofte i situationer, hvor barnet først og fremmest har behov for ro. Jeg mener heller ikke de er "gearet" til sådanne sager.

 Jeg har talt med en jurist i Familiestyrelsen, som mente at man ikke kunne trække grænsen så hårdt op, som jeg hørte det i går på mødet. Skrev jeg ikke under nu og her på fælles forældremyndighed, sendte hun sagen videre til retten. Sansynligheden for at de dømte fælles forældremyndighed var stor. Pigerne blev indkaldt til at give deres mening i retten også. Jeg synes ikke, jeg kan udsætte mine piger for det, så jeg skrev under. Jeg følte bare, jeg gjorde det med armen vredet om på ryggen. Jeg blev ikke lyttet til, og jeg var i chok.

Jeg fik også at vide på mødet i går, at samarbejdsevne, konflikt o.lign. ikke var tungtvejende grunde nok til, at det ikke

kunne blive fælles forældremyndighed. Juristen fortæller mig, at det er det. Hvis pigerne nægter samvær, konflikten er høj og samarbejdsevnen lige nul, så er det ikke logik. Statsforvaltningerne skal undersøge den konkrete sag i sådanne tilfælde og tage det med i overvejelserne. Men nu ved jeg da, hvad jeg skal bruge de næste dage på. Anke sagen i Familiestyrelsen!

Mine piger har reageret voldsomt. De har græd, bandet deres far ned i helvede - og ikke mindst klager over mavepine, kvalme osv. Den yngste kastede op i går af ren nervøsitet.

Hvor meget skal mine piger pines og plages før der kommer en slutning på det her? Hvor ligger barnes tarv henne i denne sag? Er faderens rettigheder vigtigere end børnenes ve og vel? Skal der været samvær for enhver pris, fordi faderen nu engang har ret til det?

Det er mit ansvar som forælder, at sørge for at mine børn ikke lider overlast. At jeg en dag kan sende dem ud i livet robuste og med en sund livskvalitet og livsholdning til at føre vores arv videre. Men hvordan skal jeg kunne det, når jeg af myndighederne bliver modarbejdet hele tiden og sat i bås med de mødre der virkelig med vilje saboterer samvær, og sætter børnene til at lyve om faderen. Det ved jeg at det er tilfældet. Jeg har selv familie, hvor børnene bor hos far, fordi det nu er det bedste for dem. Men der findes altså mødre der har en reel hensigt med vores mange henvendelser til myndigheder og som virkelig må kæmpe for vores børns ve og vel. Det er der mange mennesker der glemmer. At det nu ikke altid er mødrene der er problemet!

Til slut:

Hvor er det dejligt at have et sted, hvor man kan slippe sine frustrationer ud, når man ikke kan få lov til at hjælpe sine børn og give dem et godt liv, bare fordi nogle politikere ikke har fingeren på pulsen! Tak for det.

Venlig hilsen

"Den frustrerede mor"