10 årig D og 8-årig P skulle have bopæl hos F med 7/7-ordning. Uenighed om oprindeligt og fortsat skolevalg, ØLD af 3. marts 2011. TFA 2011/319 ØLD

Forældrene var gået fra hinanden i 2003. De boede oprindeligt i X-by. Børnene begyndte på privatskole hovedsageligt efter Fs ønske. Skolen ligger ca. 10 km nord for den by, hvor de oprindeligt begge boede, og hvor nu F bor.

M flyttede senere til Y-by, der ligger ca. 20 km syd for X-by. Der er ikke busforbindelse mellem Y-by og skolen. Logistikken fungerede dårligt for M. F ville ikke være med til skoleskift.

M anlagde sag for at få ændret forældremyndigheden, så børnene kunne skifte skole.

Dommeren havde en samtale med børnene, der ikke blev refereret grundet børnenes påvirkning af sagen. Børnene udtrykte, at de ikke ønskede skoleskift eller ændring i deleordning.

Byrettens begrundelse:

Efter oplysningerne i sagen lægger retten til grund, at begge forældre er velegnede til at haved den fulde forældremyndighed over børnene og bopælen for begge børn. Afgørelsen om forældremyndighed og bopæl skal herefter træffes efter, hvad der er bedst for børnene, jf. forældreansvarslovens § 11, § 17 og § 4.

Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at parterne har haft en deleordning siden 2005 bortset fra en prøveperiode på 6 måneder fra den 20. august 2009, hvor de har haft en 7/7-ordning med D og en ordning med P, hvorefter hun har været 6 dage hos F og 8 dage hos M.

Efter de afgivne forklaringer, notatet fra statsforvaltningens børnesagkyndiges samtale med børnene og de samtaler, som retten og den børnesagkyndige har haft med børnene lægges det til grund, at det vil være bedst for D, at han er lige meget hos begge forældre, og at det vil være bedre for P, hvis hun får mere tid sammen med sin mor.

Efter de afgivne forklaringer og det i øvrigt oplyste finder retten ikke, at der foreligger forhold, der kan føre til, at den fælles forældremyndighed kan ophæves. Den fæleses forældremyndighed skal herefter fortsætte.

Med hensyn til børnenes bopælsforhold lægges det til grund, at retten ikke uden ændring af Ds bopæl kan bestemme, at hun skal være længere tid hos sin mor end hos sin far, jfr. Forældreansvarslovens § 21, stk. 2. Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund, at det vil være bedst for begge børnene, hvis de ikke har bopæl hos den samme. Retten bestemmer herefter, at børnene skal bytte bopæl, så P får bopæl hos sin mor, og D får bopæl hos sin far.

Med hensyn til Ds samvær med sin mor skal det eksisterende samvær i en 7/7-ordning uden ændringer.

Med hensyn til F fastsættes hendes samvær med sin far til det samme samvær, som det parterne aftalte den 9. juli 2009. P skal således bo hos sin far fra torsdag i lige uger til tirsdag i ulige uger, første gang den 7. oktober 2010.

Landsrettens begrundelse

Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at parterne i enighed indmeldte børnene på * (friskole), at børnene har gået på denne skole i henholdsvis 1½ og 3½ år, at begge børn trives på og er glade for skolen, og at der ikke er oplysninger i sagen, som godtgør, at skolens faglige niveau er uforsvarligt.

Landsretten lægger endvidere til grund, at M nu oplever – blandt andet på grund af skolebuskørslen fra (hendes hjemby) til skolen – at det for hende og børnene er ubelejligt og uhensigtsmæssigt, at børnene er tilmeldt (friskolen). F ønsker, at børnene skal fortsætte deres skolegang på (friskolen).

Af forarbejderne til forældreansvarsloven (L 133, Folketingsåret 2006-07, II samling) fremgår af Familie- og Forbrugerministerens besvarelse af 2. april 2007 af spørgsmål 19 til retsudvalget blandt andet følgende:

”Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, medfører bestemmelsens stk. 1 og lovforslagets § 11 en ny tilgang til begrebet fælles forældremyndighed, hvor det ikke længere kræves, at forældrene er enige om samtlige spørgsmål vedrørende barnet.

Uenighed om væsentlige forhold vedrørende barnet, såsom f. eks. skolevalg, vil således som udgangspunkt ikke kunne føre til en ophævelse af den fælles forældremyndighed.

Det centrale i forhold til ophævelse af den fælles forældremyndighed er, om forældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en måde, så det ikke går ud over barnet.

Det er min opfattelse, at forældrenes uenighed i første omgang løses ved, at forældrene ved rådgivning eller konfliktmægling i statsforvaltningen forsøger at løse op for deres konflikt.

I de situationer, hvor forældrenes uenighed ikke kun handler om barnets indmeldelse i skole eller lignende, men har antaget et større omfang, må retten – hvis forældrene ikke kan opnå enighed i statsforvaltningen – ved en eventuel sag om ophævelse af forældremyndigheden -  vurdere, om samarbejdsvanskelighederne er så store, at de risikerer at gå ud over barnet. …”

Et skoleskift for børnene må således forudsætte, at forældrene er enige herom, jf. forældreansvarslovens § 3, eller at der er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, således at den ene forælder kan træffe bestemmelse om skolevalget.

Da eventuelle uhensigtsmæssigheder i forbindelse med transport til børnenes skole ikke i sig selv kan begrunde en ophævelse af den fælles forældremyndighed, og da der ikke i øvrigt er oplysninger i sagen, som med vægt taler herfor, stadfæster landsrettens byrettens afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed.

Efter en samlet vurdering af parternes forhold , herunder særligt at faderen vurderes bedst at kunne imødekomme børnenes ønsker om at fortsætte på den nuværende skole, finder landsretten, at det vil være bedst for børnene, at de får bopæl hos F.

I overensstemmelse med parternes subsidiære påstande og i konsekvens af forældreansvarslovens § 21, stk. 2 fastsættes moderens samvær med begge børn til en 7-7-ordning, som tidligere aftalt og praktiseret af parterne.

Kommentar:

Afgørelsen er interessant på flere punkter.

Den blev anket næsten på 8-ugers-dagen, hvilket er usædvanligt. Efter byretsdommen, som parterne og deres advokater grundlæggende var enige om at vurdere som ”håbløs”, har de forsøgt at afholde et mediationslignende møde uden resultat.

Det er interessant, at byretsdommeren fuldstændig har ignoreret uenigheden om skolevalget i præmisserne. Realiteten er dog, at dommeren med fælles forældremyndighed blokerer for skoleskifte.

Landsretsdommen er også interessant. Den ene af de deltagende dommere er gået igen i flere af afgørelserne om skolespørgsmålet. I de fleste afgørelser med den pågældende landsdommer i dommerpanelet er der refereret fyldigt fra forberedelserne. Der er således både refereret til bemærkningerne om, at man ikke nødvendigvis skal ophæve fælles forældremyndighed, bare fordi man måtte være uenig om skolevalget, og til, at uenighed, der ikke alene refererer til indmeldelse kan medføre ophør af fælles forældremyndighed.

Jeg repræsenterede selv M i sagen. Mine kommentarer kan derfor selvfølgelig opfattes som farvede. Det er i al fald relevant, at du som læser ved, at det forholder sig sådan.

Blandt faktum, der måske ikke fremgår tydeligt af mit korte referat ovenfor, fremgår, at den pågældende skole ligger noget ude på landet. Det fremgik også, at der ikke var SFO knyttet til skolen for aldersgruppen, som den ældste af børnene hørte til. Endelig fremgik, at der stort set ikke var elever i skolen tilhørende nogen af børnenes nærmiljø.

I forbindelse med byretssagen havde M klart tilkendegivet, at hun ikke magtede at fastholde en 7-7-ordning, hvis børnene skulle fortsætte på skolen. Det fastholdt hun ikke i landsretten, hvor hun antydede, at hun i givet fald måtte få det til at fungere. Værre er måske i den sammenhæng, at hun straks efter dommen meddelte F, at hun ikke kunne håndtere 7-7-ordningen, som hun ganske vist selv havde påstået som subsidiær. Børnene er derfor nu hos F i en 9-5-ordning rent faktisk.

På den baggrund kan man overveje, om det for det første var klogt af M at undlade at stå fast på, at det ikke kunne håndteres af hende med fortsættelse i skolen også af logistiske grunde. Man kan også overveje, om det var fornuftigt at nedlægge en subsidiær påstand om 7-7-ordning, hvis ikke man fik sine ønsker gennemført. Spørgsmålet er rettet både mod ”en M generelt” i sådan en sag, og mod mig selv og en hvilken som helst medvirkende advokat generelt.

Dette retoriske spørgsmål opstår nemlig i ganske mange sager. Det bør nøje overvejes. Problemstillingen er typisk, at man som part synes, at det er ”ganske forfærdeligt”, hvis ”den anden” får forældremyndigheden eller bopælen. ”Barnet skal være mest hos mig”, og hvis det ikke bliver sådan, kan jeg kun begrænse skaden ved at kræve en 7-7-ordning for mig selv.

Lige præcist her er det rigtig svært.

Det var drøftet mellem M og advokaten. Det var et valg – men måske ikke et klogt valg!

I den konkrete sag sidder jeg med en efterfølgende fornemmelse af, at landsretten ikke har haft de rigtige og fulde forudsætninger for afgørelsen. Men det er jo ikke landsrettens skyld – men Ms og lidt også Ms advokat (mig selv konkret).

Et andet element i sagen var skolens kvalitet. M var utilfreds med kvaliteten og holdningen på skolen. Men hvordan ”beviser” man lige, at skolen er dårligere end andre?

Sammenfattende blev resultatet altså fælles forældremyndighed med F som bopælsforælder, hvorved den indirekte beslutning fra landsretten blev, at børnene skulle blive på skolen, fordi de selv ønskede det.

Resultatet blev endvidere endnu et eksempel på, at man ikke skal gå med til noget som helst som prøveordning. Man bliver fanget af det.

Er børnene begyndt i en skole, kan den ene forælder ikke ændre det skolevalg, med mindre der sker en de facto flytning med bopælsforælderen ”langt væk”.

Viggo Bækgaard