Anden kontakt end egentligt samvær kan ikke tvangsfuldbyrdes, TFA 2012/135 VLK

Landsrettens begrundelse:

Statsforvaltningens afgørelse om anden kontakt er truffet efter § 22 i forældreansvarsloven.

Afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 536, er ifølge ordlyden af bestemmelsens stk. 1 og stk. 2 de afgørelser, der efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1-3, kan fuldbyrdes. Om statsforvaltningens afgørelser fremgår det af § 478, stk. 1, nr. 3, at afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Statsforvaltningens afgørelser om anden kontakt end samvær falder således uden for bestemmelsens ordlyd.

Der er ikke i lovbemærkningerne til forældreansvarslovens § 22 eller dennes forløber, § 18 i lov om forældremyndighed og samvær, eller i lovbemærkningerne til retsplejelovens § 478 og § 536 holdepunkter for at antage, at de sidstnævnte bestemmelser uanset ordlyden tillige finder anvendelse på afgørelser efter forældreansvarslovens § 22.

Om § 18 i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær hedder det således i forarbejderne (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 2236) følgende:

»Statsamtets afgørelse efter § 18 vil ikke kunne gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder.«

I forarbejderne til § 22 i lov nr. 499 af 6. juli 2007 om forældreansvar er det under beskrivelsen af dagældende ret gentaget, at statsforvaltningens afgørelser efter § 18 i lov om forældremyndighed og samvær ikke kan gennemtvinges. I afsnittet vedrørende Udvalget om forældremyndighed og samværs overvejelser om videreførelse af bestemmelsen er det anført, at bestemmelsen på grund af sin karakter har et begrænset anvendelsesområde og ikke kan sanktioneres, men at reglen har en psykologisk betydning. Udvalget foreslår herefter - alene - reglen ændret således, at det klart kommer til at fremgå, at den også omfatter mere nutidige kontaktformer som f.eks. elektronisk post, og således, at den også gælder andre samværsberettigede end forældre. Det fremsatte lovforslag, der blev vedtaget, er i overensstemmelse hermed (Folketingstidende 2006-07, Tillæg A, s. 4461, højre spalte, og s. 4462).

Ved lov nr. 500 af 6. juni 2007 blev retsplejelovens § 536 og § 537 placeret i et selvstændigt kapitel 48 a, der bærer titlen »Særregler om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær«, og retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 3, kom som noget nyt til at omfatte afgørelser om barnets bopæl. Statsforvaltningens afgørelser om anden kontakt end samvær blev ikke medtaget og er uomtalt i bemærkningerne til loven. Om fuldbyrdelse fremgår således alene, at statsforvaltningens afgørelser om forældremyndighed efter dødsfald efter forældreansvarslovens § 15 og om samvær efter lovens § 19 kan fuldbyrdes (Folketingstidende 2006-07, tillæg A under overskriften »Til nr. 11 (§ 478, stk. 1, nr. 3)«.

På den anførte baggrund tiltræder landsretten, at Statsforvaltningen Syddanmarks afgørelse af 24. maj 2011 om anden kontakt efter forældreansvarslovens § 22 ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse.