| Fogedretsmøde om sommerferiesamvær kunne ikke udskydes til august, TFA 2010/695 ØLK |
|
|
|
| Skrevet af Viggo Bækgaard |
| Onsdag, 04. januar 2012 19:19 |
|
Fogedretsmøde om sommerferiesamvær kunne ikke udskydes til august, TFA 2010/695 ØLK Byrettens begrundelse: Henset til sagens karakter, omfang og art udsættes fogedretsmødet til den 19. august 2010. Der er lagt vægt på, at hovedforhandling i Østre Landsret er berammet til den 13. september 2010, at der i anken til Østre Landsret er anmodet om, at anken tillægges opsættende virkning, og afvisningen af dette er indbragt for Procesbevillingsnævnet med anmodning om tilladelse til kære til Højesteret, at advokat Helle Hougaard Jensen holder ferie på tidspunktet for fogedretsmødet sammeholdt med, at M ønsker at være repræsenteret af sin advokat i fogedretten. Der er endvidere lagt vægt på, at advokat Helle Hougaard Jensens klient er indforstået med, at der gennemføres overvåget samvær. Mødet i fogedretten omberammes til den 19. august 2010 kl. 14.00. Landsrettens begrundelse: Det fremgår af Glostrup Rets dom af 19. maj 2010, at F i lige år skal have sommerferiesamvær med S og D i de tre første uger af skolesommerferien. Ifølge sagens oplysninger er dommen ikke anket inden eksekutionsfristens udløb. Fogedretten havde på F's begæring berammet et retsmøde til den 8. juli 2010 med henblik på stillingtagen til eksekution af byrettens dom. Fogedretten har ved kendelse af 1. juli 2010 udsat dette retsmøde til den 19. august 2010. Fogedretten har blandt andet lagt vægt på, at advokat Helle Hougaard Jensen holder ferie på tidspunktet for fogedretsmødet sammenholdt med, at M ønsker at være repræsenteret af sin advokat i fogedretten. Af hensyn til muligheden for at tvangsfuldbyrde F's ret til sommerferiesamvær, fastsat i byrettens dom af 19. maj 2010, finder landsretten, at sagen skal fremmes hurtigst muligt, hvorfor bestemmes: Fogedrettens kendelse ændres således, at sagen hjemvises til fogedretten med henblik på, at fogedforretningen fremmes snarest muligt og ikke afventer retsmødet den 19. august 2010. |



