Anklaget - en filmanmeldelse
 af Mikkel Bækgaard, kommunikationsstuderende og anmelder på www.filmnet.dk 
fra Børn og Samvær nr. 2/2005 p. 11

Denne anmeldelse har været bragt på filmnet.dk og bringes her med forfatterens tilladelse. Filmen sætter fokus på et af de problemer, som bestemt også er relevant i samværssammenhæng.

Handling:

Henrik (Troels Lyby) er en ganske almindelig mand med en smuk og forstående kone (Sofie Gråbøl) og en fjern teenagedatter. Familien er velfungerende, om end at de to forældre bruger en del kræfter på at trænge ind i datterens indelukkede univers, og den ene dag tager den anden.

Det hele bliver grundigt vendt rundt, da politiet pludselig en dag dukker op i svømmehallen, hvor Henrik arbejde, og beder ham følge med – han er anklaget for en frygtelig forbrydelse. Snart erfarer Henrik, at datteren har fortalt sin skolepsykolog, at hun er blevet seksuelt misbrugt, mens moderen har været ude for at afholde kursus.

Vi følger Henriks isolation i fængslet, hans retssag og den dagligdag, der følger efter. Henrik kommer hjem, alt bør være normalt, men omgivelsernes dom synes endnu hårdere end rettens – og snart trænger mørket sig på, og Henrik forsvinder mere og mere ind i skyldens paradoksale og forudindtagede verden. Men på det tidspunkt betyder det mindre, hvorvidt Henrik rent faktisk er skyldig eller ej, og Henrik er en knækket mand, der har mere end svært ved at se sin datter i øjnene – en af dem har gjort noget utilgiveligt og hvordan kommer man videre fra det?

Anmeldelse:

Skyldens trykkende paradoks

Hvordan ville det være, hvis du en dag blev hentet af politiet og stod anklaget for en utilgivelig forbrydelse? Hvordan ville du reagere, og hvad med resten af verden? Hvad er skyld, og hvad betyder rettens ord, når resten af verden har dømt dig på forhånd? Og mest af alt, hvordan påvirker skylden det menneske, der er havnet midt i anklagens stirrende blik?

Det er store spørgsmål, som den debuterende danske instruktør Jacob Thuesen stiller op i Anklaget. Vi følger en ensom familiefars deroute fra almindelig hverdag til det indelukkede helvede, som skylden giver. Det er ensomt, det er forfærdeligt og det er frem for alt forbandet godt udført.

I den altoverskyggende hovedrolle, der er med i hver eneste af filmens scener, gør Troels Lyby det sublimt underspillet som Henrik. Lyby har før givet dem som ublu ægtemand og underkuet elsker, og på sin vis er rollen som Henrik en forlængelse af nogle af stortalentets tidligere roller. Men trods lighedspunkterne er der en dybde og farlighed i Henrik, som klæder Lyby fantastisk. Hans fantastiske underspil og timing giver en underkuet smerte, der næsten ikke er til at holde ud at se på, men stadig er eminent. Vi føler hans stigende smerte, og hans efterhånden mere og mere selvvalgte isolation – både i fængslet og senere i forholdet til konen og datteren – og på trods af, at vi aldrig får at vide, hvad der rent faktisk foregår inden i Henrik, føler vi stærkt med ham.

I den anden hovedrolle (der dog ikke har tilnærmelsesvis så meget plads som Lyby) spiller Sofie Gråbøl konen, der naivt prøver at holde sammen på sin familie og holder med sin mand i tykt og tyndt. Gråbøl gør det godt, men der er ikke meget nyt i hendes spil. Vi har set hende sådan før – hun er god til det – men det er en kende forudsigeligt endnu engang at se enten Sofie Gråbøl eller Paprika Steen være den stærke kvinde, der ihærdig kæmper for familien og kærligheden.

På mange måder lægger Anklaget sig lige i den strøm af dansksproget realisme, som vi ser disse år – først med dogme, siden med de morsomme hverdagskomedier og senest de mere alvorlige og tragiske film som Forbrydelser, Lad de små børn og Brødre. Der er således ikke meget nyt under solen … og så alligevel … for Anklaget insisterer så hårdt på tragedien og det enlige fokus på Henrik, at det bliver endnu mere klaustrofobisk og smertefuldt end førnævnte. Ingen befriende humor lyser op og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson tror denne gang så meget på sin historie, at han lader den rulle sig ud på sine egne vilkår og i sit eget tempo – uden påklistrede morsomheder og smarte replikker.

Anklaget kunne nemt være blevet en moraliserende film, hvor enten retssystemet eller gadens justits blev udstillet, men i stedet har instruktøren Jacob Thuesen lagt fokus på personen Henrik. Filmen tager aldrig stilling til Henrik og hans skyldsspørgsmål, og således bliver filmen et inderligt portræt af en mand i en uløselig krise. Resultatet er fremragende og især i sidste halvdel rejser Anklaget sig ud over det forudsigelse og bliver en hjerteskærende tragedie, der går lige ind til sjælen og gør verden lidt mere kompleks og nuanceret.

Specielt fra filmen:

Anklaget er den tredje film, der er produceret efter Nordisk Films Directors Cut-princip.

Filmen er som den eneste danske film udtaget til hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Berlin.