| Samværschikane 2010 - 11 |
 |
 |
| Skrevet af Viggo Bækgaard |
| Tirsdag, 01. marts 2011 00:00 |
|
Samværschikane 2010 - 11 Denne artikel er et led i en serie artikler, hvor jeg behandler emner af materiel indhold omkring forældreansvarsloven. Serien er tænkt som oplæg til debat om loven i forbindelse med den lovrevision, der kommer i 2011, og som desværre nok vil drukne i valgkamp. Skilsmissebørn er næppe interessante i valgsammenhæng. Artiklen er oprindelig skrevet i februar-marts 2011 men er efterfølgende suppleret med domme afsagt derefter. Samværschikane - konklusion. I det følgende gennemgår jeg forarbejderne og praksis på området. Jeg reflekterer over domstolenes konsekvente afvisning af at overføre bopæl eller forældremyndighed ved samværschikane over for domstolenes lige så konsekvente tilbagegivelse af børn efter børnebortførelsesloven uanset barnets alder, køn og tilknytning til den forælder, der har bragt barnet hertil uden samtykke for den anden forælder. Jeg anbefaler, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane. Endvidere reflekterer jeg over dommernes fokus på barnets bedste i samværschikanesagerne men negligering af samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven. Samværschikane. Emnet samværschikane er begyndt at optage mig ret meget gennem de seneste par år ud fra en lidt anden vinkling, end jeg tidligere har set emnet i. Før forældreansvarsloven. Det huskes, at SFI lavede en rapport ”Samvær til barnets bedste” tilbage i 2004, hvori samværschikane blev behandlet. Heri anførtes på side 167 i perspektiveringsafsnittet med mine fremhævninger: ”Vurderet ud fra undersøgelsesmaterialet – og med de metodiske forbehold, som dette indebærer – var der således meget få eksempler på, at bopælsforælderen ensidigt og helt umotiveret hindrede barnet og samværsforælderen i at bevare kontakten, hvilket må være et væsentligt kriterium for, om hindringen kan karakteriseres som chikanøs. Når sagerne blev anskuet i en kontekst, der inddrog betydningen af barnets familiehistorie og forholdene hos samværsforælderen, måtte der i de fleste tilfælde siges at være forståelige grunde og i nogle tilfælde endog gode grunde til bopælsforælderens manglende samabejdsvilje. Det er i denne sammenhæng centralt at være opmærksom på, at det er lovgivningen og fortolkningen af denne, der definerer, hvorvidt en bestemt adfærd er et udtryk for selvtægt. Gennemgangen af – især de tungere – sager, hvor den hidtidige kontakt har været spinkel eller præget af svigt, rejser således spørgsmålet, om forvaltningen ved at betone betydningen af, at kontakten til de biologiske rødder skal bevares, i realiteten bidrager til konstruktionen af det historieløse familieliv. Undersøgelsen tyder dog også på, at myndighederne sjældent sanktionerer i de sager, hvor bopælsforældrene påstås at hindre samværet. Alt i alt blev trusler om eller faktisk anvendelse af sanktioner kun realiseret i 8- 9 af de sager, der er inddraget i dette kapitel. Dette tyder enten på, at hindring af samvær ikke er et særlig udbredt fænomen, eller at myndighederne i realiteten har begrænsede sanktionsmuligheder, hvilket også må ses i lyset af, hvem der er den faktiske målgruppe for disse foranstaltninger, jf. kapitel 3 og 5.” Jeg skrev dengang en meget lang artikel om samværschikane, hvori jeg gennemgik retspraksis på området efter den dagældende lov. Artiklen ligger fortsat på Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside. Jeg konkluderede følgende i artiklen: ”Sammenfattende kan jeg bemærke, at det i så godt som alle tilfælde, hvor forældremyndigheden faktisk overføres sker på baggrund af en tydelig samlet urdering. Eneste undtagelse herfra synes at være den oprindelige afgørelse, som danner baggrund for sagen refereret i TFA 2003/194. Kun i ét eneste tilfælde (TFA 01/309 ) er der ikke gennemført en børnesagkyndig undersøgelse ved domstolene, og i det tilfælde var det "af parterne" oplyst, at barnet ville blive flyttet til Libanon. Med højesterets afgørelse gengivet i U 2004/296 H må det konstateres, at § 13 nærmest ikke har betydning, og at det stort set vil være umuligt at få overført forældremyndigheden, idet der dog også efter denne doms fremkost er sager, hvor det har været påberåbt igen - og en enkelt med held.” Mit udgangspunkt var på det tidspunkt, at samværschikane var et vildt overdrevet af foreningen far oppisket problem. Det støttede jeg på mine daværende erfaringer og SFI-rapporten. Forarbejderne til forældreansvarsloven. Alligevel arbejdede man som bekendt videre anført af netop Foreningen Far med begrebet, der fik næsten fuld skrue i betænkningen ”Barnets Perspektiv”. I betænkningen anføres på side 227: ”Er der tale om, at bopælsforælderen uden nogen påviselig begrundelse søger at hindre samværet mellem barnet og samværsforælderen, er det efter udvalgets opfattelse vigtigt, at det så tidligt som muligt i forløbet gennem en børnesagkyndig undersøgelse søges afklaret, hvad der ligger til grund herfor, og om det er til barnets bedste, at der fortsat er samvær – selv om dette eventuel skal gennemføres ved tvang. En tidlig afdækning af omstændighederne – og herunder en mulighed for børnesagkyndig rådgivning eller mægling mv. – må være i både barnets og begge forældres interesse. Begge forældre bør tidligt have mulighed for at opnå en forståelse for barnets perspektiv i en konflikt, der ellers kan føre til langvarige tovtrækkerier om barnet med store konsekvenser for dette.” Jeg ser ikke i betænkningen overvejelser omkring chikane i relation til forældremyndighed eller bopæl. Til gengæld kommer emnet frem i den politiske aftale, som blev indgået i forlængelse af betænkningen. Som det ses i selve lovforslaget, indeholdt den politiske aftale følgende punkt: ”Samværschikane skal imødegås ved en opstramning af praksis for fastsættelse af erstatningssamvær, og ved, at fogedretternes tvangsfuldbyrdelse af samværssager effektiveres. Samværschikane skal have større vægt ved bedømmelsen af, hvad der er i barnets bedste, når der skal træffes afgørelse om barnets bopæl eller forældremyndigheden over barnet.” I oversigten over lovforslaget anføres i punkt 1.2 bl. a.: ”Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter lovforslagets § 4, skal statsforvaltningerne og domstolene efter lovforslaget anlægge et fremtidsorienteret perspektiv. Det må anses som en stor belastning af et barn, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. Samværschikane skal således fortsat indgå i vurderingen. I sager om forældremyndighed skal det derfor indgå i overvejelserne om, hvad der er bedst for barnet, hvem af forældrene der må anses for bedst egnet til på længere sigt at varetage samarbejdet omkring barnet og sikre barnets kontakt til den anden forælder.” Det står klart i af lovforslagets bemærkninger, at samværschikane skal have betydning. Det helt afgørende dilemma ligger i afgrænsningen mellem ”barnets bedste” og ønsket om at sikre barnets kontakt med begge forældre, herunder at forhindre samværschikane. I lovforslagets punkt 3.2.3. anføres: ”I sager, hvor der anmodes om overførsel af forældremyndigheden på grund af forældremyndighedsindehaverens chikane af samværet, skal der ved vurderingen af barnets bedste tages hensyn hertil. Retten skal ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, anlægge et fremtidsorienteret perspektiv, herunder vurdere, hvem af forældrene, der må anses for at være bedst eget til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Der henvises til pkt. 4.10.3.” Netop pkt. 4.10.3 indeholder de afgørende overvejelser om emnet. Det interessante er, at ministeriet (læs: politikerne) nok tilsluttede sig udvalgets overvejelser men efter min vurdering strammer betydeligt op, idet man skriver: ”Ministeriet finder, at der er behov for at indskærpe over for statsforvaltningerne, at der ved vurderingen af, hvad der er barnets bedste, jf. § 4, skal anlægges et fremtidsorienteret perspektiv. Dette gør sig særligt gældende i sager om forældremyndighed efter lovforslagets §§ 11 og 14, samt ved afgørelsen om, hvor barnet skal have bopæl. Det er en stor belastning for barnet, såfremt den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet og vanskeliggør et samarbejde om barnet. I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal retten – uanset at barnet hidtil har haft bopæl hos den pågældende forælder – overveje at ændre afgørelsen om barnets bopæl (eller overføre forældremyndigheden) til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Der henvises til pkt. 3.3.3. og 3.4.3. samt til lovforslagets §§ 11, 14 og 17 og bemærkningerne hertil.” Det følges op i bemærkningerne til forslagets § 17: ”I tilfælde, hvor den ene forælder eller den hidtidige bopælsforælder uden rimelig grund har hindret den anden forælders kontakt til barnet, er der behov for, at retten anlægger et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, således at det indgår i vurderingen med betydelig vægt, i hvor stort et omfang barnet belastes af bopælsforælderens adfærd, samt hvem af forældrene, der fremover må anses for bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnets kontakt til den anden forælder. Der henvises til pkt. 4.10.2. og 4.10.3. om samværschikane i de almindelige bemærkninger.” Hvordan er det gået? Man kan vel godt konkludere, at der blev lagt op til, at dokumenteret samværschikane skulle have konsekvenser. Spørgsmålet er, om det også er blevet tilfældet. Det spørgsmål er ubetinget lettest at afdække i relation til spørgsmålet om forældremyndighed og bopæl, idet der offentliggøres temmelig mange afgørelser i TFA, hvoraf en del også omhandler dette spørgsmål. På samværsområde er det langt vanskeligere at vurdere effekten. Mine bemærkninger vedrørende samvær vil derfor først og fremmest basere sig på egne oplevelser, der dels stammer fra sagerne men også i et vist omfang fra erfaringer fra telefonrådgivningen i Landsforeningen Børn og Samvær. De sidste er dog næppe for alvor repræsentative, idet foreningen oftest konsulteres af bopælsforældre. Min oplevelse er, at statsforvaltningen fortsat langt hen af vejen arbejder ud fra princippet om, at der skal være samvær for enhver pris. Der skal stadigvæk uendelig meget til, at samværet stoppes, og man strækker sig meget, meget langt for at i mødekomme samværsforælderens ønsker og behov. De sager, som jeg selv har haft, hvor jeg på typisk farens vegne har forsøgt at kæmpe et samvær igennem trods morens vægring, har statsforvaltningen længe opretholdt illusionen om samværet. Statsforvaltningens dilemma er, at de kun kan træffe afgørelse. Herefter må man som samværsforælder trække sagen i fogedretten med alle de menneskelige omkostninger, der nu engang er knyttet til det. Det er ikke holdbart i længden. Jeg oplever, at statsforvaltningen og fogedret bliver magtesløs over for en chikanerende bopælsforælder. Chikanerer forælderen længe nok, vil statsforvaltningen ty til at stoppe samværet. Bopælsforælderen får således i praksis sin vilje i sidste ende. For mit vedkommende må jeg sige, at jeg ikke har haft mange sager om emnet i de to år, loven har virket. Men de sager, jeg har haft – eller har set – er meget tankevækkende. Jeg har oplevet en sag, der kørte i omtrent 4 år og således både under gammel og ny lov. Der forelå åbenlys modarbejdning fra mors side, og statsforvaltningen var meget længe overordentlig behjælpelig men uden virkning. Til sidst blev samværet stoppet grundet det høje konfliktniveau. Resultatet er ikke enestående i disse sager. Alt i alt fører sagerne til, at far må forsøge sig med en sag om overførelse af forældremyndighed eller bopæl. Det er her, problemerne først og fremmest opstår. Så vidt jeg kan se, foreligger der alene en eneste afgørelse, hvor forældremyndighed eller bopæl er overført i situationer, hvor der har foreligget samværschikane. I den pågældende sag TFA 2008/339 ØLD er det i den sammenhæng interessant at notere, at kun byretten omtaler samværschikane som begrundelse. Byretten anfører bl. a. i sin begrundelse: ”Hun er ikke indstillet på et positivt samarbejde med sagsøgeren om samvær med børnene og udøver samværschikane, ligesom hun påvirker børnene negativt i forhold til sagsøgeren.” Landsretten undlader elegant at nævne samværschikanen men refererer til en række andre forhold, der gjorde, at landsretten var enig med byretten i, at børnene skulle bo hos faren. Det må nu også erkendes, at problemstillingerne for børnene virkede komplekse. I sagen TFA 2009/545 ØLD, der vedrørte en 5-årig D, som F grundet moderens nægtelse ikke havde set, siden D var 7 måneder, og hvor D troede, at ny papfar var hans far, stadfæstede landsretten byrettens dom i henhold til grundene, der var: ”Selvom spørgsmålet om forældremyndigheden tidligere er afgjort flere gange i retten, finder retten ikke grundlag for at afvise nærværende sag. Efter oplysningerne i sagen - senest den børnesagkyndige erklæring - må det lægges til grund, at M uden rimelig grund gennem en lang periode har hindret F's kontakt til S. Dette forhold skal indgå i vurderingen af barnets bedste i forhold til en ændring af forældremyndigheden efter forældreansvarslovens § 14,stk. 1. Parterne har efter det oplyste kun kendt hinanden i en kort årrække, der hovedsagelig ligger før S' fødsel, og de har aldrig etableret et egentligt samliv i fælles hjem. S er nu fem år og beskrives som en velfungerende og ukompliceret dreng. Han har hele livet boet hos sin mor, hvorimod han ikke, siden han var spæd, har set sin far og formentlig ikke er bekendt med faderens eksistens. Selvom M uden rimelig grund hindrer F's kontakt med S, finder retten efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at parterne kan etablere et samarbejde omkring S. Retten finder derfor, at det ikke er til S' bedste, at der etableres fælles forældremyndighed. Endvidere finder retten - på trods af den udviste samværschikane - at det er bedst for S, at forældremyndigheden fortsat tilkommer M alene.” I TFA 2010/262 VLD havde retten i Hjørring rygrad til at lade samværschikanen få konsekvenser, idet byretten placerede bopælen under fælles forældremyndighed hos F med denne begrundelse: ”Parterne ophævede samlivet for ca. 1 år og 10 måneder siden. F har siden samlivsophævelsen kun haft 1 overvåget samvær med A på trods af statsforvaltningens afgørelse om samvær samt fogedrettens og landsrettens afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse heraf. Efter de afgivne forklaringer i retten lægges det til grund, at den manglende gennemførelse af de fastsatte samvær alene skyldes M's forhold. Efter hendes forklaring i retten lægges det videre til grund, at hun heller ikke fremover agter at medvirke til at få de fastsatte samvær gennemført. Retten finder, at det vil være bedst for A, hvis kontakten til både hans far og mor bevares. Da det må lægges til grund, at A heller ikke fremover vil få en kontakt til sin far, hvis han fortsat skal bo ved sin mor, tages sagsøgtes principale påstand til følge.” Men landsretten omgjorde afgørelsen og lod barnet blive hos M med denne begrundelse og dissens: I enighed udtaler landsretten: ”Det tiltrædes, at den manglende gennemførelse af det fastsatte samvær alene skyldes M's forhold, og at det alene skyldes hendes forhold, at der ikke er noget samarbejde mellem forældrene om A. M's ensidige nægtelse af at samarbejde kan ikke begrunde, at F ikke fortsat skal have andel i forældremyndigheden over A, og det tiltrædes derfor, at parterne fortsat skal have fælles forældremyndighed over A.” ”2 landsdommere udtaler herefter: ”M har gennem hele A's opvækst været den primære omsorgsperson. A var 1 år og 3 måneder, da samlivet mellem parterne blev ophævet i november 2007, og der har siden alene været gennemført et samvær i december 2008. Vi finder derfor ikke, at der for øjeblikket er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for A, at han skal have bopæl hos F, jf. herved forældreansvarslovens § 4. Vi stemmer derfor for, at A fortsat skal have bopæl hos M.” En landsdommer udtaler: "Af de grunde, som byretten har anført, stemmer jeg for at stadfæste byrettens afgørelse om, at A skal have bopæl hos F.” Det er interessant at lægge mærke til, at det var byretten og en konstitueret dommer, som ville lade chikanen få betydning og dermed ville følge forarbejderne til loven. TFA 2010/350 ØLD handlede om en nu 7-årig pige, som F ikke havde set siden 205, da pigen var 2 år. Landsrettens begrundelse var denne: ”Efter de for landsretten foreliggende oplysninger må begge forældre anses for egnede til at have forældremyndigheden. Landsretten finder som byretten at kunne lægge til grund, at indstævnte i en længere årrække har udøvet samværschikane ved uden rimelig grund at have hindret appellantens samvær med D. Efter forarbejderne til forældreansvarsloven skal retten i de tilfælde, hvor samværschikane påvises, blandt andet overveje at overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Landsretten vurderer dog, på samme måde som byretten, at det på nuværende tidspunkt vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for D, såfremt forældremyndigheden over hende skulle overføres til appellanten, at en overførelse i dag ikke vil være bedst for D. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.” I denne sag ulejliger landsretten sig med at forholde sig til lovforarbejderne. I øvrigt vender jeg senere tilbage til det, som jeg finder er hovedproblematikken (tidsforløbet og den betydning, som en ændret bopæl vil få for barnet). På Landsforeningen Børn og Samværs hjemmeside kommenterede jeg den pågældende afgørelse med denne svada, der kom lige fra hjertet: ”Det er simpelthen så gennemgribende frustrerende at følge med i behandlingen af børnesager efter forældreansvarsloven. Faktum er, at betænkningen siger et, loven og bemærkningerne næsten det samme - hvorefter "systemet" agerer i åbenlys strid hermed. Her er det samværschikane, som er eksemplet. Men det kunne stort set være på alle andre områder, hvor det samme gør sig gældende. Denne sag synes at illustrere, at bare man er indædt nok i sin modstand, vil man få sin vilje. Dilemmaet er til stadighed, at hvad der er bedst for barnet og de gode ord i lov og bemærkninger om samarbejde og konsekvens kolliderer. Men hvad er egentlig det bedste for barnet? Det er aldrig defineret. Det forekommer i øvrigt pudsigt og i al fald tankevækkende, at landsretterne er yderst konsekvente i børnebortførelsessagerne men anlægger et andet syn på "bedst for barnet", når det gælder en række forhold inden for forældreansvarslovens område. se f. eks. TFA 2010/383 ØLK” Denne dom er efter min opfattelse måske det mest tydelige eksempel på, hvor svært det er at komme igennem i samværschikanesagerne. Den nyeste trykte dom (på artiklens oprindelige tilblivelsestidspunkt) er TFA 2010/736 ØLD, der indeholder så godt som alle elementer i problemstillingen samværschikane og alligevel når til det resultat, at der ikke skal ske ændring af barnets bopælsmæssige status. Sagen vedrørte en 3-årig P, hvor F havde samvær en time om ugen hos M fra P var 4 til 10 måneder, hvorefter M ikke længere ønskede, at F skulle have samvær. F havde ikke set P siden 3 overvågede samvær i 2008, der ifølge overvåger var forløbet fint. Der var næsten sideløbende sag om samvær i statsforvaltningen, fogedsag og retssag. En børnesagkyndig undersøgelse måtte opgives, da M ikke ville deltage. F tilkendegav, at han egentlig foretrak, at M havde bopæl, men ønskede forældremyndighed og bopæl, fordi M ikke ville samarbejde overhovedet. Landsrettens begrundelse: ”Moderen har siden D's fødsel varetaget omsorgen for hende, og det må lægges til grund, at moderen er egnet til at have forældremyndigheden. Landsretten lægger på baggrund af de børnesagkyndiges udtalelse til grund, at der ikke er forhold hos faderen, der bør forhindre kontakt imellem ham og D.Det er imidlertid nu mere end to år siden, at faderen sidst har haft samvær medD, til trods for at der foreligger en afgørelse om samvær, og til trods for at faderengennem flere år via fogedretten har forsøgt at få fuldbyrdet samværsafgørelsen. Den børnesagkyndige undersøgelse, som parterne har været enige om skulle indhentes til brug for sagen, har end ikke kunnet færdiggøres. Landsretten finder på denne baggrund, at moderen uden rimelig grund har hindret samvær mellem D og faderen. Moderen har således udøvet samværschikane i flere år og i størstedelen af D's liv. Ved bedømmelsen af, om det er bedst for D at overføre forældremyndigheden over hende til faderen, skal der efter forarbejderne til forældreansvarsloven bl.a. tages hensyn til, at et barn har ret til to forældre, og at det er en vigtig del af denne bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden forælders kontakt til barnet. Landsretten vurderer dog, at det vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for den 3-årige D, hvis forældremyndigheden over hende overføres til faderen, at en overførelse på nuværende tidspunkt ikke vil være bedst for hende.” Ovenstående dækker den trykte praksis på området efter forældreansvarsloven. Disse afgørelser vil jeg supplere med et par utrykte afgørelser, som jeg selv har været ret kraftigt involveret i. Den første af disse er en sag, som jeg på Børn og Samværs hjemmeside gengiver sådan: Forældremyndighed ej overført fra M til F – eller bopæl flyttet fra M til F – vedrørende P på 4 år trods påstået samværschikane, Retten i Roskilde 22. april 2010 – ej anket. I denne sag havde der være uafbrudt konflikt stort set siden barnet blev født, idet parforholdet blev brudt, da P var et halvt år gammel. M havde fra starten modsat sig samvær. Der har været en del fogedforretninger og sager i statsforvaltningen, der indtil kort før byretsdommen havde resulteret i krav om samvær. F oplevede Ms indflydelse på P som ubehagelig, idet han oplevede, at M signalerede frygt for F under alle udleveringer. Byrettens begrundelse: ”Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at sagsøgeren har haft samvær i varierende omfang med P, siden parterne ophævede samlivet i 2005, og at P trivedes med samværene med F, indtil hun i marts eller april 2009 skiftede adfærd over for ham, når han hentede hende i børnehaven, og at dette skete i et sådant omfang, at børnehaven fandt det nødvendigt at sende bekymringsbrev til X kommune den 27. maj 2009. Efter bevisførelsen lægger retten endvidere til grund, at den børnesagkyndige ikke har fundet det forsvarligt at bringe sagsøgeren og barnet sammen under den børnesagkyndige undersøgelse på grund af reaktioner hos barnet. Retten finder, at begge parter er egnede til at have den fulde forældremyndighed over P. Sagen skal herefter afgøres, efter hvad der er bedst for P. Retten finder ikke, at der er klare holdepunkter for, at barnets reaktioner er en følge af forhold, som M bærer ansvaret for. Retten finder det ikke med disse reaktioner hos barnet forsvarligt at bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed over barnet, eller at barnet bopæl hos F. M frifindes derfor.” Beskrivelsen er uendelig kort af en sag, som jeg fulgte gennem 4½ år. Jeg oplevede og orkestrerede Fs umådelige tilbageholdenhed i kampen for at få lov at være en del af barnets opvækst. Det var tydeligt for mig, at M ikke på nogen måde ønskede at tage imod Fs ønske om at medvirke til at gøre hende tryg men tværtimod gjorde meget for at skræmme barnet fra far. Sagen endte med, at statsforvaltningen standsede samværet, og at F opgav at anke. F opgav sit barn. Den sidste sag, som jeg vil tage med, indeholder ikke i procedure eller domsbegrundelser begrebet samværschikane. Men sagen indeholder alle ingredienserne, og har siden udviklet sig til en også i pressen omtalt problemsag. På Børn og Samværs hjemmeside har jeg givet den dette referat: ”Fortsat fælles forældremyndighed over to-årig P, der fortsat skulle bo hos M. Højt konfliktniveau, utrykt ØLD af 19. januar 2010 Parterne var meget konfliktfyldte med gensidige beskyldninger om psykisk sygdom. Sagen var anlagt af F med oprindelig påstand om eneforældremyndighed. Under ankesagen frafaldtes den påstand, således at sagen blev en ren bopælsafgørelse. Der var i byretten gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. M havde været meget fokuseret på, at F var psykopatisk. M havde psykiske problemer, som måtte anses for diagnosticerede. M fremstillede sine problemer som nogen, der var påført hende af den i hendes øjne psykopatiske F. Det fremgik af erklæringerne og også i konklusionsafsnittet i den børnesagkyndige rapport, at M har haft psykiske problemer i forbindelse med de tidligere fødsler, der ligger forud for det tidspunkt, hvor hun og F lærte hinanden at kende. Under landsretssagen meddelte M, at hun flyttede fra Sjælland til Jylland. Byrettens begrundelse: ”Retten finder på grundlag af observationerne i den børnesagkyndige erklæring og indtrykket af parterne i retsmøderne, at de begge kan anses for egnede til at forvalte forældreansvaret over P. Det er ligeledes opfattelsen, at det uanset den gensidigt uforsonlige og meget følelsesladede konflikt indtil videre er lykkedes parterne at holde P fri af deres samarbejdsvanskeligheder. Under disse omstændigheder, og da der fra begges forklaringer ydermere er grundlag for at tro, at en overførelse af forældreansvaret til den ene af parterne på nuværende tidspunkt blot vil fjerne motivationen til at opretholde og arbejde på en forbedring af det nuværende samarbejde, som sikrer begge parters regelmæssige, vigtige kontakt til barnet, finder retten ikke, at der foreligger tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed. Da den nu knap halvandet år gamle P ifølge det oplyste har boet hos M, siden hun var ca. et halvt år, og samværene med F indtil videre har været dagsamvær uden overnatning, finder retten, at det vil være bedst for hende fortsat at have bopæl hos M.” Landsrettens begrundelse. ”Efter en samlet vurdering af de oplysninger om parternes forhold og deres forhold til den knapt 2-årige P findes det bedst for P, at hun har bopæl hos M, der er hendes primære omsorgsperson. Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er påanket.” Min kommentar på hjemmesiden var, at afgørelsen først og fremmest skulle ses som en afgørelse, hvor det har vægtet i landsretten, at der var tale om et meget lille barn, der hidtil havde boet mest hos M. Sagen kan også ses i det lys, at M umiddelbart efter dommen flyttede til Jylland som varslet, og at F herefter fik uovervåget overnattende samvær. M nægtede imidlertid at udlevere P til samvær. Hun truede i forbindelse med fogedsag med at bringe sagen i pressen, hvor hun ville fokusere på, at hun var præst. Ifølge fogedbogen ville det ikke se pænt ud for retsformanden, at han havde fængslet en præst. Sagen blev tophistorie i Kristeligt Dagblad onsdag den 14. juli 2010. Det hører med til historien, at F skiftede advokat fra mig til en anden efter landsretssagen med den begrundelse, at jeg ikke er ”hård nok”. Jeg har dog efterfølgende fulgt sagen tæt, da F løbende holder mig orienteret, efter at jeg gik offentligt ind i debatten i Kristeligt Dagblad – efter at være blevet fravalgt! En fogedsag i sagen i sommeren 2010 endte i ugeskriftet som U 2010/2764 VLK, hvor M blev taget i forvaring. Allerseneste udvikling i denne konkrete sag (december 2010) er, at byretten har besluttet, at der skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse og en undersøgelse og vurdering af hver af forældrene. Domme afsagt efter artiklens oprindelige tilblivelse med kommentarer, såfremt dommene giver anledning hertil i forhold til artiklen. Fælles forældremyndighed over 5-årig D - Samværssabotage ikke komme samværsfrælderen til skade, TFA 2011/58 ØLD Byrettens begrundelse Sagen vedrører for retten alene spørgsmålet om, hvorvidt det skal etableres fælles forældremyndighed over S. Landsrettens begrundelse: Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at forældre har fælles forældremyndighed, uanset om de er samboende eller ej, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at det vil være bedst for barnet, at den ene forælder får forældremyndigheden alene. kommentar: Afgørelsen tager alene stilling til forældrmyndighedsspørgsmålet og ikke til spørgsmålet om bopæl, som egentlig ville være det ultimative i forhold til grov samværschikane.
Eneforældremyndighed til M over 3-årig P efter 2 retssager over to instanser i løbet af halvandet år, udokumenterede beskyldninger mod F om grænseoverskridende adfærd, samt samværsvægring fra M, Vestre Landsrets dom af 12. september 2011 Sagen har verseret i flere år. Der har været forældremyndighedssag i byretten og Østre Landsret ca. 1½ år tidligere. Endvidere har der været fogedsager, hvor M har vægret sig ved at udlevere til samvær foruden altså denne sag mellem de samme parter - om det samme barn og om de samme problemstillinger. Undtagelsesvist har den børnesagkyndige været afhørt i landsretten. Byrettens begrundelse: P er født den 16. april 2008. M havde i perioder under graviditeten været indlagt på psykiatrisk afdeling, indledningsvist på grund af depression, senere på grund af en krisereaktion og selvmordstruende adfærd. M fik i en kort periode antipsykotisk medicin. Forholdet mellem parterne var problematisk, og det fremgår, at F overfor afdelingen har fremstillet M på en yderst negativ måde. Der blev iværksat støtte til familien straks efter fødslen. Parterne ophævede deres relativt korte samliv, da P var 5 måneder, og P har siden boet hos M. I begyndelsen af 2009 indledte F en sag om forældremyndighed og bopæl, og der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Den børnesagkyndige forholdt sig blandt andet til Ms psykiske tilstand og dennes betydning for hendes forældreevne. P beskrives som en alderssvarende pige i god trivsel. Der ses ikke tegn på mangler i den emotionelle kontakt til M, som man ville forvente, hvis M ikke var i stand til at forholde sig relevant til kontakten. Der ses ej heller forhold hos Ms to særbørn, der giver anledning til bekymring for omsorgen. Også F ses relevant optaget af datterens trivsel og velbefindende og fuldt ud i stand til at varetage hendes behov. Ved retten i Hillerøds dom af 15. oktober 2009 blev den fælles forældremyndighed opretholdt og bopælen tillagt M. Afgørelsen om bopæl blev stadfæstet af Østre Landsret den 19. januar 2010. Det fremgår samstemmende af akterne, at forholdet mellem parterne var særdeles vanskelig og konfliktfyldt, og at begge parter ganske betvivlede den andens evne til at tage vare på datteren. I forbindelse med sagsøgtes flytning til (østjylland), hvor hun var blevet ansat som x, underrettede F den nye kommune om, at han var bekymret for, om M kunne varetage pasningen af børnene. I oktober 2009 anmodede F om udvidelse af samværet. F ønskede efter en optrapning en 5/9-ordning og på længere sigt en deleordning. Statsforvaltningen Hovedstaden traf afgørelse den 16. april 2010. Efter resolutionen skulle samværet optrappes, og F havde samvær hver uge og overnatningssamvær hver anden uge. Første overnatning skulle finde sted primo maj. Af hensyn til omkostningerne blev det bestemt, at aflevering og afhentning af den da 2-årige P skulle ske på Odden færgehavn. Samtlige udgifter blev på grund af flytningen pålagt M. M nægtede at efterkomme resolutionen, ligesom hun overfor fogedretten nægtede at oplyse, hvor datteren opholdt sig, hvilket ledte til, at hun af fogedretten blev taget i forvaring i 16 dage. M efterkom herefter resolutionen. Den 14. juli 2010 indledte F på ny sag om forældremyndighed, bopæl og samvær. M rettede i den efterfølgende periode flere henvendelser til læger og hospitaler på grund af bekymring for, at datteren var udsat for overgreb under samvær. Henvendelserne medførte, at der blev indledt en politimæssig undersøgelse. Uanset, at alle undersøgelser, herunder undersøgelser på CBO afkræftede enhver mistanke, fastholdt M sin bekymring og afviklingen af samværet var særdeles belastende for barnet. Forløbet afstedkom en række underretninger til Ms bopælskomune, der iværksatte undersøgelse i medfør af lov om social service § 50. Af § 50-undersøgelsen fremgår, at P er en sund og rask 2-årig, der sprogligt og socialt er på rette udviklingstrin. Hun er knyttet til sine to søstre, der er meget glade for hende. I forbindelse med undersøgelsen er forældrene fortsat med at fremkomme med beskyldninger mod hinanden. Det vurderes, at forældrenes fortsatte fastholden af deres helt grundlæggende mistillid til den andens evne til at være forælder, på længere sigt vil medføre åbenbar risiko for, at Ps sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade. Det påpeges, at de gentagne grundløse undersøgelser, som M har udsat datteren for, i sig selv kan betragtes som overgreb. Ms bopælskomune har på grund af bekymring for P fra 15. november 2011 og til dato stået for aflevering og afhentning i forbindelse med samvær. I forbindelse med nærværende sag er der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Der er endvidere foretaget personlighedspsykologiske undersøgelser af parterne med det formål at søge afklaret, om der hos nogen af parterne er psykiske forhold, der begrænser forældreevnen. Der er hos ingen af forældrene påvist forhold af væsentlig betydning. Den børnesagkyndige undersøgelse viser på ny, at P er en glad, velfungerende og normalt udviklet pige. Hun er tæt knyttet til begge forældre. Uanset dette fastholder M stadig, at M ikke kan tage vare på datteren på grund af psykiske problemer og uligevægt. M fastholder ligeledes, at hun ikke mener, at P har godt af samværet. Der er på grundlag af sagens hidtidige forløb og parternes gensidige upåvirkede mistillid til hinanden, ingen grund til at antage, at de problematiske forhold omkring P vil udvikle sig til det bedre, hvis hun får bopæl hos F. P har siden hun var spæd boet hos M, og hun har to halvsøstre, som hun er knyttet til. Hun er startet i børnehave og er faldet til der. Det er derfor bedst for P, at hun fortsat har bopæl hos M. Samarbejdsvanskelighederne mellem parterne er på grund af begge parters forhold så store og uoverstigelige, at den fælles forældremyndighed bør ophæves. D P skal have bopæl hos M, tillægges hun forældremyndigheden. (Byrettens afgørelse var fuld forældremyndighed til M og torsdag-mandag-samvær. Afhentning på Odden færgehavn og aflevering på Ebeltoft færgehavn med sædvanlig deling af transportudgifterne. Landsrettens begrundelse: Af de grunde, som byretten har anført, og efter de oplysninger, der i øvrigt er kommet frem for landsretten, tiltrædes det, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed over P, og at det er bedst for hende, at forældremyndigheden tillægges M. Det kan ikke anses for bedst for P at tillægge F samvær med hende i videre omfang end sket ved byrettens dom. Landsretten stadfæster derfor dommen med de ændringer, der er anført nedenfor og som er en følge af, at F nu er flyttet til Østjylland, således at der ikke er spørgsmål om færgetransport. (landsretten stadfæster samværets men med bestemmelse om, at afhentning og aflevering sker i institution – alternativt hos M, når institutionen er lukket). kommentar: Min tanke i en sag som denne er følgende:
Sagens faktum: Der foreligger grove beskyldninger rettet af M mod F, som må anses for dokumenteret uden hold. Der foreligger udsagn om samarbejdsvilje men dokumenterede samværshindringer. Begge forældre er forældreegnede på baggrund af to børnesagkyndige undersøgelser. De gensidige udsagn om den andens forælderevne og opførsel risikerer at skade barnet.
Lovens indhold og baggrund: Der skal tungtvejende grunde til at ophæve fælles forældremyndighed. Barnet har ret til samvær med begge forældre. Barnet skal egentlig helst kunne leve en barndom i nogenlunde ro.
Det ”rigtige resultat” kunne være:
A: som dommen men uden samvær. Altså eneforældremyndighed hos mor og intet samvær med far, da prognosen for et samarbejde og samvær i ro med M som bopælsforælder ikke virker god. B: fortsat fælles forældremyndighed med bopæl hos far og med samvær med mor i nogenlunde samme omfang som ved dommen. Det har ikke været afprøvet, og der er ingen forhistorie, der antyder, at F vil forhindre samværet. Resultatet synes at leve op til lovens intentioner. C: Eneforældremyndighed hos F med samme samvær som under B, da forhistorien måske kunne indikere, at det vil være bedst med en fast bagstopper for at minimere konflikterne. Efter min bedømmelse er det faktiske resultat næsten med sikkerhed vejen til fortsatte konflikter og en ny ”kamp” med det forventelige resultat, at samværet stoppes, hvis blot mor råber længe og højt nok. Dommen bekræfter, at samværschikane på trods af alle bemærkninger betaler sig i det virkelige liv. Et eksempel på, at loven har ”spillet fallit”.
Fælles forældremyndighed ophævet vedrøende 10-årig og tillagt M trods hendes samværschikane, TFA 2011/449 ØLD
byrettens begrundelse: Retten finder ikke noget grundlag for at antage, at nogen af parterne som udgangspunkt er væsentligt mindre egnet end den anden part til at have forældremyndigheden over S. S har under sin opvækst haft mest med sagsøger at gøre, og sagsøger er at betragte som S' primære omsorgsperson. Parterne er ikke enige i opdragelsen og behandlingen af S. Parternes samarbejdsproblemer er svære og uovervindelige. Sagsøger har reageret voldsomt på sagsøgtes klage til - - - kommune og senere til Ankestyrelsen og har siden ikke ønsket, at sagsøgte skulle have nogen forbindelse med S. Selv om sagsøger efter rettens opfattelse har udøvet samværschikane, findes det af hensyn til S påkrævet, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges sagsøger alene. Sagsøgte har indtil juni 2009 haft regelmæssig kontakt til S. Under sagsøgtes samliv med S og senere samvær med ham er der ikke godtgjort forhold, der med den fornødne vægt taler imod, at sagsøgte fortsat skal have forbindelse til sin søn. Det indgår i vurderingen af barnets bedste, at barnet har ret til kontakt til begge sine forældre. Samvær anbefales også af den børnesagkyndige og af psykiater P2. Sagsøgtes påstand om samvær tages derfor til følge, dog således at samværet i den omhandlede periode fra 1/1-30/4 2011 fastsættes til 3 timer den anden lørdag i hver måned fra kl. 10.00 til kl. 13.00. Samværet finder sted hos Cava, - - -. Samværet skal overværes af en medarbejder fra Cava. Sagsøger bringer og henter S. Det findes ikke længere påkrævet, at sagsøgte skal deponere sit pas som forudsætning for at have samvær. Sagsøgte har efter det oplyste haft forbindelse med S over Skype indtil juni i år. Retten er enig med den børnesagkyndige i, at Skype i denne sag vil være et egnet middel til at holde kontakten vedlige mellem sagsøgte og S. Sagsøgtes påstand om telefon-skypekontakt tages derfor til følge, dog således at kontakten kan benyttes i perioden fra 1/2-30/4 2011 een gang ugentlig i ½ time. landsrettens begrundelse: Landsretten tiltræder, at der efter det oplyste om parternes konfliktfyldte relation, herunder parternes markante uenighed om rammerne for S' opvækst og pleje, foreligger sådanne samarbejdsvanskeligheder, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed over S, som er et barn med særlige behov. Efter de oplysninger, der er forelagt for landsretten, findes der ikke sikkert grundlag for at antage, at nogen af parterne hver for sig er uegnede til at varetage omsorgen for S. Uanset at moderen i en længere periode med urette har hindret faderen i at have samvær med S, og uanset at der er rejst tvivl om, hvorvidt moderens hjemmetræning af S efter den såkaldte Family Hope Center-metode er i S' bedste interesse, tiltræder landsretten, at forældremyndigheden for S er tillagt moderen, der har været S' primære omsorgsperson. Landsretten har tillige lagt vægt på, at faderen aktuelt har bopæl i Israel. Da der efter bevisførelsen, blandt andet den børnesagkyndige cand.psych. P1's erklæring, ikke er grundlag for at antage, at samvær mellem faderen og S er til skade for S, men tværtimod må anses for at være til S' bedste, har landsretten udvidet omfanget af det af byretten fastsatte samvær som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved, at landsretten efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring og omfanget af S' hidtidige kontakt til faderen ikke for nuværende finder grundlag for at træffe bestemmelse om samvær, der omfatter overnatning, og ej heller feriesamvær. (der blev fastsat dagsamvær lørdag og søndag en gang om måneden fra 10-15 med overvågning de første gange). kommentar: Det er en af de afgørelser, som understøtter, at samværschikane nærmest er konsekvensfrit. Selvfølgelig bortset fra, at det generelt skader et barn at være udsat for den voldsomme konflikt gennem lang tid. Mens der er ganske mange andre afgørelser, hvor jeg ville være tilbøjelig til at mene, at der burde være konsekvenser, tænker jeg ved gennemlæsning af denne afgørelse, at den egentlig virker ”rigtig”. Spørgsmålet er, om afgørelsen var blevet anderledes, hvis ikke alternativet havde været at flytte barnet så langt væk som til Israel? Et andet spørgsmål er, hvad der vil ske, hvis M fortsætter med at tilbageholde barnet fra samvær. Statsforvaltningen vil i al fald ikke de første par år ændre samværsafgørelsen til, at der ikke skal være samvær. Dertil er respekten for landsretten nok for stor. Sammenfatning: Forarbejderne fra betænkning til lovbemærkninger fandt det afgørende, at der findes en hurtig afklaring, idet man ellers kan risikere en langvarig konflikt. Jeg er enig i vigtigheden heraf, men det sker ikke. Forarbejderne lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker ikke. Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at tage den konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende. Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af. Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende. Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ønske om ikke-samvær? Som antydet foran er det tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne. I TFA 2010/383 ØLK skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I TFA 2009/308 VLK skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. TFA 2009/305 ØLK handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark. Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil. Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger. ”Barnets bedste” i lovteksten vægtes i dommerhjernen højere end lovbemærkninger. Man kunne overveje at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven om samværschikane, der svarer til bestemmelsen i retsplejelovens § 536 stk. 6. Altså en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade. Min bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende. Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse. Afslutning. Jeg ser lovens hovedproblem sådan, at ligesom man ikke kan dømme til fred i Mellemøsten, må det være oplagt, at tvungen fælles forældremyndighed ikke giver generel mening. Alle er teoretisk enige om, at der er situationer, hvor der ikke bør være samvær. Det kan skyldes vold, incest eller såmænd bare et tårnhøjt konfliktniveau,der påvirker børnene. Stort set alle, som i det daglige arbejder med loven, er enige om dens svagheder. Vi er også enige om, at loven hverken administreres godt nok i statsforvaltningerne eller hos domstolene. Men det er også en utaknemmelig og vanskelig opgave at træffe de rigtige afgørelser. Ofte er det rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. I privatlivets forhold kan vi ikke se bag gardinerne. Det er svært men vigtigt, at sagen oplyses ordentligt. Det er vigtigt, at den tabende part oplever sig hørt og forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde. Det kikser desværre for ofte. Hensynet til barnet vejer tungt. Alternativerne kan sagtens være et godt nok liv hos mor uden kontakt med far – sat over for et godt nok liv hos far med kontakt til mor. Viggo Bækgaard - 11 januar, 2012 |